Noget af det bedste ved at se de store fodboldkampe i tv er målscorernes reaktioner.

Til brølet fra tribunerne opfører spillerne små koreograferede scener af stor forskellighed.

Lykken er så stærk, at man hjemme bag skærmen smittes af den spontane glæde, som manifesterer sig i jubeldansens rituelle løb. Som oftest omkring 20 meter mod det hujende hjemmepublikum afrundet af et hop eller et skred og så endelig medspillernes forløsende gruppekram, der gemmer målscoreren helt væk i nogle sekunders solidaritet.

Temaet varieres naturligvis efter temperament.

Da tyskeren Mario Gomez scorede for anden gang mod Holland, trak han på skuldrene og luntede hjemad. Efter Nicklas Bendtners flotte hovedstødsmål samme aften i kampen mod Portugal var optrinnet også særligt. Under den store danske angribers lidt dovne glædesløb trak han op i blusen, så man kunne se hans mave.

Det viste sig imidlertid, at bagtanken var at vise mærket på hans underbukser, som reklame for et irsk bettingfirma. På den måde var Bendtners mål ikke bare et angreb på hans modspillere, men også på den fjerde lov i selveste spillets lov, som udgår fra det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Om de er nedfældet på tavler, som præsident Platini har hentet ned fra et fodboldens Sinai, er uvist. Men sikkert er det, at dommen over Bendtner lød på ikke mindre end 100.000 euro og en spilledags karantæne.

LÆS MERESponsorrådgiver: Overraskende stor bøde til Bendtner

Hvor Uefa er fuld af humanistisk godhed, når det gælder både spillere og tilhængeres opførsel, er organisationen nådesløs, når det handler om kommercielle interesser. Det er for eksempel lykkedes Uefa at tvinge DR til at sende tv-reklamer, på trods af at det er et klart skråplan i forhold til at friholde kanalen fra den slags.

Men det var et ufravigeligt krav, og da DR ikke kan undlade at sende så stor og folkelig en begivenhed som EM i fodbold, har stationen reelt ikke haft noget valg.

DR retfærdiggør reklamerne ved at kalde dem for sponsorering, men der er ingen tvivl om, at markedet har vundet et lille slag i den kamp, som DR kæmper mod kommercielle interesser, der konstant trænger sig på.

I DR Byen er man overrasket over, hvor få klager der har været over reklamerne, der ligesom er gledet ubemærket ind på fladen, hvilket både kan skyldes deres diskrete udseende, eller at folk finder det naturligt.

Hvis alle europæiske tv-stationer stod sammen, ville de have mulighed for at modstå presset fra Uefa.

Men når det ikke er lykkedes organisationen for europæiske stationer, EBU, at forhindre reklametvangen, hænger det sammen med synet på reklamer i Sydeuropa. Italienske RAI har reklamer, og da Sarkozy for nogle år siden ville forbyde franske public service-kanaler at sende reklamer, blev det udlagt som et forsøg på at komme kanalerne til livs.

Over hele Europa er public service-stationerne pressede, og alle har måttet æde Uefa’s krav om reklamespots, som ligger i forlængelser af andre krav om, at spillere og trænere skal stå bag en særlig reklamevæg, når de interviewes efter kampen. Tv-stationerne har hverken råd eller kræfter til at modstå kravene.

Spørgsmålet er, hvor dybt Uefa’s rambuk denne gang er trængt ind, og hvor mange andre store begivenheder der fremover vil blive omklamret af reklamer.

De ni officielle partnere, som er tilknyttet EM 2012, er alle multinationale selskaber, der har betalt enorme summer. Det er herligt, at de er med til at støtte sporten, og logisk, at de skal veksle deres valuta til omtale og reklame.

Men det er beklageligt, at det er lykkedes dem at presse de reklamefri europæiske tv-stationer til at sende reklamer, og det rejser tvivl om, i hvilken grad det på sigt er muligt for DR at modstå det pres, som markedet skaber.

Det er blevet en naturlov, at vi som tilskuere også er forbrugere, og det er vigtigt, at vi endnu har helle enkelte steder. Den kamp, det kræver at opretholde sådanne frirum, er DR heldigvis meget bevidst om, men det er i sidste ende op til befolkningen og politikerne, om balancen kan opretholdes.

LÆS OGSÅBendtner vil anke Uefa's hårde dom

Dissens over for det markedspres, som omgiver international sport, ved at flashe budskaber, som Bendtner gjorde det i sidste uge, er i princippet en genial idé. At gøre det for en irsk bookmaker virker rimelig hjernedødt.

Men hvis det kan inspirere mindre lurvede systemkritikere, kunne det måske være en fin måde at udfordre sportens selvfede blanding af fairness og reklame på.