Med afskaffelsen af lukkeloven er vi nået et godt stykke ind i sidste kapitel af historien om industrisamfundet.

En epoke, som startede tilbage i 1800-tallet, og som udviklede enorm vækst og velstand, samtidig med at den organiserede samfundet og borgerne. Industrisamfundet er forudsætningen for det kapitalistiske samfund, vi kender i dag.

Men hvor kapitalismen er en kendsgerning, som selv ikke finanskriser kan true, er industrisamfundet ved at blive en museumsgenstand.

I løbet af det 19. århundrede blev civilisationen indrammet i en række formelle anordninger, og man begyndte så småt at opstille regler for, hvornår det var muligt at handle. Argumentet var først og fremmest religiøst – hviledagen er trods alt et af De Ti Bud og placeret før både drab og hor.

Det skyldes, at Gud som bekendt hvilede ud den syvende dag efter at have skabt både himmel, hav og jord, og at man på ingen måde måtte forsøge at overbyde Gud.

LÆS OGSÅNy lukkelov på vej: Her er butikkernes åbningstider efter 1. oktober

Hovmod som argument hører i virkeligheden til før industrisamfundet, men det er alligevel hensynet til religion, som bliver årsag til lukkelovens allerførste begyndelse, som betød, at butikker skulle holde lukket om søndagen mellem kl. 9 og 16.

Men fra 1870’erne bliver marked og produktion i stigende grad kriterier for regulering af borgernes liv. Det viser sig for eksempel ved, at man begrænser butikstiden også på hverdage af hensyn til arbejdstiden, og i 1908 kommer den første egentlige lukkelov.

Det sociale argument bliver bærende op gennem det 20. århundrede og er længe lige så urokkeligt, som det religiøse var før. Ideen om at begrænse åbningstiden af hensyn til de butiksansatte er ikke til diskussion før engang i 1970’erne, da en svensk liberalisering af butikstiderne sætter gang i samme tanker herhjemme.

Siden er lukkeloven blevet udhulet så meget gennem en række særregler, at det ikke giver mening at beholde den, hvilket da også er blevet et argument i sig selv.

Den politiker, som i dag modsætter sig en ophævelse af lukkeloven, ville formentlig blive grinet ud af Christiansborg. Der findes ganske vist gode, nye argumenter for at blive ved med at regulere, men i dag er det selve kontrollen, statens styrende hånd, som er problemet.

Lige så naturligt det engang var at tage hensyn til Gud og siden de butiksansatte, er hensynet til det enkelte individ og dets frie udfoldelse et urørligt argument.

At lukkeloven bliver ophævet, betyder, at en lang række mindre butikker vil lukke.

Det er ikke mindst et problem for udkantsområderne, som i endnu højere grad vil blive spøgelsesbyer, mens al handel er henvist til hæslige storcentre uden for provinsbyernes midte. I det hele taget er lukkeloven i dag blevet til en beskyttelse af forskelligheden blandt danske butikker, mens ophævelsen vil betyde en forbrugskulturel ensretning efter amerikansk forbillede.

LÆS OGSÅKøbenhavnerne vil shoppe om søndagen

Den digitale verden er godt rustet til at håndtere en række af de konkrete bivirkninger, som den liberale medicin fører med sig. Den gamle dame, der køber ind hos den lokale købmand, kan sikkert snart printe både majs og agurker ud derhjemme, og i hvert fald kan hun allerede nu bestille varer over nettet, som oven i købet bliver bragt hjem af rigtige mennesker.

Men hvilke konsekvenser den konstante mulighed for indkøb i øvrigt kan have for den mentale folkesundhed er endnu uvist.

Mange mener, at det giver stress at drøne rundt med umulige unger i butikkernes myldretid, og at man med fordel kan tage stille og roligt ned i supermarkedet om aftenen eller om søndagen. Samtidig forhindrer den mulighed, at der findes tidspunkter, som på forhånd er beregnet til at bruge på andet end indkøb.

Og tænk på, hvor meget børneplageri, man egentlig kan undgå ved at henvise til den offentlige fred: i dag kan man ikke købe noget.

Det bureaukrati, som kom til at præge industrisamfundet, var i høj grad en regulering af muligheder. Når alting kan købes hele tiden, er den pause fra forbrug, der med forskellige argumenter har været enighed om i århundreder, pludselig væk.

Den altid sultne vækst har ædt en af de sidste øer med offentlig fred og ro. Markedets gudstjeneste foregår i Bilkas inferno af støj og bras, og budskabet om nye og bedre tilbud drøner ud over masserne som Vestens muezziner.

Det er svært ikke at komme til at lyde som en uhyggelig krydsning af en indremissionsk præst og en forbenet marxist, når man ikke går ind for at ophæve lukkeloven.

Vi er en ganske lille race, som synes, at regulering af borgernes adfærd stadig godt kan betale sig i sidste ende.