Den primitive tankegang, som prægede store dele af den tidligere regering, og hvis visuelle udtryk blev Roald Als’ legendariske hulemandstegning, var ikke mindst tydelig i retspolitikken.

Siden 2001 sidder kriminelle i snit 51 procent mere inde, navnlig fordi mindre kriminalitet nu giver ubetinget fængsel.

De mange højere straffe har betydet overfyldte fængsler, hvor forråelsen er ekstrem. Desværre forsømte man at gøre noget ved det betændte fængselsmiljø. I stedet for at lære af deres fejl kommer de indsatte småforbrydere derfor ofte ud af fængslet med sår på krop og sjæl og gæld til storforbrydere.

Resultatet er, at alt for mange fanger kommer tilbage til fængslerne igen.

Staten har rollen som den, der hævner på den enkelte borgers vegne og afsondrer den kriminelle fra hans ofre, i stedet for at være den, som afhjælper hele samfundet med det problem, kriminalitet er.

Halvdelen af fængselsbetjentenes tid skal i princippet gå til resocialisering. Men som fængselsforbundet siger: »Al tiden går med at lukke op og låse i og putte flere folk i cellerne«.

Kigger man tilbage til dengang, det moderne fængsel blev indført i Danmark, står strafpolitikken i dag tilbage som enestående idéforladt og uambitiøs. Det store skift i dansk retsbevidsthed stammer fra midten af 1800-tallet, hvor man groft fortalt gik fra korporlig afstraffelse til frihedsberøvelse, fra at straffe kroppen til at ændre sindet.

De to enorme bygninger, man opførte til formålet i Horsens og Vridsløselille, var blandt de største i hele landet. Fængslerne var tidens vigtigste prestigeprojekter og kronjuvelen i den moderne stats ambition om at opbygge et civiliseret samfund.

Den måde, man behandlede kriminelle på, skulle være målestokken for, hvor veludviklet samfundet var. De nye fængsler var i alt fra arkitektur til behandlingen af fanger nøje gennemtænkt med henblik på at ændre fangerne til slet og ret at blive bedre mennesker.

Lidt som med børneopdragelse var kodeordene for de indsattes hverdag ro, renlighed og regelmæssighed. At der blev lagt vægt på renligheden, kan ses ved, at Vridsløselille Forbedringsanstalt, som fængslet sigende hed ved indvielsen i 1859, var det første offentlige sted i landet med træk og slip.

Der skulle være fuldstændig ro, og de indsatte var helt isolerede. Hver dag gik de både i kirke og i skole, hvor de sad i store amfiteaterlignende sale med skodder mellem hver indsat. På vej til og fra cellen gik de indsatte med 15 skridts afstand og hovedet drejet til højre, sådan at de aldrig kunne se deres medindsatte.

Isolationen sikrede ikke bare ro i fængslet. Forbilledet var klosterlivet, og ensomheden skulle også sikre, at den enkelte kunne studere det kristne budskab intenst. For på den tid var kristendommen idealet for den gode borger.

I dag er idealet for den gode borger demokratisk, og det naturlige mål for fængslet må være at gøre de indsatte til velfungerende demokrater og deltagere i samfundet. Til det hører, at man aktivt forholder sig til sin egen hverdag, hvilket selve ideen om frihedsberøvelse delvis strider imod, i hvert fald hvis fængslet er ren opbevaring.

Som man kunne læse i går i Politikens kronik, viser undersøgelser, at der er større chance for, at de indsatte ikke vender tilbage til fængslet, hvis de selv har været med i beslutninger omkring deres afsoning.

Simpelthen fordi de på den måde vedligeholder lidt af den fundamentale beslutningskraft, der er en betingelse for at begå sig i samfundet.

En anden måde at mindske uheldige bivirkninger ved ophold i et råt fængsel er alternative straffe som samfundstjeneste eller fodlænke.

At forbrydere med helt korte fængselsstraffe, ifølge en ny undersøgelse fra Rockwoolfonden, har svært ved at klare sig, når de kommer ud, peger på, at alternativer til fængsel både ville hjælpe til, at småforbrydere ikke får smadret deres liv, og til, at fængslerne kan få lidt overskud tilbage.

LÆS OGSÅFanger i fodlænker og samfundstjeneste klarer sig bedst

Af samme årsag har man i Tyskland stort set afskaffet korte fængselsstraffe.

Den disciplin, som kendes fra 1800-tallets fængsler, skal naturligvis ikke tilbage. Men vi må have lidt af fortidens idealisme tilbage i retssystemet og i fængselsvæsnet. Troen på, at man kan ændre og manipulere menneskets sind, er blevet forkætret. Men uden den tro risikerer vi at miste incitamentet til at ændre kriminel adfærd.

I sidste ende handler det om troen på det gode i mennesket.

Så længe vi tror på, at det har forrang, må vi også insistere på at fremelske det hos de kriminelle. Ellers bliver 1800-tallets store idealistiske civilisationsprojekt i Vridsløselille det 21. århundredes symbol på meningsløshed.