Hvis scenerne fra sidste uges politimæssige virkelighed havde indgået i en tv-serie, ville seerne have opfattet scenerne og ordvekslingerne som urealistiske og tendentiøse.

Det ville have lignet et setup fra en tv-instruktør, som alt for fordomsfuldt ville tegne et billede af et politikorps, der hellere dækker over sig selv og hinandens fejl end tager borgeres helt berettigede klager alvorligt.

Og man får lyst til at tilføje: Gid det dog bare havde været en politihadende instruktør, der havde foldet sig ud i ekstremerne i sit manuskript. For så kunne man have bevaret sin tillid til, at vi har et politikorps og et klagesystem, der lever op til sit myndighedsansvar.

For det er svært at nøjes med bare at ryste på hovedet og tænke: Sikke et klokkefår, statsadvokaten for København, Lise-Lotte Nilas, har været i denne sag. For vi begår alle fejl og håndterer nogle sager smukkere end andre.

Men det er slapheden og den manglende insisteren på at finde frem til de betjente, der er klaget over, der er så stærkt bekymrende, at det rokker ved troen på og tilliden til, at ønsket om at finde frem til sandheden har været en stærk drivkraft eller bare et succeskriterium.

LÆS LEDERStatsadvokaten undergraver tilliden til politiet

Statsadvokaten har haft to et halvt år til at behandle en klagesag over politiet.

Under klimatopmødet tilbage i 2009 blev en uskyldig flyttemand anholdt, og han følte sig rigtig dårlig behandlet, bl.a. fordi han i timevis blev kørt rundt i et salatfad med armene bundet på ryggen og uden at få lov til at gå på toilettet.

For at kunne belyse sagen har statsadvokaten naturligvis skullet afhøre de betjente, som var involveret i den uretmæssige anholdelse. I torsdags gav hun op – og meddelte, at sagen blev lukket. Hun kunne ikke finde frem til de betjente, der havde siddet med i salatfadet, hed det.

24 timer senere åbnede hun sagen igen, fordi det kom frem i medierne, at ’den forsvundne betjent’ hele to gange har meldt sig selv, og at hans navn hele tiden har befundet sig på de lister med navne, som statsadvokaten havde modtaget fra politiet for halvandet år siden.

Så hvis statsadvokaten havde taget det helt naturlige skridt at afhøre betjentene, der stod på listen, og som var involveret i aktionen, havde hun kunnet sagsbehandle klagen i stedet for helt uprofessionelt at lukke den med en bemærkning om, at betjentene ikke kunne findes.

Det er ubegribeligt, at statsadvokaten vælger at bringe sig selv og hele politimyndigheden i en situation, hvor en mistanke om, at der dækkes over egne fejl, kan få grobund. Det er gift for tilliden til politiet.

Grundlæggende skulle man jo tro, at enhver, der skulle behandle denne klage, ville insistere på, at naturligvis skal politiet kunne finde frem til betjente, der har været involveret i en anholdelse – og det var jo ikke en hvilken som helst anholdelse, men en anholdelse for mistanke om terror. Det sker ikke hver time eller hver dag eller hver måned.

Det er en uhyggelig tanke, hvis sådanne forløb ikke kan rekonstrueres, og hvordan pokker kan en statsadvokat – af alle – overhovedet forlige sig med, at denne type oplysninger ikke skulle kunne findes?

Og hvorfor kan hun og hendes myndighed ikke regne ud, at ingen udenforstående vil have forståelse for et argument om, at det ikke har været muligt at finde frem til politiets hovedpersoner i sagen?

For hvordan skal borgerne kunne have tiltro til, at politiet kan optrevle kriminalsager, når man ikke ser sig i stand til at finde frem til egne betjente?

I fredags havde Politiforbundet travlt med at pege fingre ad statsadvokaten for uduelighed.

Men virkeligheden er jo, at hvis politiet vitterlig havde ønsket, at denne sag skulle belyses til bunds, så var den blevet det. Det havde f.eks. næppe taget politiet 15 måneder at finde frem til salatfadet, som flyttemanden blev transporteret rundt i, hvis der i politiet var et dybtfølt ønske om, at klagesagen skulle behandles hurtigt, grundigt og effektivt.

LÆS MEREKøbenhavns Politi brugte 15 måneder på at finde salatfad

Og oplysningerne om salatfadet og anholdelsen kommer endda først, efter at Ekstra Bladet havde ’hjulpet’ politiet ved at vise billeder af bilen.

Naturligvis begår betjente fejl. Det skal vi kunne tåle. Problemet opstår først, hvis vi ikke kan have 100 procent tillid til, at fejl og klagesager behandles professionelt.

Det er det, der gør sidste uges politifarce så utålelig.