Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Dennis Nørmark

Venstrefløjen forhindrer flygtninge i at tage et arbejde

Der er et politisk humanliberalt projekt lige for næsen af os, der blot venter på at blive løftet. Er der nogen, der tør?

Dennis Nørmark

Med de sidste par ugers faneflugt fra Danmarks Liberale Parti, Venstre, skulle man tro, at der var et ulmende borgerligt opgør på vej: imod smykketyve, spyttemænd og folk i DF, der vil have venligboere klippet som tyskerpiger. For de aggressive bølger går højt i den borgerlige lejr, og alligevel er det blevet vanskeligt at skelne en konservativ fra en liberal.

De borgerlige er, med de få undtagelser i Venstre, mere eller mindre slået ind på den ’kritiske’ linje over for den igangværende indvandring. Eller har valgt at holde mund, af frygt for at der bryder ufred ud i den fætter-kusine-fest, som længe har dræbt selvstændig tænkning i den borgerlige lejr.

Når det undrer mig, skyldes det, at borgerligt liberale sagtens kunne fremsætte et både mere humant og mere liberalt synspunkt i debatten om flygtninge og indvandring, hvis vi blot kunne genfinde en anelse af vores tidligere mod til at gå imod strømmen. Lad mig illustrere det:

Ved Kåre Traberg Smidts exit fra Venstre lærte jeg et nyt ord: Humanliberal

For et par dage siden hørte jeg om et par syriske brødre og flygtninge, der havde udset sig en driftig måde at skabe sig lidt indtægt i Danmark på. I hjemlandet havde de solgt kyllinger fra deres garage, så de gik straks i gang med at planlægge opdræt og salg af kyllinger. Indtil statens embedsmænd fandt ud af, hvad de gjorde, og straks lukkede butikken. Fast besluttet på at ville tjene til føden selv henvendte de sig hos en dansk slagter.

Han havde de nødvendige tilladelser, og de ville gerne arbejde sort hos ham for 15 kroner i timen. Slagteren havde brug for arbejdskraften, men måtte desværre sige nej til den aftale. Til sidst endte de to syrere nede på kommunen. Her blev de udstyret med en kuglepen og en formular. Når den var udfyldt, kunne de modtage en ydelse, og så måtte de venligst ikke foretage sig noget.

Ovenstående historie om de to syrere understreger vores situation i en nøddeskal. Vi kunne sådan set sagtens finde plads til nogle tusinde flygtninge i Danmark, hvis blot vores system var indrettet mere fleksibelt. Men vi kunne uden tvivl også rumme andre mennesker end os selv langt bedre, hvis ikke vi var så latent angst for at miste nogle af de fællesmidler, vi hellere ser går til os selv.

Når 70 procent af danskerne i en gallupmåling i denne uge erklærer, at flygtningespørgsmålet nu er langt vigtigere end sygehuse, ældre og folkeskoler, skyldes det næppe alt sammen en bekymring for, at nordafrikanske flygtninge vil gramse på danske piger næste nytårsaften. Det skyldes snarere, at flygtningespørgsmålet bliver det næste fordelingsmæssige spørgsmål i den besynderlige fællesøkonomi, vi kalder velfærdsstaten. Vi synes, vi knokler hårdt, betaler det meste i skat og får elendig service for pengene. Skal vi nu virkelig til at dele med nogle flere?

Med socialdemokraternes velfærdsstat oplevede danskerne en hidtil uset interesse i, hvordan deres medborgere brugte af fælleskassen. Vi har aldrig anmeldt hinanden mere til myndighederne end nu, og langt over halvdelen mener, at for mange trækker for mange penge ud af fælleskassen.

Vi kunne sådan set sagtens finde plads til nogle tusinde flygtninge i Danmark, hvis blot vores system var indrettet mere fleksibelt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor tror jeg ikke, det er højrefløjens projekt, der fører til lukkethed, smykkeplyndring og afvisning ved grænsen, skønt det muligvis for nuværende administreres af de borgerlige. Det er venstrefløjens velfærdsprojekt, der har gjort, at vi frygter for fælleskassens penge og ser flygtningen som en potentiel snylter frem for en potentiel medborger.

Det er venstrefløjens fagforeninger, der forhindrer flygtninge i at tage et arbejde i deres nidkære forsvar for en alt for høj mindsteløn, og det er velfærdsstatens overadministration, der hindrer entreprenante flygtninge i at gøre nytte.

Ved Kåre Traberg Smidts exit fra Venstre lærte jeg et nyt ord. Humanliberal. Jeg ville elske at se liberale løfte en human og liberal sag ved at påpege, at vores lands dybe mistro til folk i nød er en direkte konsekvens af vores moralsk usunde og overgjorte velfærdsstat, vores magtsyge fagforeninger og socialdemokratiske kassetænkning. Men den borgerlige lejr er degenereret til politisk dem-og-os-tænkning, der gør det vigtigere at være ikke-rød end rigtig liberal.

Men der er et politisk humanliberalt projekt lige for næsen af os, der blot venter på at blive løftet. Er der nogen, der tør?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce