Da et ekspertudvalg i går fremlagde en plan for fremtidens dagtilbud, blev der skrevet endnu et kapitel i den kulturkrig, som gennem de sidste år er blevet udkæmpet på det pædagogiske område.

Som en spejderenhed, der skal bryde fjendens lilla værn, blev en task force sendt af sted af daværende socialminister Benedikte Kiær (K). Hun ville gøre op med den ’hippiepædagogik’, der blev udfoldet i landets daginstitutioner.

Og hvad kunne være mere bekvemt end at sætte Niels Egelund til at lede arbejdet?

Egelund er professor og direktør i Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han var leder af den danske del af den såkaldte Pisa-undersøgelse, der første gang i år 2000 påviste, at danske børn var forholdsmæssigt dårlige til at læse og skrive.

LÆS ARTIKELEksperter: Børn skal lære fra vuggestuen

Uanset at der siden har været sået tvivl om Pisa-undersøgelsernes troværdighed, kom de for alvor til at indvarsle et paradigmeskift i dansk pædagogik.

Det enorme fokus på faglighed og resultater, som opstod, havde i hvert fald tre perspektiver. Det var for det første et ideologisk og kulturelt opgør med arven fra 1970’ernes rundkredspædagogik.

Det var også et forsøg på at undgå, at for mange børn og unge, ikke mindst blandt folk af anden etnisk herkomst, kom ud af folkeskolen uden at kunne hverken regne eller skrive.

Og endelig var der den underliggende agenda, at presset fra nye asiatiske stormagter ville gøre det nødvendigt at ruste danske børn til den globale konkurrence.

Svaret blev da også nye og flere resultatprøver i skolen samt et ekstra års skolegang, idet regeringen gjorde børnehaveklassen obligatorisk. Den hedder nu 0. klasse, for det er ikke for børn – det er for små voksne. Og det skal det hele faktisk være, hvis det står til Niels Egelund.

Med den børnefjendtlige task force har han igen præsteret at gå et alderstrin ned – denne gang helt ned til børn i vuggestuer og børnehaver, som nu skal fungere som forberedelsesanstalter til et liv på markedsvilkår.

På den første grafiske figur i task forcens nye rapport, ’Fremtidens dagtilbud’, ser vi, hvor godt det kan betale sig at investere i dagtilbuddene. Billedteksten lyder »Afkast på investeringer i human kapital på forskellige alderstrin i dollar«.

Figuren, der er lavet på baggrund af en amerikansk undersøgelse, er i sin sproglige præsentation meget præcis omkring sit syn på børn. De er human kapital, som skal give det størst mulige afkast.

Forbilledet for den satsning på faglighed, som de første resultater af Pisa-undersøgelserne satte i gang var blandt andet Kina. »Det er imponerende, samtidig med at man gyser lidt. Disciplinen er værre, end da jeg gik i skole. Men det er effektivt«, fortalte Niels Egelund benovet til Information.

Kineserne har ganske rigtigt opnået store resultater takket være deres disciplin, som i sagens natur er uløseligt knyttet til det totalitære styre i Kina, der også har haft stort held med sin etbarnspolitik. Den har sikret en kontrolleret befolkningstilvækst og garanteret et sikkert fokus på de nye generationers faglige niveau.

Resultatet taler for sig selv. Det kan være svært at argumentere imod med andet end hippiepædagogik.

LÆS OGSÅPædagog: Jeg føler mig som en blæksprutte med for få arme

Et skræmmescenario, som ofte bliver nævnt, er, at man allerede ved første skoledag kan udpege de elever, som vil have svært ved at klare sig, og det er bestemt prisværdigt, at den nye rapport tager det problem op.

Der bliver foreslået et mere målrettet forældresamarbejde, en bedre evalueringskultur, bedre lederskab og større pædagogisk bevidsthed. Alt sammen fint.

Men det opsigtsvækkende er naturligvis forslaget om fokus på læring og inklusion og ikke mindst, at de to ting knyttes sammen. For spørgsmålet er, om ikke de to i høj grad er hinandens modsætninger.

Den voksentræning, som barndommen er ved at udforme sig til, gør det ikke ligefrem nemmere for socialt udsatte børn og unge at klare sig. Tværtimod har den intellektuelle tvangsnormalisering vist sig at skabe en pukkel af diagnoseramte elever med behov for specialundervisning.

Udviklingen har altså allerede i nogen grad polariseret spørgsmålet om pædagogikken for de mindste. Og resultatet ved en faglig styring af den art, som udvalget lægger op til kan forstærke det billede.

Speltmødre og langtidsammere vil holde deres børn væk fra de nye menneskefabrikker, der til gengæld vil dressere børn af fortravlede eller forhutlede forældre, som afleverer tidligt og henter sent. På den måde har man forhindret et modsætningsforhold ved at skabe et nyt.