Statsministeren fik med krabasken af Kristian Madsen her på politiken.dk forleden. Den fik ikke for lidt: Hun har ikke spildt en chance for at spilde en chance, EU-formandskabet har været en fiasko osv.

Normalt har jeg stor veneration for Madsens skarpe pen. Han er velargumenteret og præcis i sine analyser, og han leverer dem som regel med så meget vid og bid, at man selv når man er uenig må lette på hatten i respekt. Men ikke denne gang.

Madsen tager simpelthen fejl. Det danske formandskab har ikke været en fiasko, men tværtimod en succes.

Enhver der har kilder i Bruxelles vil vide, at det generelle indtryk af Danmarks præstation er usædvanligt godt.

Formanden for EU-parlamentet Martin Schultz, som bestemt ikke er en mand, der slynger om sig med roser, har kaldt formandskabet det bedst forberedte, han har oplevet i 10 år. Ganske godt klaret af en regering, der trådte til få måneder, før vi overtog formandskabet.

Og det er ikke bare socialdemokrater, der siger det. Ser man bort fra de argeste EU-modstandere, tror jeg faktisk alle politiske grupper i EU-parlamentet er imponerede af det danske EU-formandskab.

Hvorfor? Fordi opgaven er blevet løst kompetent og professionelt. Alle ministre – herunder specielt statsministeren og europaministeren – har forstået, hvordan man gebærder sig i EU, hvis man vil have indflydelse.

Det får man ikke ved som Madsen ønsker det ensidigt at vælge side i de verserende ideologiske slagsmål. Det gør man tvært imod ved at være brobygger.

Derfor ville det heller ikke have været strategisk klogt af Helle Thorning-Schmidt at gå med på Hollandes kritik af Merkel.

Hvad forestiller Madsen sig resultatet ville blive? At Merkel skulle sige ”Ja, jeg var godt nok uenig med Frankrigs præsident, men hvis Danmark støtter ham, så er det en anden sag?”.

Selvfølgelig ikke! Den eneste reelle virkning en sådan dansk manifestation ville have haft var, at man ville irritere Merkel. Og – hvilket er meget værre – at man ville ødelægge mulighederne for at agere medierende part som formandskabsland.

I stedet står statsministeren i dag rigtig godt i de kommende forhandlinger om finanspagten. Danmark indtager positionen mellem de to stridende parter. Vi støtter både Merkels krav om, at der selvsagt skal være balance på budgetterne, og Hollandes forslag om at supplere finanspagten med en vækstdimension.

Det er ikke bare ideologisk god socialdemokratisk politik. Det er også politisk og strategisk klogt.