Jeg er vild med det sydkoreanske musik- og dansefænomen Gangnam Style.

Det er indlysende, at jeg inden længe vil nå kvalmegrænsen, og om 10 år vil jeg nok mindes den med et smil.

Men lige nu er det lidt af en forløsning, at noget så fjollet og ukorrekt kan lægge verden ned via internettet – eller rettere få den til at danse sin specielle Gangnamdans med hænderne i fuld galop foran skridtet.

Den musikalske døgnflues skønhed består sjældent i nogen egentlig kvalitet, men i dens evne til at indfange tidsånden. Den er et kondensat af popkulturen med sin blanding af kommerciel spekulation og kunstnerisk anarki.

Som dens naturlige forlæg indtager den hverken føde eller væske, men stiller sig alene til rådighed for forbrugeren. Alligevel fordrer den en global fællesskabsfølelse ved, at de samme trin danses kloden rundt.

Stik modsat forholder det sig med værket ’Gesamt’, som jeg har set frem til længe, og som har premiere i morgen.

Lars von Trier har lagt seks inspirationskilder ud, som filmentusiaster fra hele verden har brugt til at lave optagelser, som de har stillet til rådighed for en instruktør udpeget af Trier. ’Hvad sker der, når eneren udfordrer fællesskabet?’ er hovedspørgsmålet i præsentationen af konceptet.

Ideen har reference til begrebet ’gesamtkunstwerk’, som operamesteren over dem alle, Richard Wagner, brugte til at forklare det kunstværk, som var sammensat af alle kunstarter, og som derfor blev et ultimativt og universelt kunstværk.

Triers inspirationskilder er ikke ligefrem demokratiske forbilleder: Ud over Wagner er det blandt andet Gauguins maleri af de primitive samfund på Tahiti og den nazistiske arkitekt Albert Speers arkitektoniske konstruktioner.

Noget kunne tyde på, at vi har et behov for at blive udfordret af enere, som ikke er underlagt et demokratisk ideal. Hele vores adfærd er blevet så demokratiseret, at kunsten nu står som en af de få lovlige redningsplanker for ukorrekte følelser, en ø, vi stadig kan flygte til, hvis vi får lyst til at lette kulturens byrde et øjeblik.

Men når kunsten samtidig er finansieret af offentlige midler, opstår der uundgåelige konflikter mellem vores demokratiske forvaltning og den egenrådige kunst.

Seneste eksempel er spørgsmålet om ligestilling i forhold til kunstpriser, hvor der kan påvises en helt åbenlyst skæv fordeling. Med den succes kvindelige danske filminstruktører har haft de seneste år, er det forbløffende, at ingen kvinder har fået Robertprisen i 12 år.

LÆS OGSÅFilmakademi-formand om manglende priser til kvinder: »De sidste 12 år må mændene have været bedre«

Men hverken formanden for Danmarks Filmakademi eller andre af kunstens formænd (mænd er de nemlig alle sammen) anerkender, at der er et problem, eller at det er noget, de bør være opmærksomme på.

I stedet for at stå ved det demokratiske ideal, spiser de os af med hver sin søforklaring i tirsdagens avis med Filmakademiets om, at »kvinder har et moderinstinkt og er bedre til at organisere«, som det mest tydelige eksempel på, at de har misforstået deres rolle.

Kunstbureaukraternes hændervridende udtalelser dækker over deres dilemma mellem at imødekomme den kunstneriske uafhængighed og det demokratiske ideal. Det kræver en helt særlig fornemmelse for balance, og alligevel kan den ikke altid holdes, fordi nuancerne i den gråzone, der skal navigeres i, skifter hele tiden.

LÆS OGSÅFilminstruktør: Indfør kvoter for køn

Kunsten skal have sin uafhængighed, javel. Rammerne skal udstikkes af folket, javel igen. Det er ikke nemt, men det må være et krav i det mindste at være indstillet på at diskutere så åbenlyse kønsmæssige skævvridninger.

For de, der forvalter kunstpriser og -midler, har ikke som selve kunstneren det privilegium at kunne være i opposition til det demokratiske ideal.

Der er god grund til ikke at lave kvoteordninger for kunsten, som man har i Sverige. Men opmærksomhed er den eneste måde, hvorpå man kan bryde mønsteret, uden at det kommer til at betyde noget indhug i kunstens uafhængighed.

Så hvis Film- og Sprogakademiet virkelig aldrig har diskuteret kønsfordeling, som de påstår, så var det måske på tide at vågne op til virkeligheden.

Kunsten selv skal nemlig nok klare sig. Om det er en døgnflue eller et stykke eviggyldigt universalkunst, er kunsten – i modsætning til dens forvaltere – ofte i opposition til det demokratiske ideal.

LÆS OGSÅ Det demokratiske menneske er småligt

Som Rune Lykkeberg skrev i sin Kronik i søndags: »Den gode kunst skaber forskelle i verden, mens demokrati handler om at fjerne urimelige forskelle mellem mennesker«.

Det er Gangnam Style!