I dag er det 40 år siden, at danskerne stemte ja til EU.

Fire årtier er lang tid. Alligevel er det som om, EU-debatten kører fast i det samme spor. Det er stadig konfliktlinjen mellem 'dem, der er for EU' og 'dem, der er imod EU', der tegner billedet.

Se bare Søren Søndergaards blog her på Politiken.dk i dag. Han definerer sig som modstander af EU, og han bruger alt sit krudt på at kritisere os, der er tilhængere.

Med den tilgang overser man, at den vigtigste politiske skillelinje i EU faktisk går et andet sted. Den går mellem højre og venstre i det politiske spektrum.

Når jeg sidder i EU-parlamentet og laver lovgivning om dyretransporter, klimakvoter, ligestilling eller regulering af Europas banker, så er det ikke en kamp mod EU-modstanderne. Det er en politisk kamp mellem højre og venstre i parlamentssalen.

Tanken om, at al politik er rene nationale interesser, er forældet.

Vi lever i en verden, hvor flere og flere problemer er grænseoverskridende, og vil man tackle dem, er der ingen vej uden om at samarbejde på tværs af grænser. Derfor er det måske på tide at diskutere, i hvilken retning vi vil føre EU.

Skal det være et blåt, borgerligt Europa - et pengenes Europa? Hvor industrien og finansverdenens interesser skal i højsædet?

Eller vil vi en rød socialdemokratisk vej, hvor der i højere grad sigtes efter at finde balance mellem marked, miljø og mennesker? Jeg mener det sidste.