Uden sans for de krisetider vi lever i, talte den radikale folketingskandidat Uffe Elbæk i folketingsvalgkampen for godt et år siden om behovet for en Marshallplan for dansk kulturliv.

I dag, et år efter at Elbæk blev kulturminister, har han i stedet for en Marshallplan gennemført en række besparelser på kulturbudgetterne. Uden sans for de parlamentariske spilleregler talte Elbæk ligeledes i valgkampen sidste år om, at kulturmidlerne skulle omprioriteres.

I dag kan man konstatere, at de store omprioriteringer ikke er sket og heller ikke kommer til at ske. Det revolutionære kulturpolitiske flertal findes ganske enkelt ikke.

Når kulturlivet efter regeringens første år udtrykker skuffelse og kritik af sin nye minister, er der derfor ikke så meget at sige til det. Ud over at Elbæk kun har sig selv at takke for reaktionerne.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, at han skulle ende med at blive kulturminister og blive ramt så eftertrykkeligt af virkeligheden.

Men selv folketingskandidater har lov til at tage udgangspunkt i den virkelige verden.I en kronik, vi trykte for nylig her i avisen, forsøgte kulturministeren at gøre status over sit første år og lægge en ny, offensiv linje for sin kulturpolitik.

Men første måtte han ty til et forsvar. Store besparelser har ramt kulturlivet andre steder i Europa, skrev han og trak skræmmeeksemplet Portugal frem.

Her er kulturministeriet helt blevet nedlagt. I det lys skulle dansk kulturliv være taknemmeligt for, at der kun kommer beskedne besparelser på de danske budgetter i 2013, var budskabet.

Og det kan ministeren jo have ret i. Men man kan som regel altid finde eksempler på nogen, der har det værre end en selv.

Og hvorfor i alverden føler kulturministeren trang til at gøre andre landes manglende ambitioner for kunsten og kulturen til målestok for sin egen kunst- og kulturpolitik?

For alle andre ligner det ikke en ambition, men en decideret ikke-ambition at ville skære mindre ned, end man gør i andre lande, hvis økonomiske situation i øvrigt ikke er sammenlignelig med Danmarks.

I samme Kronik skrev Elbæk, at for ham er Kulturministeriet det vigtigste ministerium, fordi »det varetager rammerne om nationens kulturelle dna«.

Desværre er det et synspunkt, ministeren står ret alene med. Hans egen regering sender helt andre signaler. I statsrådsrækkefølgen, som afspejler regeringens ministerrangorden, finder man kulturministeren på sidstepladsen. Som nummer 23 ud af 23 mulige.

Til sammenligning var den konservative kulturminister Brian Mikkelsen placeret som nummer 7 i Foghs første regering. Der ligger et klart signal i, hvor i hierarkiet en regering placerer en minister.

Denne regering har givet kulturministeren bundplacering. Det gør ikke en ministers liv nemmere. Det betyder faktisk noget, hvor i statsrådsrækkefølgen man befinder sig. Både internt i regeringen og i forhold til omverdenen.

Internt bliver man mindet om sin plads, hver gang man skal i statsråd og stiller op på række, før man går ind til mødet og hilser på dronningen. Kulturen er det seneste år kommet sidst ind ad døren.

Ikke mindst i situationer, hvor magtrelationen kan bruges til noget, viser dens betydning sig. Som f.eks. når man som den lavest rangerende minister møder op hos finansministeren, som selv ligger øverst i hierarkiet (nummer 4), til forhandlinger om næste års finanslov.

Og når man så oven i købet er udstyret med et ressortområde, som regnedrengene i Finansministeriet ser som et stort sort hul, man bare hælder penge i, uden at der kommer indtægter den anden vej, står man som minister over for en vanskelig opgave.

Status på kulturens år 1 er ikke så munter. Ministeren har ingen penge at gøre godt med. Besparelserne vil gentage sig de kommende år. Samtidig har han ikke et flertal, der for alvor vil prioritere anderledes.

Så hvad skal han så få tiden til at gå med?

Selv taler han om, at der nu skal »en mentalitetsændring i store dele af dansk kulturliv« til, og at vi skal til at tænke i andre måder at »legitimere kulturen på end blot at sige, at kultur er godt, fordi kultur er godt, for det er vi jo alle sammen enige om«.

Puha, det kan godt blive et langt år 2.