De sidste par uger har samtidskunsten boomet i Danmark.

Copenhagen Art Festival har gennem ti hektiske dage vist dansk og international samtidskunst frem i de fem kunsthaller, som ligger i København, foruden rundt omkring på byens pladser.

Politikens Kronik har i samme periode fungeret som en slags sjette kunsthal i et forsøg på at trække kunstens sprog ind i opinionens kerneområde, dagbladets debatsider.

Med Copenhagen Art Festival som kurator har Kroniken givet fire forskellige bud på, hvordan samtidskunsten kan optræde som et naturligt og væsentligt område i opinionsdannelsen. Det er sket ud fra en idé om, at den offentlige debat har godt af at blive udfordret af kunstens sprog og konceptuelle greb.

Der er brug for, at samtidskunsten blander sig i det daglige liv, og at kunsten ikke bliver et fritidsreservat, og det er en opgave både kunstverdenen, det politiske system og alle vi tilskuere må tage på os.

LÆS OGSÅ Kunstdirektør: »Jeg mener bestemt, at vi tog nogle fejlbeslutninger«

Kunstfestivalens tema var fællesskab, og den noget vage varebetegnelse synes at dække over en ambition om, at folket kommer i stærkere berøring med samtidskunsten.
Da man første gang forsøgte sig med en lignende stor satsning på samtidskunsten, blev U-turn, som festivalen hed dengang for fire år siden, et internationalt tilløbsstykke, men også en begivenhed, som aldrig rigtig fik københavnerne med.

Det er der blevet lavet om på denne gang, samtidig med at man har fået inddraget de nævnte kunsthaller.

Midt under festivalen tjekkede lederen af den største af kunsthallerne, Charlottenborg, ud af fællesskabet. Mark Sladen, som den engelske kurator hedder, var i foråret under beskydning på grund af lave besøgstal og store vanskeligheder med at leve op til den resultatkontrakt, han havde tegnet med sin arbejdsgiver i Kulturministeriet.

Resultatet blev, at Charlottenborg blev lagt ind i under Kunstakademiet, og det stod vel at mærke ikke i kontrakten. Så Sladen, der af mange ses som et stærkt kort i bestræbelserne på at gøre Danmark til et godt kunstland, var i sin gode ret til at smække døren bag sig, efter at festivalen var åbnet.

Sladens afgang er imidlertid blot en ud af adskillige begivenheder i forvaltningen af kunst i Danmark, som peger på, at ikke er alt er, som det skal være, hvis kunsten skal have gode betingelser for at blive en del af fællesskabet.

LÆS OGSÅ Publikumssvigtet kunsthal lægges sammen med Kunstakademiet

For nu at blive på Kongens Nytorv er rektoren for Kunstakademiet, Mikkel Bogh, sygemeldt med stress og kommer tilbage på lavt blus fra oktober. En af de opgaver, som venter, er at finde ud af, hvordan Charlottenborg skal fungere som underafdeling af Kunstakademiet.

Skal der for eksempel findes en erstatning for Mark Sladen, eller forsvinder funktionen som kunstnerisk drivkraft for landets bedst beliggende udstillingssted? Og hvad skal Charlottenborg være ud over vært for gengangere som årstids- og skoleudstillinger.

Det er den slags diskussioner, som også foregår i både Kulturministeriet og i Statens Kunstråd, som rent praktisk fordeler en stor del af midlerne til kunst. Rådet fjernede i foråret driftstilskuddet til kunsthallerne som led i en såkaldt omfordeling af midler, som nedskæringer bliver døbt i new public managements nysprog.

Den nye programordning ændrer dog ikke på, at udgifter til for eksempel el, varme og lønninger i sidste ende fremover vil blive taget fra produktionen.

»Situationen synes at være den mest alvorlige i Norden«, skrev det anerkendte norske tidsskrift Kunstkritikk forleden som reaktion på Mark Sladens afgang. Ifølge Kunstkritikk er situationen herhjemme speciel, fordi dansk kunstliv i dag er »stærkt præget af en populistisk kulturpolitik, hvor princippet om armlængdes afstand er forladt«.

Hårde ord fra vores norske søstre, men også i de danske medier er kulturministeren under beskydning for sine prioriteringer og nedskæringer.

LÆS OGSÅKunst på kommando

I et indlæg i Information i går sendte ministeren problemet videre med adresse til den økonomiske situation. Men spørgsmålet er, om vi som samfund har råd til, at kunsten forsvinder ud af hverdagen igen, når enkeltstående begivenheder som Copenhagen Art Festival er slut.

Pengene til kunst er, når alt kommer til alt, små klatter på det store lærred, og hvis vi virkelig skal være en kreativ nation, må man også prioritere kunsten. Konkrete måder at gøre det på kunne være at sikre kunsthallernes drift og så lade der gå mindre end fire år, før vi igen fejrer samtidskunsten med en større satsning.

Spørgsmålet er, om vi som samfund har råd til, at kunsten forsvinder ud af hverdagen igen, når enkeltstående begivenheder som Copenhagen Art Festival er slut