I forbindelse med årsdagen for massakren i Norge 22. juli trykte svenske Dagens Nyheter og tyske Der Spiegel et langt essay af Nordens store litterære stjerne Karl Ove Knausgård.

Det har fået flere danske forfattere til at falde over ham, fordi de mener, at essayet ikke fokuserer nok på den politiske ekstremisme. Knausgård er homofobisk og leger lommepsykolog, lyder det fra koret af danske stemmer i det litterære reservat.

Knausgård har som bekendt skrevet det mest markante stykke nordisk litteratur i mange år, nemlig værket ’Min kamp’.

Som umiddelbar reaktion på Utøya skrev han sidste år et essay, som navnlig sigtede til hans hjemland, Norge, og det sår, som landet var blevet tilført. Et år senere har spørgsmålet om ugerningen skiftet karakter for de fleste, ikke mindst som konsekvens af den retssag, som sluttede sidst i juni, og som stadig afventer afgørelse.

Retssagen viste nogle sprækker i Breiviks ellers meget glatte overflade, som Knausgård forsøger at trænge ind i for at undersøge, hvad der kunne drive dette menneske til at begå massemord.

LÆS OGSÅSuccesforfatter: »At han er homoseksuel, er Breiviks hemmelighed«

De sprækker er først og fremmest afstanden mellem Breiviks optræden ved retten i Oslo og det lidt, vi ved om hans opvækst. I meget af omtalen omkring retssagen lagde man vægt på, at Breivik var en lille og ynkelig person, et pjok.

Det førte ifølge Knausgård til, at sagens to hovedelementer, nemlig gerningsmanden og hans forbrydelse, endte som to helt uforenelige størrelser. Den offentlige reaktion har med andre ord flyttet fokus væk fra personen Breivik, væk fra jeget.

Det råder Knausgård bod på ved at give nogle bud på, hvilke psykologiske mekanismer der har styret Breivik. Forfatteren peger på, at der under retssagen er kommet ting frem, som tyder på, at Breivik undertrykker homoseksuelle følelser hos sig selv, samt at han har haft en ulykkelig barndom.

Begge ting benægter Breivik pure, og netop den benægtelse af egne traumer er tegn på, at han er fremmed over for sine egne følelser.

Knausgård genkender den slags følelser fra sig selv og når til, at den fornægtelse er det følelsesmæssige fundament, som siden har gjort Breivik modtagelig for de sociale, digitale og politiske påvirkninger, der i sidste ende har fået ham til faktisk at trykke på aftrækkeren og blive ved.

Hitler og fascismen inddrages også i essayet i et forsøg på at påvise, hvordan fascismen hviler på individets mangel på selvværd og undertrykt seksualitet og en deraf afledt megalomani.

»Knausgård som amatør-psykolog? Hmm …«, skrev Katrine Marie Guldager på Facebook, da hun havde læst essayet, og siden er bølgerne gået højt på litteraturbloggen Promenaden.

Kamilla Løfstrøm læser teksten som »forstemmende«, og tidligere rektor på forfatterskolen Niels Frank mener, at Knausgårds »vulgærpsykologiske måde« er for simpel, fordi den ikke går tættere på det indvandrerhad, som umiddelbart var Breiviks brændstof:

»Det forekommer ikke blot naivt, men decideret skandaløst, at Knausgård i sin tilsyneladende dybtgående analyse så let glider uden om Breiviks politiske manifest«, skriver han og spørger, »om Knausgård ikke fortegner sagen Breivik så groft, fordi han kommer til at rode sin egen erfaring ind i billedet«.

Reaktionen fra de danske forfattere er karakteristisk. I årevis har man nu forsøgt at skære ind til benet med en minimalisme, som til tider har stor kvalitet, men som også har skåret alt kødet og fedtet fra. Tilbage er en række kølige semiotiske knogler.

Den virkelighed, som for Knausgård er den fysiske sammenhæng, er helt forsvundet fra den danske litterære scene, der som Frank tager afstand fra forsøget på at »finde den skinbarlige ’virkelighed’ i et eller andet obskurt sjælsdyb«.

Det er, som om virkeligheden kun kan skrives i situationstegn hos en hel generation af danske forfattere.

Og når forsamlingen af danske litteraturinteresserede får Knausgårds essay galt i halsen, får man den fornemmelse, at det dybest set er, fordi de slet ikke har appetit på virkeligheden, men foretrækker at færdes i små, lukkede cirkler. Skribenterne på litteraturbloggen Promenaden har for eksempel givet hinanden håndslag på, at bloggens tekster ikke må udkomme i aviser.

Men langt vigtigere er det, at med meget få undtagelser har danske forfattere helt undladt at skrive om Breiviks udåd – det alvorligste anslag mod det nordiske samfund i mange, mange år.

Først når der er en anden forfatter, som kommenterer situationen i Norge, farer man i blækhuset, for så kan man inden for litteraturens sproglige rum lade hunden løbe ud, hvor græsset ellers ikke må betrædes.

Knausgårds bog ’Min kamp’ handler om et almindeligt menneske – ham selv. Gennem tusindvis af sider gennemtrevler Knausgård det menneskelige sind for endelig i 6. bind at nå til fascismen og Hitler, hvis ideologiske kampskrift som bekendt har samme titel.

LÆS ANMELDELSEKnausgårds mesterværk vil få lige så stor betydning som Goethe

Hvis ikke denne mand skulle kunne give os et kvalificeret bud på, hvordan et eksemplar af det moderne individ er blevet så afstumpet som Breivik, ved jeg ikke.

Men måske er reaktionerne på Knausgårds indblanding i sagen udtryk for en seksuelt understimuleret generation i dansk litteratur, der aldrig for alvor har turdet tage livtag med omverdenen? Christoffer Emil Bruun som amatørpsykolog, hmm…