Hver gang der har været tegn til at undersøge PET, er tjenesten gået i gang med at slette en stor del af sine arkiver.

Det skete også i slutningen af 1990’erne, da man blandt andet slettede Ole Sohns sagsmappe. Det har ført til beskyldninger om, at daværende justitsminister Bjørn Westh fik udført belejlige makuleringer.

For at undgå mistanker af den art er det relevant at indvie offentligheden i, hvordan man griber makuleringer an. Men sandheden kan være svær at fortælle, når de registreringer, man har slettet, er foretaget i en mørkegrå zone.

LÆS MEREFlere toppolitikeres PET-papirer er slettet

Forbuddet mod registrering stammer fra 1947, men blev allerede året efter blødgjort af en hemmelig ordre fra Justitsministeriet, der ikke ville risikere at en kommunistisk 5. kolonne udviklede sig, uden at man opdagede det.

Gennem de næste 20 år opbyggede PET et arkiv med op mod 40.000 danskere. En uholdbar situation, som Folketinget forsøgte at gøre op med i 1968 med en lov, der gjorde det ulovligt at registrere folk på baggrund af lovlig politisk virksomhed.

Men lyden af nymarxistiske klarinetter, som spiller atommarch, havde gjort ansvarlige folk nervøse. To uger inden Folketingets beslutning udarbejdede Justitsministeriet vanen tro et hemmeligt notat, som i praksis gav PET lov til at fortsætte registreringen.

I lighed med situationen efter krigen er det ordlyden »alene i kraft af politisk tilhørsforhold«, som blåstempler PET’s registrering, for eksempel i tilfælde af at en person rejser til Østeuropa. På den måde forsætter man ikke bare med at registrere. Man gør det også bag om ryggen på befolkningen.

Som årene går, vokser PET’s arkiver igen, og en anselig mængde af materialet er indhentet med hjemmel i Justitsministeriets hemmelige notat fra 1968. Men i løbet af 1990’erne bliver PET opmærksom på, at den skrøbelige konstruktion ikke er holdbar i længden.

PET’s registrering af politikere er i princippet sket med regeringens godkendelse. Men det vil være vanskeligt for PET at forklare registreringen med den gamle lokumsaftale fra 1968.

PET begynder nu at slette dele af det materiale, der er indsamlet, og makulatoren kører for fuld gas fra 1996 og indtil marts 1998, da TV 2 afslører, hvordan en agent ved navn Anders Nørgaard er blevet sat til at infiltrere helt lovlige organisationer for PET.

Samme måned beordrer Justitsministeriet et øjeblikkeligt stop for makuleringen, og Nyrup Rasmussen beslutter, at der skal laves en undersøgelse af PET’s registreringspraksis.

I formiddagsbladet BT’s evige skandalejagt har bladet de seneste uger kastet sig over den gamle traver Ole Sohn i håbet om at kunne grave nyt snavs frem om venstrefløjen. Det har med rette fået dem til at studse over, at PET i 1990’erne har slettet arkivet for Sohn.

LÆS MERESF: Justitsministeren må ind i Ole Sohns PET-sag

Det store spørgsmål, som står tilbage, er: Hvilke kriterier har PET benyttet i makuleringsarbejdet fra 1996-98?

Chefen for PET, Jakob Scharf, har i en kortfattet kommentar sagt, at »Der er intet underligt i, at følsomme personoplysninger er blevet slettet«. Som det så ofte forholder sig med efterretningstjenester, er denne melding helt rigtig, men også helt ufuldstændig.

I princippet burde PET fortælle, hvordan de skilte sig af med materiale i midten af 90’erne. Det ville frigøre dem fra beskyldninger om politisk motiverede makuleringer. Men hele ideen med en efterretningstjeneste er netop, at den får lov til at holde sig på afstand af almindelig lovgivning. Derfor er forholdet til efterretningstjenesten en balancegang.

LÆS OGSÅHistoriker: PET-sletning gavner retssikkerheden

Når PET-kommissionen brugte så lang tid, skyldtes det blandt andet, at deres kildemateriale ville blive makuleret, efter arbejdet var færdigt, så rapporten ville stå som den historiske primærkilde for eftertiden.

Men da beretningen var færdig, forlængede den daværende justitsminister alligevel makuleringsstoppet. Dermed sparer PET i øjeblikket op til endnu en makuleringsrunde.

Det er svært at se, hvad der skulle forhindre justitsminister Morten Bødskov i at lette på låget og fortælle, efter hvilke kriterier man sendte dokumenter i makulatoren i midten af 1990’erne. Hvis det kun skete for at slette en registrering, som var dubiøs, er det alene PET’s egen forfængelighed, der forhindrer, at de fortæller os, hvad der skete.

Og selv om vi skylder PET en stor grad af egenrådighed, er det hensyn ikke nok. Makuleringen af dokumenter skulle helst ikke blive en fortsættelse af den lovløshed, som har præget PET’s registreringer de sidste 65 år.