Det fremgik ikke af programmet ’Hos Clement’ tirsdag aften på DR1, hvorfor SF’s ene formandskandidat, Annette Vilhelmsen havde takket nej til at deltage i programmet.

Det blev bare sagt, at hun havde afslået, og at Astrid Krag, den anden kandidat, derfor var gæst i programmet.

Uanset Vilhelmsens begrundelse for ikke at stille op var det et klogt træk at sige nej tak til Clement Kjersgaard. Det burde Krag også have gjort. Og det skulle samtlige politikere i dette land, der måtte blive inviteret, også tage at gøre. Indtil DR lukker programmet.

Programmet er vist tænkt som et sted, der vil bedrive kritisk politisk journalistik. I denne uges udgave lagde Clement for med et spørgsmål til Astrid Krag om regeringens politik. Syntes hun, at den var for blå?

LÆS MERE Astrid Krag: Skattereformen er ikke socialt afbalanceret

Nej, det syntes hun ikke, lød svaret. Næste spørgsmål: Ville hun ønske at regeringens politik var mere rød? Ja, det ville hun.

Aha, triumferede den kritiske journalist, så det var en Holbergkomedie værdig: du kan jo ikke mene, at regeringen ikke er for blå og samtidig sige, at den godt kunne være rødere.

Så var programmet ligesom i gang, og Clement havde demonstreret, hvor dygtig han er til at opstille små fælder, som hans gæster kan dumpe lige ned i og få ham selv til at fremstå som geniet.

Lidt senere i programmet blev der stillet nye spilleregler op. Krag måtte kun svare ja eller nej på Clements spørgsmål. Ingen nuancering, ingen uddybning. Ingen interesse for, hvorfor SF’s måske kommende formand mener, som hun gør.

De helheder, de sammenhænge, som politikerne gerne skulle både forstå og tænke i, er forbudte i DR’s ugentlige flagskib for politisk debat. Først da Krag gjorde, som der blev sagt og svarede ja eller nej, kunne programmet gå videre. »Så er jeg tilfreds«, som Clement sagde.

Astrid Krag protesterede mildt, men forsøgte stort set at føje værten. Men hvorfor egentlig? Hvorfor finder ikke bare Krag, men politikere generelt sig i den type politisk debat?

Hvorfor stiller de op som statister i et show, som kun har til formål at bringe dem i en situation, hvor de hele tiden er på nippet til at hidse sig op over de urimeligheder, de udsættes for, men husker deres rådgiveres ord om ikke at vise vrede og ikke miste besindelsen (det virker dårligt på tv) og derfor bare spiller med. Sig dog fra.

Som Annette Vilhelmsen gjorde. Det er meget muligt, at hun som forholdsvis politisk uskolet politiker ikke ville have kunnet stå distancen hos Clement. Men det er også muligt, at hun ville have kortsluttet det spil, som alle de andre særdeles skolede politikere spiller med i.

Ligesom hun har gjort det, når hendes partikammerater har udtalt sig kritisk om hende. Om SF’s politiske ordfører Jesper Petersen sagde hun f.eks. for nyligt, at hun syntes, det var »...ærgerligt, at Jesper ikke har villet kontakte mig, før han går til Jyllands-Posten«.

I stedet for at spille med i andres iscenesatte skuespil, undrer hun sig offentligt over, at hendes partikollega ikke taler med hende selv, men ringer til Jyllands-Posten.

Det er programmer som ’Hos Clement’, der er med til at skabe politikere, der er eminente til at svare udenom på idiotiske spørgsmål, så de lyder som maskiner. Og det er den form for kritisk ’journalistik’, som får andre end SF’s medlemmer til at længes efter politikere som Annette Vilhelmsen, der lyder som helt almindelige fornuftsvæsener.

LÆS OGSÅ Krag får hjælp af familien: »Hun danser boogie-woogie med den store pige«

Det er programmer som ’Hos Clement’, der reducerer politisk debat til en æterbåren pinballmaskine. Kuglen og spørgsmålene farer rundt, og det gælder kun om hurtigt og behændigt at slå til den med tomme svar for at undgå, at man ryger med kuglen i hullet.

Som seer er det nærmest umuligt at følge med i det hæsblæsende tempo og de afsnuppede sætninger. Dermed bliver debatten til ren underholdning, hvor man følger ordklovnene i mediecirkusset. Vi morer os, mens vi fyldes med tomhed.

Det fine ved god politisk debat er det samme som ved demokratiet. Problemerne er komplekse, og holdningerne til dem bliver til i en stadig udveksling af meninger, der netop låner lidt fra hinanden og ikke hele tiden udelukker det andet synspunkt, sådan som bordtennislogikken hos Clement gør det.

I virkeligheden er det skarpeste politiske interview det, hvor man kommer så tæt på substansen, at det afslører, at der ingen er.

Den mulighed forskertser ’Hos Clement’ ved til stadighed at teste formen.