Vellignende. De falske ligsække er bl.a. lagt ud ved Den lille havfrue, Nationalmuseet, Nørreport Station og Hovedbanegården (billedet).
Foto: Gruppen 'Danmarks Samvittighed'

Vellignende. De falske ligsække er bl.a. lagt ud ved Den lille havfrue, Nationalmuseet, Nørreport Station og Hovedbanegården (billedet).

Dennis Nørmark

Antropologs guide til aktivisme: Ligsække er en elendig politisk aktion

Jeg har stadig til gode at møde det menneske, der udsat for en happening stopper op og skriver en check på 10.000 kroner til Røde Kors.

Dennis Nørmark

De fleste mennesker ved, hvor anstrengende det er at være til selskab med folk, der primært fører samtaler for at høre sig selv snakke. Man får ikke et ord indført, men fornemmer undervejs, at man dybest set bare er statist i noget, der kun på overfladen er en samtale.

Præcis sådan føles det at være vidne til weekendens ’aktion’ i København, hvor sorte sække i personstørrelse placeret på centrale steder ifølge aktionens bagmænd skulle gøre »folk bevidst om, at Danmark er ansvarlig for flygtninges død«.

Det kan godt være, at gruppen Danmarks Samvittighed, der står bag aktionen, har noget på hjerte, men desværre er hovedstadens befolkning ikke inviteret med til at være andet end statister i en enetale fra en gruppe, der føler sig foran på moralske point, og som med ovenstående statement håner befolkningens apati.

Lad være med at gøre folk opmærksom på noget, de allerede ved

Faktisk er det vanskeligt at forestille sig en politisk aktion, der kan være ret meget ringere, men da aktivisme både kan være en god og nyttig måde at få udfordret vanetænkning, blinde vinkler og politisk ligegyldighed, så tillad mig at give en kort guide til god og effektiv aktivisme.

NYHED

Som udgangspunkt er alt for megen aktivisme dårlig, fordi det handler mere om aktivisterne selv end om sagen. Den slags aktivisme bliver en reklamesøjle for mennesker, der tydeligvis mener, at de har regnet et eller andet ud, som vi andre politiske får endnu ikke har set.

Danmarks Samvittighed er et skolebogseksempel på den slags selvoptagede politiske statements. Her har man nemlig glemt den gode aktivismes første regel:

1) Hvis du ender med dybest set bare at genere dem, du vil overbevise, har du tabt dit publikum.

Der er en kvalitativ forskel imellem idioten, der tegner hitlermoustache på DF-plakater, og Danmarks Samvittighed, men alle volder de dybest set bare besvær, æstetisk terror eller blokerer folks daglige gøremål. Som når grimme plastikposer skaber panik på Hovedbanegården, eller når en venstreradikal bevægelse synes, at det er et aktivistisk columbusæg at sætte kædelåse på dørene til byens banker. Man har sat sit mærke på en by, men skønt ens ego naturligvis vokser, alt imens statisterne betragter værket, vil ingen dog føle sig andet end generet af aktionen – og der står 0-1 til dig og din sag.

FEMINIST

2) Lad være med at gøre folk opmærksom på noget, de allerede ved. Eksempelvis at verden er ad helvede til og fuld af lidelse. Selv aktivisme er underlagt et nyhedskriterium, og vi ved alle, at de sulter i Afrika, drukner i Middelhavet og halshugges i Mellemøsten.

Her bringer sorte ligsække ingen ny erkendelse til torvs. Jeg har stadig til gode at møde det menneske, der udsat for en skulptur eller deprimerende happening stopper op og skriver en check på 10.000 kroner til Røde Kors.

Elendigheden kan vi se ægte billeder af på nettet, så ingen behøver aktivistgrupper til at formidle virkeligheden.

Herunder hører også, punkt 3: Hvis man principielt ikke kan være uenig i dit budskab, så har du ikke noget budskab. Du illustrerer blot, at du er mere vred over noget end os andre. Hvad vil du have for det? En medalje?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

STUDERENDE

4) Hvis du skal ændre nogens opfattelse, må du give os en indsigt, vi ikke allerede havde, eller præsentere en mulig løsning.

Selv om aktivisten sikkert ikke kan holde ud at høre på det, så består alle menneskelige relationer af udvekslinger. Jeg skal altså have et eller andet ud af aktionen. Enten skal jeg have en overraskende indsigt, imponeres eller måske præsenteres for et paradoks, der forhindrer os i at finde løsninger – som da en kvinde sidste år ville knuse Kähler-vaser foran Magasin.

Den virkelige pointe var, at denne aktion fik mere opmærksomhed end de reelle problemer ude i verden. Det var overraskende og tankevækkende og gav således noget til os alle. Kähler-aktionen blev i øvrigt afsluttet med, at aktivisterne selv fejede skårene op, hvilket bringer mig til det sidste bud, som heller ikke Danmarks Samvittighed forstod.

5) Du skal selv rydde op efter dig. I hvert fald har politiet nu brugt i forvejen begrænsede ressourcer på endnu en selvoptaget aktion, der efterlader verden på nøjagtig samme måde som før.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce