'Staten søger af både klogskabs- og menneskelighedshensyn at gøre straffen til et oprejsningsmiddel for den faldne', hedder det i artiklen 'Om Cellestraffen', hvor overlærer i fængslet i Vridsløselille H.V. Kaalund tordner mod fortidens principper, som kun handler om at 'at straffe og afskrække og drage den mest mulige fordel af fangernes arbejdskraft'.

Det kunne næsten være skrevet i dag, men tankerne er såmænd 150 år gamle og stammer fra fængslets første årsberetning fra 1862.

Dengang var moderne straf et kernepunkt i det civiliserede samfund, og når det er interessant at læse om nu, er det ikke mindst, fordi det viser, hvordan vores syn på straf i dag er faldet tilbage til et før-moderne stadium, hvor tanken om at bruge fængslet som det, Kaalund kalder 'et moralsk hospital', er helt forsvundet.

LÆS OGSÅRegeringspartierne erkender problemer med arresthuse

Kaalund var en kendt intellektuel, som selv boede i fængslet og viede store dele af sit liv til det idealistiske projekt.

Helt afgørende for ambitionen om at forbedre de indsatte var uddannelsen i fængslet, som foregik ved foredrag og samtaler i fængselsskolen og skriveøvelser i cellen. Det samme kan man ikke sige i dag, hvor ambitionen med straf først og fremmest synes at være at afsondre den kriminelle fra samfundet samt hævn og afskrækkelse. Men der er brug for et nyt, moderne gennembrud i måden at tænke straf på.

I 1800-tallet tid var isolation et middel, man brugte ud fra forestillingen om, at overvejelse i ensomhed ville give et positivt resultat og forstærke indlæringen. Det princip kan vi ikke bruge i dag, hvor det tværtimod handler om, at de indsatte skal indgå i strukturer, som kendes fra samfundet udenfor. Her er uddannelse som bekendt nøglen til, hvordan man flytter sig hen mod et velfungerende liv.

Derfor giver det også god mening at satse benhårdt på at uddanne de indsatte i landets fængsler - eller på skoler med en fodlænke - ligesom mentor- og coachordninger kan være gode løsninger på det problem, at omkring en tredjedel af de indsatte vender tilbage til fængslet efter de er løsladt.

På trods af gode intentioner forsømmer fængslerne den 'bløde' indsats i forhold til de indsatte, sikkert fordi der ikke er tid til det hos personalet, der i forvejen er hårdt plaget af de overfyldte fængsler og hører til de faggrupper med allerhøjest sygefravær. Handleplaner bliver ikke taget alvorligt, og de barske fangehierarkier gør det vanskeligt for mange at uddanne sig, fordi man på den måde indlader sig med systemet.

Den slags tilstande er hverken de indsatte, fængselspersonalet eller vi borgere tjent med.

Det er kriminalforsorgen, der har ansvaret for resocialisering af indsatte, og dens økonomiske rammer er netop nu til forhandling. Men flere spørger sig selv om, hvorvidt kriminalforsorgen, der hører under Justitsministeriet, er gearet til alene at løfte den store sociale opgave med at ruste fangerne til en hverdag uden for fængslet.

Svaret vil komme i skikkelse af de nye linjer for, hvad der skal prioriteres. Forhåbentlig vil aftalen indeholde en ambitiøs plan for, hvordan fængselsstraf gør de indsatte mindre og ikke mere kriminelle. Regeringen har alle tiders mulighed for at gå nye veje og igen gøre fængslet til en værdipolitisk mærkesag. Man kan måle et samfund på, hvordan det behandler de udstødte.

LÆS OGSÅKriminalforsorgen: Vi har ikke midler til at stoppe smugleri

Det er en humanistisk tanke, at det gode samfund viser sit værd ved at inkludere mennesker, selv hvis de har vanskeligt ved at indgå i fællesskabet. Her var 00'erne i sandhed et dobbelt nulpunkt. For begge de grupper, som mest synligt er uden for samfundets kulturelle normer, nemlig udlændinge og kriminelle, blev udstødelsen fejret med en politisk iscenesættelse i stedet for at blive modarbejdet med politisk håndværk.

Med den nye regering er der heldigvis kommet en anden tilgang til udlændinge. Et godt eksempel er det tiltag, som er lige om hjørnet, og som vil give asylansøgere mulighed for at bo uden for centrene efter seks måneder.

Men i forhold til de kriminelle har den nye regering stadig til gode at vise, at den vil andet og mere end den udsigtsløse indespærringsmani, som konservative justitsministre har dyrket gennem det sidste årti.

En ny værdipolitik må som udgangspunkt have en tro på, at straffen nytter, sådan at vi kan dele lektor Kaalunds vision for det moderne fængsel med 'ny, menneskelige og forstandige principper, ligeså heldbringende for den domfældte forbryder som for almenheden'.