Det er ikke hver dag, et digt sætter den europæiske offentlighed på den anden ende.

Men det skete i sidste uge, da den 84-årige nobelpristager og forfatter til den verdensberømte tyske efterkrigsroman Bliktrommen, Günter Grass, udsendte digtet ’Hvad der må siges’.

I digtet skriver Grass, at atommagten Israels trussel om at bombe Iran er en trussel mod verdensfreden, og han vender sig mod, at Tyskland leverer ubåde, som kan bruges i et sådan angreb, til Israel.

Reaktionen mod Grass har været en øredøvende forargelse, som kulminerede søndag, da Israel gav forfatteren indrejseforbud. Den mest skingre kritik af Grass kalder ham for antisemit. Det gælder blandt andet den tyske avis Die Welt, Dansk Folkepartis Søren Espersen og den israelske udenrigsminister.

LÆS OGSÅIsrael forbyder Günter Grass at rejse ind i landet

Indrejseforbuddet mod Grass er begrundet i en paragraf i israelsk lov, som har til hensigt at forhindre tidligere nazister i at besøge Israel. Når den kan bruges, er det, fordi Grass i 2007 i sin selvbiografi ’Når løget skrælles’ afslørede, at han som 17-årig havde gjort frivillig tjeneste i Waffen SS.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at Grass siden da har været antisemit. Tværtimod har han gennem et langt forfatterliv været en moralsk stemme i tysk åndsliv, der har insisteret på at holde tyskerne fast på de forbrydelser, som blev begået under Anden Verdenskrig. Grass indskriver sig i en tysk tradition efter forfattere som Thomas Mann og Heinrich Böll som en slags bærer af nationens samvittighed. En byrde, som gennem efterkrigstiden var tungere end nogensinde.

Mens mange forsøgte at glemme både de fysiske og åndelige ruiner og i stedet kørte mod fremtiden i den nye Mercedes, var Grass den første til at beskrive de lastrum, som stadig var fulde af lig. Af samme grund rejste der sig et ramaskrig, da han løftede sløret for sin egen fortids synd. En afsløring, som nu bruges til at placere ham som en synder i nutiden.

Grass tager selv i digtet højde for den fordømmelse, han nu oplever, idet han skriver, at han er og fortsat vil være ven af Israel.

Med sit digt hævder han, at dette venskab ikke har fortjent den udbredte tavshed, der omgiver det. Der er ting, som må siges. Først og fremmest, at den nuværende israelske regering er et farecentrum i Mellemøsten.

LÆS OGSÅDokumentation: Læs Günter Grass' digt

Men at Netanyahu rasler med atomarsenalet over for Iran, samtidig med at Israel er uden kontrol som atommagt, og at denne kendsgerning er bekymrende, er Grass bestemt ikke alene om at mene. Det er en analyse, som man kan finde i næsten enhver avis. Spørgsmålet er altså, hvorfor netop hans digt medfører så stærke reaktioner.

Et af svarene findes i det rum, som vi har afsat til den intellektuelles blik på verden. Hvor det tidligere var stemmer, som var både berettiget og forpligtet til at ytre sig om prekære politiske konflikter og dilemmaer i verden, er forfatteren i dag en langt mere privat stemme.

Hvor en nobelpristager som Camus i 1950’erne engagerede sig dybt i spørgsmålet om Algier, har ingen af de forfattere som den sidste tid har modtaget prisen brugt deres stemme politisk.

Det gælder Marquez i Sydamerika, Cotzee i Sydafrika og Walcott i Caribien. Med sin position bevæger Grass sig uforfærdet ud i hajfyldt farvand. Og med sin kritik af Israel bevæger han sig ned i fortidens allerstørste tabu, mens han viser, i hvilken grad det også er nutidens.

Ud over den konkrete anklage mod israelsk politik sigter digtet på den atmosfære af fortielse, som har fulgt folkemordet på jøderne helt til i dag. Titlen, ’Hvad der må siges’, kan således læses både som en selvvalgt forpligtelse til at sige det, han gør, og som en opfordring til diskussion af, hvad der er tilladt at sige.

Grass forlænger det tabunedbrud, han påbegyndte, med afsløringen af sin egen fortid. Og netop fordi han så nemt kan beskyldes for antisemitisme, kan han sige, hvad han gør. Det gør det overkommeligt for hans modstandere, der har noget at hænge deres hat på.

Men samtidig giver det nødvendigheden af at nedbryde tabuet vægt. Fordømmelsen af Grass er i sig selv en beskrivelse af styrken af det tabu, han søger at gøre op med.

Med sit digt sætter Grass hele sin person ind på at nedbryde et tabu for at kunne anskue den fastlåste situation i Mellemøsten på en ny og mindre belastet måde. En måde, som kan åbne for nye tænkemåder, et nyt debatklima og dermed – måske, måske ikke – nye løsninger. Det er det, som ikke må siges.

Men det er også præcis derfor, at det må siges.