De færreste kunne gå upåvirket videre i hverdagen efter at have læst beretningen fra Marlene Duus, der fortæller, hvordan hun blev overfaldet af sin tidligere kæreste:

»Mit ansigt er smadret, mine tænder ligger rundt omkring på gulvet, og min krop er livløs«, fortæller hun i mandagens kronik om sin tilstand, før han smider hendes krop ud fra 3. sal.

Mirakuløst overlever hun.

Tre år efter overfaldet er gerningsmanden prøveløsladt og får arbejde i restaurationsbranchen. På det tidspunkt har offeret end ikke afsluttet den lange række af operationer, der skulle til, for at hun kunne fungere bare nogenlunde normalt. Det er en åbenlys uretfærdighed, som appellerer til enhver.

Alle store danske medier henvender sig i løbet af dagen for at få kontakt til kronikøren. Hele 80.000 mennesker læser Kroniken på nettet det første døgn, og en bølge af sympati, gys og krænket retsfølelse skyller ind over landet.

LÆS KRONIKFår offeret også en chance til?

Offeret står som det klokkeklare eksempel på, at voldsmænd bliver udsluset for hurtigt. Kravet om strengere straffe runger i landets kantiner og ved middagsbordene.

De sidste mange år har fokus i dansk retspraksis været stramt rettet mod straffene for vold, der er blevet sat op, sådan at de bedre matcher folks retsfølelse.

Vold sætter vores normale spilleregler ud af kraft. Den gør os i bogstaveligste forstand afmægtige. Samtidig er vold paradoksalt nok en æstetisk nydelse for langt de fleste.

Vi betragter den med glæde i film, nogle nyder den til boksestævner, og andre svælger i den søndag formiddag, hvor voldsorgiet på Golgata bliver udfoldet lige for øjnene af os med den torturerede Jesus på korset. Vold er en følelsesmæssig stimulus og har tilsyneladende været det altid.

Til samme følelsesmæssige kategori hører offeret. Det sproglige sammenfald, der gør, at et offer både kan være et offer til Gud og et offer for vold er ikke tilfældigt. Jesus selv er både et voldsoffer og et for offer til Gud.'

LÆS KOMMENTARER »Den her sag gør mig så edderspændt rasende«

Det var kirken, som systematiserede dansk retspraksis med landskabslovene, som er nedskrevet mellem år 1150 og 1250.

I stedet for at tvister blev afgjort ved lokale råd, indførte man nu rettesnore, hvis forbillede var et bibelsk retssystem samt dekreter fra kirkelærde. Den ældste landskabslov, Valdemars Sjællandske Lov, består af 4 bøger og behandler blandt andet spørgsmål om ejerskab, hor, drab, voldtægt, pirateri og ran.

Hor fylder en hel bog og er den eneste forbrydelse, der berettiger hævndrab, hvilket skyldes, at slægten var kernen i datidens sociale mønster. Men også vold fylder en hel bog. Den kaldes Saarloven og handler særligt om vold, som medfører sår og skader.

Vold var noget, som kirken havde særligt fokus på at flytte fra den private selvtægt til den centrale lovgivning.

Saarlovens første paragraf udmåler straffen for en meget særlig forbrydelse, nemlig når en person »bliver sat eller lagt ned paa Jorden og hans Haar aftaget helt eller delvis«. Siden følger straffe for forbrydelser som at stikke øjne ud, hugge et øre af, hugge begge ører af, hugge eller skære næse af. Meget tyder altså på, at Saarloven ikke mindst sigter på at straffe en form for organiseret, rituel selvtægtsvold.

Siden middelalderens love har gerningsmandens straf været uafhængig af offerets eller samfundets følelser. Nutidens kirkelærde hedder Justitsministeriet, og det er her, retten bliver udstukket. Sat i verden for at håndtere og kontrollere den eksplosive følelse af uretfærdighed.

Umiddelbart virker det barokt, at en voldsmand af den kaliber, Duus beskriver, kan slippe af sted med to år bag tremmer.

LÆS OGSÅClaus Meyer: Jeg ansætter dømte for at forhindre ny kriminalitet

Men den kollektive harme, som har rejst sig i kølvandet på voldsofferets kronik, er ikke grundstof til en ny lovgivning. Der er imidlertid god brug for et eftersyn af den måde, vores autoriteter tager sig af kriminel adfærd.

Dansk retspolitik er håbløst bagud, hvilket regeringen selv er helt på det rene med: »I et årti har retspolitikken manglet nytænkning«, hedder det i regeringsgrundlaget.

Der er behov for en gennemtænkt idé og tidssvarende etik som ny rettesnor for den revision af retspolitikken, som regeringen har bebudet.