Historien om Julian Assange er endnu et eksempel på, at virkeligheden synes koreograferet mere originalt end noget manuskript.

Den australske hacker, der med WikiLeaks har været med til at afsløre bagsiden af USA’s krigsførelse i navnlig Irak, er jaget vildt. I to måneder har han sovet på en luftmadras på Ecuadors ambassade i midten af London.

Han har en anklage om seksuelt overgreb på to svenske piger hængende over hovedet og frygter at – hvis han gennemfører afhøringen i Sverige bagefter bliver sendt videre til USA, hvor han angiveligt vil blive straffet hårdt for sin ulydighed.

Ecuador har tilbudt Assange asyl, men foran hans midlertidige eksil i London står den ene Bobby efter den anden, parat til at arrestere ham det øjeblik han betræder engelsk jord.

Pressemødet i går eftermiddag var et led i en iscenesættelse som omgiver revolutionsromantikeren Assange, der i sin selvbiografi karakteriserer sig selv som ’frihedsrettighedsforkæmper’.

Fra ambassadens balkon takkede Assange sine tilhængere og opfordrede verden til at ’genfinde de revolutionære værdier’ som ærkefjenden U.S.A. er grundlagt på. En varm tak gik også til Ecuador, som har tilbudt Assange asyl.

LÆS OGSÅStorbritannien om Assange-sag: Vi har ret til at storme Ecuadors ambassade

Det er bekvemt for præsident Carrea i Quito at aflede opmærksomheden fra, at han gennem det sidste halve år har lukket en stribe frie medier. Men manøvren går også ud på at skilte med det revolutionære gen, som har stærke traditioner på Che Guevaras latinamerikanske kontinent.

Konspirationsteorier om et set-up mod Assange florerer i stor stil i miljøer, der ser den hvidhårede australier som en moderne frihedshelt, og allerede lige efter anholdelsen af Assange i 2010 skrev avisen Independent om en uofficiel udleveringsaftale mellem Sverige og USA.

Englænderne havde måske gjort klogest i lade manden rejse til Ecuador. Men nu er Assange blevet en principsag og i stedet har det britiske udenrigsministerium raslet med den imperialistiske sabel og fundet en paragraf frem, der viser at englænderne skam godt kan suspendere ambassaders immunitet og hente Assange ud, hvis det skulle blive nødvendigt.

Til det svarer en aktivist, som dagbladet Information har talt med, at det vil blive set som et forsøg på at starte selve 3. verdenskrig.

Julian Assange er næppe nogen stor sikkerhedspolitisk trussel. Det er til gengæld det netværk af revolutionære sympatisører, der har fået et martyr-ikon serveret sammen med et fjendebillede af den politisk korrekte, men moralsk korrumperede magtelite.

Støtten til Assange er en principiel støtte til fri information. Men bevægelsen afspejler også en gruppe unge, der føler at de bliver løjet for.

En generation, som har mistet tilliden til især USA efter den amerikanske kardinal-løgn omkring krigen mod Irak. Og som WikiLeaks har bevist er selv de mest grundlæggende normer til diskussion i den digitale, grænseløse virkelighed.

Aktivisterne foran ambassaden bærer de smilende masker, som er blevet kendetegnet for det uformelle netværk Anonymous. Det er grupperinger, som gennem de sidste år har vist sig at have et stort revolutionært potentiale.

I modstanden mod Acta-lovgivningen var de stivnede smil pludselig overalt i Europa, og herhjemme var nedlukningen af 3F’s hjemmeside for nylig et bevis på, hvad Anonomys-grupper kan præstere tilsyneladende uden det store besvær – for andre end de 30.000, der pludselig ikke kunne få deres dagpenge til tiden.

Verden er blevet så afhængig af digitale funktioner, at samme slags angreb på eksempelvis børser eller forsvar vil kunne gøre enorm skade.

LÆS OGSÅEcuador: Assange får asyl hos os

Den polske forfatter Olga Torcarczuk skrev i et essay i foråret, at ’oven over staterne og nationerne er der ved at blive skabt et fællesskab, der er større og stærkere - et internettets ”folk”, der stræber mod stadig større frigørelse’.

Den generation, der er opvokset med nettet og en helt ny tilgang til ophavsret, har en samvittighed som den gamle, analoge verden ikke forstår.

Fri information og radikal ærlighed går ofte forud for demokratiets kompromissøgende mådehold og Assange er en helt for dem, fordi han har afsløret sandheden. Den ærlighed synes anonymous-aktivisterne imidlertid selv at fornægte ved at forklæde sig i de evigt smilende, uhyggelige masker.

Forklædningen, anerkendelsen af anonymitet som middel, er på samme tid det som gør bevægelsen slagkraftig og farlig.