Forleden nat boede jeg på et lille motel i Issoire i Frankrig på hjørnet af Rue de Nelson Mandela og Rue de Robert Schuman.

Jeg er sikker på, alle kender Nelson Mandela. Sådan skal det være. Hans kamp for menneskerettigheder og i særdeleshed sit lands frihed, Sydafrika, kan ikke overvurderes.

Men det er da interessant, at gaden ved siden af hed Rue de Robert Schuman.

Det siger lidt om, hvor vigtig denne mand, som mange sikkert ikke lige kan huske hvem er, var for freden og friheden i Europa.

Han var den ene af ophavsmændene bag det vi i dag kender som Den Europæiske Union.

Modstandsmand
Ligesom den danske handelsminister i samlingsregeringen, der blev dannet efter besættelsen af Danmark i 1940, den konservative John Christmas Møller, blev Robert Schumann medlem af den franske krigsregering i 1940, men måtte kort tid efter flygte på grund af hans modstand mod Tyskland.

Schumann blev afhørt af Gestapo, men formåede at flygte for så at vende tilbage til Frankrig i 1942, hvor han blev medlem af modstandsbevægelsen.

Efter krigen blev han først  finansminister og senere Frankrigs statsminister. Det er dog tiden som udenrigsminister 1948-1953, som han først og fremmest bør huskes for i dag.

Churchills »United States of Europe«
Robert Schuman stod lige ved siden af Storbritanniens Winston Churchill, da Churchill for 65 år siden på universitetet i Zürich for første gang fremførte ideen om en form for »United States of Europe«.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden i Europa, og opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Robert Schuman gjorde Churchills drøm til sin egen og begyndte allerede i september 1948 at holde taler rundt omkring i Europa og Nordamerika og i FN, der gjorde det klart, at det også var Frankrigs mål at skabe en demokratisk organisation for Europa, som det post-nationalsocialistiske og demokratiske Tyskland kunne tilslutte sig.

Målet var at skabe et overnationalt europæisk fællesskab, der kunne skabe varig fred mellem medlemsstaterne. Midlet var at binde medlemsstaterne sammen økonomisk så de aldrig igen blev fristet til at gå i krig mod hinanden.

»Vores håb er, at Tyskland vil forpligte sig på en vej, der vil gøre det muligt for landet at genfinde sin plads i fællesskabet af frie nationer, begyndende med Det Europæiske Fællesskab, som Europarådet skal være en forløber for,« sagde Schuman i sin tale til FN, den 23. september 1949.

Schuman-erklæringen
Den 9. maj 1950 blev principperne for dette overnationale demokrati annonceret i det, vi i dag kalder Schuman-erklæringen, og året efter den 18. april underskrev de første seks medlemmer Paris-traktaten, der dannede grundlag for Den Europæiske Kul- og Stålunion, der senere blev til Det Europæiske Fællesskab og i dag kaldes Den Europæiske Union.

Historien skulle vise, at der faktisk aldrig igen blev krig mellem medlemsstaterne.

Robert Schuman fik ret.

Euroens sammenbrud og Unionens død
Det var det jeg blev mindet om, da jeg forleden overnattede i Issoire på hjørnet af Rue de Nelson Mandela og Rue de Robert Schuman.

Det er vigtigt at huske i disse dage, hvor alverdens økonomer ikke er sene til at spå euroens sammenbrud og Unionens død på grund af det senromerske, dekadente overforbrug, der prægede mange europæiske landes finanspolitik før finanskrisen i 2008.

Vi må ikke håbe, økonomerne får ret.

Det er meget vel på grund af det europæiske samarbejde, som Robert Schuman var med til at skabe, at medlemslandene ikke har bekriget hinanden siden Anden Verdenskrig.