At det er en prekær sag er måske det mest præcise, man kan sige om den historie, der fuldstændig overskyggede Hillary Clintons besøg i Beijing i sidste uge, da menneskerettighedsaktivisten Chen Guangcheng søgte tilflugt på den amerikanske ambassade.

Chen er en blind, selvlært advokat, som har sat kritisk fokus på 7.000 kvinders tvangssterilisation som led i Kinas etbarnspolitik. Det gav ham fire års fængsel, og siden han slap derfra for tre år siden, har han haft husarrest.

LÆS OGSÅUSA tilbyder kinesisk aktivist studieophold

En uge inden den amerikanske udenrigsministers besøg lykkedes det Chen, at flygte fra sin husarrest og med venners hjælp komme til ambassaden i Beijing.

På vejen offentliggjorde han en 15 minutter lang video på YouTube, hvor han fortæller om de overgreb, han og hans familie har været udsat for i den østlige Shandonprovins, hvor han har boet. Ifølge Chen er hans kone blevet voldtaget, og både han og hans mor er blevet slået.

Det er imidlertid de færreste kinesere, der har set videoen, endsige hørt om Chen Guangchengs spektakulære flugt.

I Kina sørger censuren for, at al information med hans navn er utilgængeligt. Derfor har historien på de sociale medier haft kendetegn som ’blind mand’, ’A bing’, som er navnet på en kendt blind, kinesisk musiker, og endelig er navnet på det daglige United Airlines-fly mellem USA og Kina ’UA898’ blevet koden for Chen. Et fly, som den blinde advokat snart kan komme til at sætte sig til rette i.

Først fik den amerikanske ambassade ellers sendt Chen til et kinesisk hospital, hvor han skulle behandles for en lidelse i foden, med kinesiske forsikringer om, at han ville være i sikkerhed. Men Chen følte sig ikke sikker, og det lykkedes ham at telefonere fra hospitalet til den amerikanske regeringsbygning, hvor der var en høring om Kina.

Dermed havnede sagen om Chen lige der, hvor diplomater havde frygtet – som en storpolitisk sag om menneskerettigheder midt i topmødet, som vil være vanskelig at udrede, hvis ingen af de to stormagter skal tabe ansigt.

At den slags sager er giftige, kan Danmark tale med om.

Tilbage i efteråret 1988 oplevede den danske ambassade i Østberlin nemlig en tilsvarende situation, da 18 østtyskere med ønske om udrejse fra DDR søgte tilflugt op til daværende statsminister Poul Schlüters besøg i DDR. Som i Kina forsøgte ambassadens diplomater at få gæsterne til at forlade etablissementet, men lige meget hjalp det.

Til sidst tillod den danske ambassadør, at de østtyske myndigheder kom ind og arresterede de 18 østtyskere.

På den måde lykkedes det at holde sagen væk fra toppolitik indtil et stykke inde i topmødet mellem Schlüter og Honecker. Men siden skulle sagen blive en belastning. Der blev lavet en undersøgelse, og en af de 18 østtyskere forfulgte stædigt sagen.

Så sent som sidste år nægtede Udenrigsministeriet at udlevere kildemateriale om den sag, der i 2003 blev betegnet som ’de sidste årtiers største udenrigspolitiske bommert’ af en unavngiven diplomatisk kilde i Berlingske.

Det er synd, at Udenrigsministeriet beskytter materiale, som giver mulighed for at kaste fuldt lys over håndteringen af vanskelige sager som disse.

For et par år siden var det ambassaden i Vietnam, der blev invaderet af flygtende nordkoreanere. Dengang blev de afsat til Sydkorea efter at have boet en måned i ambassadens garage, men hvem ved, hvad der sker næste gang.

Den aktuelle sag om den blinde kineser Chen Guangcheng ender sandsynligvis med, at han får studievisum til USA sammen med sin familie. Al tale om asyl er trukket tilbage og en ægte diplomatisk løsning ved at tage form.

LÆS MEREStudieophold til aktivist kan løse penibel sag mellem Kina og USA

Men flere af de mennesker, som hjalp Chen med at flygte, er allerede i søgelyset. En af dem skrev i onsdags på Twitter:

»I morges fulgte de (sikkerhedspolitiet) mig i en sort bil, mens jeg fulgte mine børn i skole... Det er begyndelsen på min husarrest«.

De sorte biler fra sikkerhedspolitiet ser tilsyneladende alt. Det er ambassaderne, som har blinde vinkler, hvor der af og til sniger sig en systemkritiker ind og lykkes med det, som Vaclav Havel kaldte ’de magtesløses magt’, nemlig at kunne være en afgørende politisk faktor ved sin blotte tilstedeværelse.

Den slags magt kræver mere mod end den, som udføres med revolvere og raketter, og bør påskønnes, hvor som helst den byder sig.