Sidste uge offentliggjorde Dansk Sprognævn en række nye ord og sproglige konstruktioner som led i udgivelsen af en ny Retskrivningsordbog, som udkommer til november.

Den slags historier følger et rutinemæssigt mønster: De nye ord er en folkelig begivenhed, som fylder pænt i dagens mediebillede, og som diskuteres ved mange middagsborde, hvor pater familias kan tordne mod nye tiders ryggesløshed og de unge generationers mangel på historie, mens han trykker majonæse ud over sine skidne æg.

De sociale medier svømmer over med beklagelser, men så slutter Sprognævnets sympatiske direktør af med et par formildende ord om, at det står godt til med det danske sprog, og at Sprognævnets anbefalinger i øvrigt ikke er nogen lov.

En dansk sproglov blev diskuteret livligt i de år, da Dansk Folkeparti tog både flag og sprog som gidsel i deres nationale suppe, steg og is-politik. Det lykkedes til fulde at overbevise danskerne om, at et godt dansk var en naturlig del af adgangsbilletten til ophold i landet.

For i en tid, hvor globaliseringen gjorde indhug i fundamentet under den nationale logik, stod sproget tilbage som en urokkelig kendsgerning. Derfor skulle det også nedfældes ved lov, mente partiet. Men sprog er ikke en størrelse, det er sundt at lovgive om. Dertil er dets afhængighed af omgivelser alt for subtil.

LÆS OGSÅSkriv: Ændrer vi for meget på sproget?

Fra at være et sprog, som i mange henseender var underordnet tysk, er dansk gennem de sidste århundreder blevet et solidt sprogområde. På trods af den naturlige konservatisme, der er sprogets følgesvend, har der nemlig været lige så mange kræfter, som har kæmpet for sprogets konstante udvikling, og som har fordybet sig i dets nuancer.

Og her er det, at superhelten Rasmus Rask kommer flyvende ind fra fortiden. For folk, der ikke er helt nede med Rask, kan jeg nævne, at det herlige navn dækker over en videbegærlig dansk sprogforsker, der som en af de første begyndte på det med at vende og dreje sproget. Helt tilbage i sin retskrivning fra 1826 taler han for at ændre dobbelt-a’et til et moderne bolle-å. En idé, som siden blev taget op med jævne mellemrum de næste mange år.

Men sproget er som sagt omgivet af en ofte ekstrem kulturbevarelse, og det var først efter besættelsen, at der var grobund for en så radikal ændring af det danske sprog. På initiativ af Hartvig Frisch fik vi i 1948 det skandinaviske bolle-å, og ved samme lejlighed kom vi af med store begyndelsesbogstaver i substantiver. Sprogreformen i 1948 var et produkt af mange års overvejelser, men lod sig gøre på grund af den antityske stemning i landet efter krigen.

Vores superhelt Rask havde imidlertid en grundlæggende mission, som overskyggede nuancerne i det danske sprog med eller uden bolle. Som det religiøse menneske, han var, satte Rasmus Rasks sig som mål at indkredse og påvise et sprog bag sprogene, en form for indoeuropæisk ursprog.

Derfor lærte han sig en række gamle og sjældne sprog som sanskrit, pali og avestisk. Tanken om, at der findes strukturer, som er grundlæggende fælles for alle sprog, og som dermed kan siges at være givet af én sand Gud, har besat adskillige forskere.

Rasmus Rask mente at have fundet tegn til sådan et ursystem i nogle fjerne egne i Kaukasus. Med stor ildhu og en stang dansk kryptonit rejste han dertil uden dog at finde nøglen til sprogenes eksotiske ophav. Til gengæld udstak han kursen for en dansk interesse i sprog, samtidig med at det danske sprog selv fik fokus ved at grundlægge nordisk filologi og ved sine suveræne studier i komparativ lingvistik.

LÆS OGSÅ'Kålhøgen' overlever - men flere dødstruede ord klarede den ikke

Dansk Sprognævn har siden 1955 holdt vores modersmål ved lige med stor nænsomhed. At der nu udgives en Retskrivningsordbog i papirversion, må siges at være på grænsen til det anakronistiske, idet opslag både er nemmest, hurtigst og mest økologisk på computer. Til gengæld er det godt, at de presser på for at bevare et stærkt dansk i hele uddannelsesverdenen fra folkeskole til universitet.

Det er lidt af en kunst at holde sproget ved lige uden at ty til rigid lovgivning. I en krisetid som nu har det vist sig at være fristende at stække et tiltag som lektoratsordningen, der gennem 75 år har sikret at dansk også er til stede på universiteter i udlandet.

Men Rasmus Rasks genfærd vil slå hårdt til mod politikere med den slags ideer. Hans arvefølge må derimod insistere på, at dansk sprog stimuleres ordentligt i globaliseringens tidsalder, hvor der er behov for både det praktiske nationale perspektiv og de dybe teoretiske tanker om sprogets struktur.