Midt i usikkerheden om sammenholdet i den europæiske union viser regionale tilhørsforhold sig pludselig at give ny mening.

Hvad kunne det ikke føre til, hvis Norden blev et fast forankret fællesskab?

Under den fælles nordiske krone ville vi socialt, økonomisk, militært og kulturelt være en stormagt.

I det arktiske spørgsmål, som er stadig mere i fokus, ville den nordiske svane skræppe med så stor autoritet, at den kunne matche både den russiske bjørn og den kinesiske tiger.

Måske ville vi endda blive en af de spillere i verdensdiplomatiet, som ydmygt tilbød sig selv, når store konflikter i Mellemøsten skulle løses.

Ideen om en nordisk union bliver af og til kaldt Fugl Fønix. Betegnelsen dækker over et sagn om en sjælden fugl, der dukker op med lange mellemrum.

Dens liv ender med, at den brænder sig selv i sin rede. Men efter en rum tid genopstår Fugl Fønix af asken.

Den nordiske union fandtes faktisk i mere end hundrede år, nemlig fra 1397 til 1523, hvor Kalmarunionen holdt Norge, Sverige og Danmark sammen i fælles front mod hansestæderne.

Men også i nyere tid har der været planer om et forenet Norden. Efter Anden Verdenskrig opstod der et behov for at indgå i en militær alliance.

Valget stod mellem den store model Atlantpagten og et nordisk forsvarsforbund, og den socialdemokratiske statsminister, Hedtoft, var ikke i tvivl.

På et møde i Karlstad i 1949 fremlagde han sin vision for et fælles oprustet Norden. Man talte om en blomstrende ’nordisme’ de år, hvor både befolkning og politikere så muligheden for, at Danmark gennem Norden kunne blive stabilt, men også komme til at fungere som brobygger mellem de supermagter, der var ved at positionere sig i hver sin ende af verdenskortet.

Der var bare ikke fuld enighed om konstruktionen. Hvor Norge ville have det nordiske forbund knyttet til Vesten, ville svenskerne have en mere selvberoende enhed.

Til stor sorg for Hedtoft trak nordmændene i sidste øjeblik stikket ud. Dermed havnede både Norge og Danmark i Nato, mens svenskerne forblev sig selv.

Men op af asken genopstod ideen om et forenet Norden, da forhandlingerne om EF-medlemskab blev forpurret i midten af 1960’erne.

I skuffelse over, at det trak ud med EF, foreslog Danmark at etablere en nordisk variant af EF kaldet Nordek.

Det var et dristigt initiativ, som blev præsenteret af Jens Otto Krag og siden overtaget af Hilmar Baunsgaards VKR-regering. Men også her satte den kolde krigs realiteter en stopper for ideen, der nåede at tage skikkelse af et egentligt forslag til traktat.

LÆS OGSÅSprognævn: Norsk og svensk skal komme før engelsk

I Sovjet var man mildest talt ikke begejstret ved tanken om et Nordek, så Finland bakkede ud af frygt for russerne. Og uden Finland brændte Fugl Fønix endnu en gang op i sin egen rede.

En skuffet, men højstemt Jens Otto Krag citerede Brutus fra Shakespeares skuespil ’Julius Cæsar’:

There is a tide in the affairs of men. Which, taken at the flood, leads on to fortune; Omitted, all the voyage of their life. Is bound in shallows and in miseries. (Der er en tidevandsbølge, man kan udnytte, og så fører den frem til resultater. I modsat fald kan man skabe mange bekymringer og vanskeligheder for alle).

I øjeblikket samarbejder de nordiske lande for at forhindre spekulanter i at placere kroner i eksotiske skattely, man formulerer fælles strategier om grøn vækst, og man har sågar udgivet en pamflet om et ’nyt nordisk forsvarssamarbejde’.

Men midt i enigheden er der stadig sten i træskoen, og et land generer, som da svenskerne i foråret ville tage patent på begrebet ’den nordiske model’.

Det mislykkedes, og ’the Nordic way’ var et af de buzzwords, delegationen fra Nordisk Ministerråd turnerede med ved det netop afholdte topmøde i Rio.

Der er netop åbnet en udstilling med nordisk arkitektur på Louisiana, det store Kennedy Center i Washington har Norden som tema til efteråret, og herhjemme argumenterer Dansk Sprognævn for, at norsk og svensk skal tidligere og bedre på skoleskemaet.

Alt sammen gode appetitvækkere, men hvis der for alvor skal sættes ny nordisk mad på menuen, kunne et samarbejde om at håndtere spørgsmålet om Grønlands mineralressourcer være en oplagt konkret opgave.

Noget tyder på, at en nordisk tidevandsbølge kan vende tilbage, men som det fremgår, taler de historiske erfaringer for at tage forbehold for, at nordiske drømme kan veksles til virkelige initiativer, hvor gode og logiske de end måtte synes.