Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Dennis Nørmark

Danskerne begriber ikke, at vi var en brutal kolonimagt

Som nation gider vi ikke forholde os til fortidens spøgelser.

Dennis Nørmark

Med premieren i næste måned på Christina Rosendahls film om Idealisten Poul Brink og hans kritiske undersøgelser af den danske stats løgne og mørklægninger i Thulesagen, åbner vi endnu en gang låget til vores kolonihistorie. Et låg, der med jævne mellemrum hopper af for derefter hurtigt at blive behørigt skruet på igen.

For vi gider godt at høre om vores nordatlantiske besiddelser, når ’Dannebrog’ lægger til kaj og tusindvis af smilende inuitter og forblæste færinger myldrer ud af klipperne og byder velkommen med blomster og sang. Men et egentligt livtag med fortidens spøgelser gider vi ikke.

Helle Thorning-Schmidt gjorde det klart fra øverste sted, da hun i 2013 blev bedt om dansk deltagelse til Grønlands Forsoningskommission og blankt afviste det med ordene: »Vi har ikke behov for forsoning«.

Nej, kolonimagten har muligvis ikke, men det er typisk heller ikke med baggrund i overmagtens behov, at den slags igangsættes.

Ligesom ligestillingsdiskussioner rutinemæssigt kan skydes til hjørne, når nogen begynder at snakke om kvoter, er det udbredte alibi for ikke at beskæftige sig med kolonitiden, at vi ikke ønsker at give en undskyldning. Men så længe vi altid ender dér, ender vi ingen vegne. For naturligvis kan jeg ikke undskylde på mine forfædres vegne og på vegne af et Danmark, der slet ikke var et demokrati, da det koloniserede Nordatlanten.

Vi begriber ikke, at dette lille smørhul, hobbitlandet mod nord, også er identisk med den brutale kolonimagt, der undertrykte et oprindeligt folk, bortførte deres børn, tvangsforflyttede og udsatte dem for radioaktiv stråling

Men det ændrer ikke ved et udpræget behov for, at danskerne begriber deres egen historie som kolonimagt. Et forhold, vi ikke underspiller af ond vilje, men fordi vi simpelthen har en blokering i vores kognitive system. Vores selvforståelse rimer nemlig ikke med, at vi er en kolonimagt.

Vi begriber ikke, at dette lille smørhul, hobbitlandet mod nord, også er identisk med den brutale kolonimagt, der undertrykte et oprindeligt folk, bortførte deres børn, tvangsforflyttede og udsatte dem for radioaktiv stråling. Og Grønland er ikke et enestående eksempel. I Norge berettes der indgående i skolebøgerne om kolonitidens ’400-års nat’ med vold og undertrykkelse, mens det stort set forbigås herhjemme.

For i Danmark kan vi ikke få kolonibilledet til at harmonere med det selvbillede, vi opfandt efter nederlagene i det 19. århundrede. Vi var jo de små og uskyldige, der var kastebold for stormagternes tilfældige viljer. Vores lidenhed blev til det uskyldens slør, der kunne kastes over vores egne forbrydelser. Der var altid en anden Goliat et sted.

I Idealisten er der ligeledes en overhængende fare for, at ansvaret for Thuleproblematikken også kan delvist forskydes til USA. Ligesom idealisten Poul Brink også kan blive et opportunt sted for danskerne at projicere den kollektive anstændighed, som vi aldrig selv udviste.

Vi gider godt at høre om vores nordatlantiske besiddelser, når 'Dannebrog' lægger til kaj og tusindvis af smilende inuitter og forblæste færinger myldrer ud af klipperne og byder velkommen med blomster og sang. Men et egentligt livtag med fortidens spøgelser gider vi ikke

Nøjagtig som i Ole Ernsts portræt af De Dansk-Vestindiske Øers generalguvernør, Peter von Scholten, i filmen fra 1987. Kolonimagtens børn har altid elsket at få aflad for synderne igennem enkeltpersoner, der reddede æren for os alle. For danskerne var jo, som de elskelige humanister vi er, overvejende uskyldige i fortrædelighederne. Sådan må det nødvendigvis være. For det dobbelte billede af både at være Goliat og David kan ikke rummes i den kollektive erindring og må derfor fornægtes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Konsekvensen af det ser vi ikke kun i statsministerens arrogante afvisning, men også i den stilfærdige daglige ringeagt for det grønlandske. Som da en ung grønlandsk mand faldt livløs om på gaden sidste år, og politiet fandt det relevant at forhøre sig, om den unge mand var grønlænder, inden de kørte ud. Jeg husker selv, hvordan en kendt dansk tv-vært i et program på DR på et tidspunkt benævnte en rabat på en billig kasse øl som et ’grønlændertilbud’.

Den slags foregår, fordi der ingen kollektiv skyld og skam findes over vores kolonitid. I stedet har vi dækket os ind under, at undertrykkelsen i virkeligheden foregik i den bedste mening. Således mødte vi heller ikke grønlænderne med opbakning, men med paternalistiske advarsler, så snart kineserne begyndte at interessere sig for kæmpeøens ressourcer. Den udbredte opfattelse var igen, at grønlænderne skulle reddes fra helt uansvarligt, som de mentale børn de var, at acceptere de onde kineseres glubske tilbud.

Igen var der anden Goliat et sted, der kunne skygge for vores egne ugerninger. Der er nemlig ingen, der skal tage uskylden fra os.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce