I weekendens Politiken kunne man læse en ramsaltet kritik af DR’s satsning for børn.

Der satses ikke tilstrækkeligt på nyproduktion, og DR er ved at udhule den gyldne arv fra det legendariske B&U, klagede bl.a. børne-tv-værten Sebastian Klein. DR forsvarer sig med en salgstale af den slags, man lærer på et af de mange managementkurser, hvor stationens lag af mellemledere bliver skolet.

DR har ret i, at der af og til kommer gode nyproduktioner på børnekanalen Ramasjang. Men det er bemærkelsesværdigt, at stationen hverken tager stilling til kritikken af en sendeflade fuld af billige amerikanske børneserier eller peger på, hvordan man grundlæggende opfatter sin forpligtelse over for danske børn.

LÆS OGSÅBamse har tabt til billige, udenlandske tegnefilm

Hensynet til børnene er en prekær sag, også når det gælder tv. Hvis man ikke opretholder en høj kvalitet på Ramasjang, er det ikke bare første led i fødekæden, men også hele gruppen af forældre, som bliver ramt på deres tillid til, om DR evner at løfte den store arv.

En lille kanalrundfart kan måske give os en idé om, hvorvidt børnene lider alene. Siden september har de unge haft deres egen kanal, DR Mama, der skulle afhjælpe et af de faste skrækscenarier i DR: angsten for, at sidste mand lukker og slukker.

Kanalens mest sete program har sølle 10.000 seere, mens omkring 200.000 unge ser TV3’s ’Paradise Hotel’.

En række gæve programmedarbejdere kæmper for at trække de unge seere over på DR’s HD-kanal, hvor Mama er parkeret blandt naturprogrammer med vilde bjørne og store jordskælv.

Mens Bjørn Erichsen, der skabte DR 2, netop er blevet indvalgt i TV 2’s bestyrelse, er hans gamle hjertebarn uden ny kanalchef her godt ni måneder, efter at Arne Notkin stoppede. Hvor kanalen tidligere sprudlede af talentfuld satire og progressiv kultur, virker den nu, trods enkelte lyspunkter, umorsom og træt.

Den frække lillesøster, som DR 2 engang blev kaldt, er blevet en sløv teenager, og den klodsede storebror DR Update halter håbløst bag efter TV 2 News. Efternøleren DR K har vist sig at være en overraskende guldklump, som dog har det med at blive ignoreret af DR’s store familie af kanaler.

Her regerer naturligvis den patriarkalske hovedkanal DR 1, der alfaderligt samler befolkningen foran ’XFactor’.

Netop det program har været sindbilledet på en epoke, hvor amatørismen blev fremhævet i en kæmpe folkelig succes. Programmet overlevede sig selv flere sæsoner, men nu har både studievært Lise Rønne og de to bedste dommere Blachman og Rosendahl sagt stop, så de ikke bliver karikaturer af sig selv.

Samme form for selvrespekt havde man ikke i DR’s ledelse, som valgte at fortsætte programmet på et tidspunkt, hvor de ellers kunne have sluttet, mens legen var god.

Det var tidligere generaldirektør Christian Nissen, der i sin tid insisterede på, at stationen havde folkelige trækplastre, der gav de kunder i butikken, som er en afgørende del af DR’s eksistensberettigelse, og som samtidig giver plads til at rendyrke kvalitet andre steder i huset.

LÆS OGSÅRamasjang er moderne dansk børnekultur

Efterfølgeren Kenneth Plummer så i udpræget grad DR som en virksomhed. Hans syn på public service var at give folk meget at vælge imellem og ikke så meget om indholdet.

Det skulle der rettes op på med den mere klassisk dannede generaldirektør Maria Rørby Rønn. Plummers mantra ’DR i verdensklasse’ blev nu afløst af målet om ’et skarpere DR’. Men det virker faktisk, som om det i stedet er blevet et slappere DR.

Kritik af Danmarks Radio er en slags folkesport og i bund og grund et sundhedstegn, fordi den vidner om en bred og dyb veneration for den gamle statsradiofoni. Det er naturligvis bedst, hvis det er programmernes indhold, der vækker debat, og ikke kvaliteten.

Men det hører med til had-kærligheds-forholdet mellem DR og dets brugere, at der hviler et konstant kritisk blik også på de overordnede dispositioner. Brugerne er nemlig i sidste ende også ejerne og har derfor en begrundet forventning om, at deres licenspenge bliver forvaltet bedst muligt.

I branchen forbereder mange sig på næste store tv-revolution, hvor det gamle fjernsyn endelig vil mutere fuldstændigt med nettet. DR kom godt med ind i den digitale tidsalder, men det er ikke nok at være på alle platforme. Tilstedeværelsen skal have værdi.

Hvis DR fortsætter med at devaluere sit indhold, risikerer de – og vi – at miste den folkelighed, som er DR’s brændstof.