Mærkater som det, der pryder denne Signaturs overskrift, er ofte et faresignal.

Det leder tankerne hen på amerikanske B-film med helte, som fortjener en historie, men falder totalt igennem i fiktionens univers, fordi man bygger på en upræcis binding til virkeligheden.

Den nye danske film om Hvidstengruppen, som netop skilter med at være baseret på en virkelig historie, lever til fulde op til det amerikanske mareridt, hvor virkelighed og fiktion indgår i uskøn forening til skade for begge.

Filmen er producent Regner Grastens idé, og han har håndplukket Anne-Grethe Bjarup Riis som debuterende instruktør. Det er en almindelig måde at lave film på i Hollywood, fordi det giver et større kommercielt spillerum, men ikke noget man normalt ser i Danmark og med god grund.

Flosklerne står i kø fra første øjeblik, hvor sindige jyder, den gode husmor, de umoralske samarbejdspolitikere og heltene på Hvidsten Kro fremstilles i et filmisk fidusmaleri.

Den virkelige Hvidstengruppe bestod af en flok mennesker fra Randersegnen, der organiserede en gruppe, som modtog faldskærmsfolk, våben og materiel til sabotage fra engelske flyvere. De var en vigtig del af dansk modstand, og dens medlemmer, der blev henrettet i juni 1944, huskes med rette som helte.

Siden ’De røde enge’ med Poul Reichhardt havde premiere 2. juledag 1945, har modstandshelten været en klassisk dansk filmfigur.

Lige efter krigen kom også ’Den usynlige hær’, som var baseret på en roman af Knud Sønderby, og ’Det gælder din frihed’ med Ebbe Rode i hovedrollen. Ved at fokusere entydigt på modstandsbevægelsens helte kunne man parkere de besværlige overvejelser om forhandlingspolitikken.

Men i takt med at såret begyndte at hele, åbnede der sig små sprækker i skorpen.

Den nødvendige eftertanke og nuancering af de vanskelige dilemmaer, som landet stod i under besættelsen, kunne efterhånden beskæftige kunst og populærkultur. Og først inden for de sidste 10 år er der for alvor skabt et klima for at se på de skyggesider, som er vigtige for den fælles erindring, men som også indeholder dramatiske paradokser.

Et eksempel er den såkaldte Ring, hvor en kreds af intellektuelle, deriblandt den senere direktør for Gyldendal Ole Wivel, sværmede for en førerkult og var med til at sende en kammerat i døden ved Østfronten under Waffen-SS.

I Tyskland blev ’Der Untergang’ med beskrivelsen af Hitlers sidste dage i bunkeren en film, der gjorde det muligt at se landets egen historiske ondskab i øjnene, men også at tage det tyske flag frem, næste gang der var VM i fodbold.

LÆS OGSÅRegner Grasten: 'Flammen og Citronen' var for overfladisk

Den begavede selvransagelse og de selvmodsigelser, der ofte er forbundet med den, er både godt dramatisk stof og sundt for den nationale identitet. Ja, måske hører de to ting oven i købet sammen.

Det gør de bare ikke i ’Hvidsten Gruppen’, der ellers har haft en bragende biografpremiere med over 100.000 solgte billetter og fået pæne anmeldelser i de store dagblade. Filmen »løfter sig ud af sin tid«, hedder det, men intet kunne være mere forkert.

Filmen står netop bomstille i sin tid, og perioden mellem krigen og nutiden synes fuldstændig ignoreret. Den virkelige historie, man har baseret sit manuskript på, har skygget for hele den erkendelsesproces, som har præget eftertiden.

Den forbliver et fastfrosset tidsbillede uden perspektiv, men sætter til gengæld fed streg under de allerede kendte roller: helte, skurke, de forræderiske politikere og folket, der i sin jyske grundvold er for demokratiet og imod uretfærdigheden.

Uden at betænke at i situationen var de gode folk fra Hvidsten Kro samtidig imod demokratiet i skikkelse af den folkevalgte regerings indtrængende bøn om at samarbejde med tyskerne.

Det er tankevækkende, at den forenklede helteskikkelse, som blev skabt i 1945, stadig huserer på Danmarks røde enge.

Om det har noget at gøre med den krigstilstand, landet har været i de sidste 10 år, er uvist. Men fortællingen om modstandsfolkene er en ultimativ legitimering af kampen for demokratiet sammenkoblet med gammeldaws nationalisme og bliver på den måde næsten en støtte til »vore danske soldater«, som det også hedder i dag.

Ekstra Bladet har som den frække dreng i klassen den mest rammende karakteristik, nemlig at filmen får Morten Korch til at ligne avantgarde.

LÆS OGSÅDansk storfilm er »sentimental« og »får Morten Korch til at ligne avantgarde«

Den klæge undertitel ’Nogle må dø for at andre kan leve’ siger alt om, hvordan demokratiet ender som et moralsk alibi for en fortælling, der nok kan sælge billetter, men ikke tager den virkelighed, den baserer sig på, seriøst.