Siden jeg på denne plads for en uge siden karakteriserede DR1-programmet 'Hos Clement' som en æterbåren pinballmaskine, der reducerer politisk debat til rent show, og opfordrede politikerne til at boykotte det, har både programmets vært, Clement Kjersgaard, og DR 1's nyhedschef, Lau Rabjerg-Eriksen, svaret.

Kjersgaard i et ikke overraskende meget langt indlæg på politiken.dk og Rabjerg-Eriksen noget kortere i den trykte avis i onsdags.

LÆS SIGNATUR Clement reducerer politisk debat til en pinballmaskine

De to herrer forsvarer ivrigt programmet og synes, det er helt, som det skal være. De indvier os oven i købet i deres ambitioner med 'Hos Clement'. De væsentligste følger her:

1. DR ønsker at gøre seerne klogere på holdninger, motiver og sammenhænge

2. DR vil give plads til dybere og længere interview med politikere end dem, den løbende nyhedsstrøm tillader

3. DR's ambition er at komme ind bag de indstuderede spindoktorfraser, som er resultatet af, at politikerne de senere år har bevæbnet sig med medierådgivere

4. DR stiller sig på seernes og demokratiets vegne i forsøget på at få reelle svar på politiske spørgsmål

5. DR vil praktisere en kritisk politisk journalistik.

Både Kjersgaard og Rabjerg-Eriksen kender DR's public service-forpligtelser og finder det tydeligvis bekvemt at læse op af dem i deres svar til mig. Men hvad skal man med de tos public service-paratviden, hvis ikke de formår at praktisere den?

Det nærmer sig en dobbeltforbrydelse at køre frem med idealerne og samtidig negligere dem i virkeligheden.

LÆS OGSÅ Clement skyder tilbage på kulturredaktøren: Naivitet fremmer ikke demokratiet

Men lad os tage argumenterne et for et:

DR vil gøre os klogere på politikernes holdninger og motiver. Udmærket. Men hvordan harmonerer det med, at Clement frabeder sig, at politikerne underbygger, uddyber og motiverer deres synspunkter, og til gengæld giver ordrer om kun at svare ja eller nej?

DR vil gerne give plads til længere interview med politikere. Glimrende, men i 'Hos Clement' er interviewene reelt ikke spor længere end det, vi oplever i den øvrige nyhedsstrøm. Gæsterne bliver konstant afbrudt af værten og får stort set aldrig lov at fuldføre en sætning.

Det er en fornem ambition at ville grave dybere end de overfladiske politiske floskler. 'Hos Clement' lægger bare op til det modsatte. Det avler paratsvarene. Med en vært, der kører sit eget show og er helt ligeglad med svarene, så længe de bare følger hans instrukser om ikke at være på mere end en stavelse, bliver det netop på overfladen.

Hvis nu værten i stedet for at køre sin 'klar, parat, svar'-stil faktisk hørte efter, var til stede i samtalen og tog fat i det sagte, kunne han måske komme ind bagved.

Hvis ikke det handlede om hele tiden at komme videre til værtens næste indstuderede og nøje koreograferede spørgsmål, kan man slet ikke afvise, at der ville komme noget interessant ud af programmet.

LÆS OGSÅPolitiken-redaktørs boykot af demokratiet er uforståelig

Endelig er der idealet om at være 'kritisk', som især er den politiske journalistiks fornemste opgave. Heldigvis har DR ikke som sådan misforstået, hvad den går ud på. Men mændene bag 'Hos Clement' har. Helt grundlæggende, faktisk. For i deres optik betyder 'kritisk' forudfattet mistillid. De går ud fra, at offeret lyver.

Og følger man den logik, er det selvfølgelig ikke et interview, der er behov for, men en afhøring. Har man en forestilling om, at offeret er skyldigt i ikke at ville sige sandheden, må forhørslederen selvfølgelig stille fælder op for at lokke sandheden frem.

Læser man Clement Kjersgaards lange svar, kan man se, at det netop er den form for 'kritisk' journalistik, han abonnerer på. Han mener, at offentligheden har krav på at høre offeret lyve - og blive fanget i løgnen.

Politikerne reagerer derefter, som var de netop under politiforhør. Da de ikke ved, hvilken forbrydelse de er mistænkt for, forsøger de desperat at svare på en måde, der ikke bringer dem i fedtefadet.

Det underforstås 'Hos Clement', at vi andre - intervieweren og seeren - sidder med sandheden. Derfor bliver programmet til et tomt spil, hvor vi allerede ved, hvad vi vil vide, nemlig sandheden, og blot vil underholdes af at se, hvor længe offeret kan holde til at lyve.

Men hvad nu, hvis ingen af os sidder med sandheden, og først dialogen får den frem, som Sokrates mente.

Hvis Clement tænkte sådan i stedet for at tænke på sin berømmelse som showmand, ville vi andre måske kunne føle os inddraget. Og blive klogere.