Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Dennis Nørmark

Hvorfor foragter de borgerlige dog empati og humanisme?

Det borgerlige Danmark befinder sig i en slags omvendt univers. Et univers, hvor det, man troede var godt, i virkeligheden er ondt.

Dennis Nørmark

Begreber som humanisme, anstændighed og noget så simpelt som godhed anvendes efterhånden rutinemæssigt som skældsord. Det er blevet normalt at latterliggøre alt fra venligboere til antiracistiske demonstrationer.

Når en borgerlig debattør betegner nogle som ’gode, rare, humanistiske, hensynsfulde og ordentlige mennesker’, er det mere sandsynligt, at det er modparten han ironisk latterliggør end sin egen fløj, han rosende beskriver.

Det klassiske eksempel er naturligvis Marie Krarups (DF) nedladende bemærkning om det ’klamme’ i Lisbeth Zornigs behov for at »flashe sin godhed«, da hun i et udtryk for civil ansvarlighed hentede nogle flygtninge ved færgen, men også Naser Khader (K) og Mads Brügger har talt lignende dunder imod den slags narcissistiske tendenser.

En figur som spyttemanden burde være entydigt ond, men kan, i det konservative tidsskrift Critique, naturligvis beskrives som en slags offer for ’den kreative klasse’s behov for at »fastholde debatten inden for rammerne af en moralistisk diskurs«. Så er alt igen vendt på hovedet.

Intet er altså mere foragteligt end empati og blødsøden øllebrødshumanisme, hvilket man især kan orientere sig om hos borgerlige kommentatorer som Jarl Cordua og Rulle Grabow, der altid har en hånlig bemærkning tilovers for de »gode og søde mennesker«, som rutinemæssigt bliver anvendt som prædikat for venstrefløjen i deres kommentarer.

Anklagen om at være god var også hovedsporet i sidste års fight imellem Ole Birk Olesen og Zenia Stampe, da Stampes ønske om, at 2015 blev humanismens år, blev motivanalyseret derhen, at det bare var en art reklamesøjle for hende selv.

Det er næsten, som om ethvert forsøg på at gøre åbenlyst godt af mange borgerlige ganske enkelt bliver opfattet som en provokation. Noget, der hurtigt skal skammes over i et hjørne, inden det griber om sig

Det er næsten, som om ethvert forsøg på at gøre åbenlyst godt af mange borgerlige ganske enkelt bliver opfattet som en provokation. Noget, der hurtigt skal skammes over i et hjørne, inden det griber om sig. Eksempelvis som da debattøren Eva Agnete Selsing for nogle år siden beskrev CSR og andre socialt ansvarlige tiltag hos virksomheder som »Femipladder. Tomme ord, der nærer og varmer den forfængelige«. Kapitalisme og humanisme forenet var en uskik.

Igen er det motivet, der volder problemer, men det er mærkeligt, for så vidt som borgerligheden har rod i tænkere som Adam Smith, der erklærede, at egennytten på markedet var kilde til både venlighed, vækst og sociale relationer imellem folk. Det har indtil nu aldrig været et problem for den borgerlige, at motivet var selvisk, så længe resultatet var godt. Det har tværtimod været venstrefløjen, der historisk har dyrket ’de rene hensigter’.

Alligevel forstår man godt, hvorfor borgerlige reagerer på denne Rasmus Modsat-måde. Det skyldes historisk, at borgerlige fra 1960’erne og frem måtte leve med at blive dæmoniseret som grådige og kyniske egoister.

Det har sat sig spor at leve i en moralsk skygge i så lang tid, men i stedet for at udfordre beskyldningerne og flytte sig fra skyggen har man valgt at slå lejr i den.

LÆS MERE

Man har således ukritisk købt venstrefløjens beskyldninger uden at udfordre dem. I stedet for at finde en borgerlig humanisme gør man grin med begrebet, og når nogle borgerlige alligevel forsøger sig, anvendes begrebet ’anstændig borgerlighed’, der om noget udstiller, at man stadig kæmper med fortidens dæmoner. Ingen efterspørger eksempelvis en anstændig venstrefløj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med foragten for det gode, humanistiske og næstekærlige har moderne borgerlige velvilligt og dumstædigt fortsat venstrefløjens dæmonisering af dem.

LÆS DEBAT

Helt glemt er åbenbart det værk, Adam Smith udgav forud for ’The Wealth of Nations’, nemlig ’The Theory of Moral Sentiments’, hvor den liberale gigant argumenterer for menneskets grundlæggende moralske sympati for hinanden. En absolut og human grundindstilling hos mennesket, der gør os til dybt forankrede sociale og empatiske væsener. For Smith var det intet problem at kombinere det gode med det borgerlige, men nutidens borgerlige har åbenbart så svært ved at undslippe en rigid højre-venstre-dikotomi, at de af frygt for at bruge modpartens begreber får spærret sig selv inde bag en fornærmet og barnagtig mur af modsatrettede udtryk og begreber.

Det er synd, for der er noget dybt moralsk, humant, ordentligt, anstændigt og godt ved at være borgerlig, som vi desværre latterliggør os selv ved at tage afstand fra.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce