Imens alverdens medier fremhævede den diplomatiske indsats i Libyen i 2004 som vejen frem i forhold til befrielsen af Irak, fortsatte krænkelserne af menneskerettighederne og oprøret ulmede udenfor Tripoli.

Nu er det ved at være slut.

Det kan vi takke oprørerne for.

Blairs ørkenaftale
Tidligere premierminister Tony Blair lavede ellers så sent som i 2004 den såkaldte Deal in the desert med Oberst Gaddafi, der legitimerede regimet efter 20 års isolation.

Gaddafi ville efter sigende ikke nyde samme skæbne som Saddam Hussein og en kombination af værdirelativisme, økonomiske interesser og populisme fik den frie verdens ledere til at følge i Blairs fodspor.

Stats- og regeringsledere flokkedes nærmest om Muammar Gaddafi og hans sønner i tiden op til Jasmin-revolutionen.

I dag har de alle travlt med at undsige Gaddafi og hans sønner, men mellem linjerne er det næsten som om, mange stadig foretrækker et stabilt Libyen under ledelse af Gaddafis søn, Seif al-Islam Gadhafi, frem for de usoignerede, barbariske oprørere, der prøver at få bugt med terrorregimet.

Det kunne jeg naturligvis aldrig finde på at beskylde dem for, selvom det helt teoretisk ikke ville være overraskende.

Realisterne og de liberale
Som jeg har skrevet tidligere findes der to hovedretninger indenfor udenrigspolitik.

Der er den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Blandt velkendte realister kan nævnes den amerikanske Præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush.

Blandt danske realister kan nævnes stort set alle udenrigs- og forsvarsministre før 1982. Til en vis grad hører Mogens Lykketoft, der var udenrigsminister i et lille år 2000-2001, og vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, også til blandt realisterne. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister med en cyklisk historieforståelse. De mener, at kvalitative fremskridt i international politik er umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Jeg mener, de tager fejl.

Jeg tilhører selv den anden skole, der kaldes den liberale skole i internationalpolitik, og som mener, det onde skal bekæmpes.

Det er muligt at ændre historiens gang
Kampen for frihed og rettigheder er ikke forgæves, og det er muligt at ændre historiens gang.

Den liberale skole er langt mere idealistisk, og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Blandt velkendte liberale kan nævnes den amerikanske Præsident Woodrow Wilson og Præsident Harry Truman, men Præsident Ronald Reagan hører også til her, selvom han kaldte sig selv realist.

Liberale i dansk sammenhæng skal forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her kan nævnes Uffe Ellemann-Jensen, der var udenrigsminister 1982-1993, den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Hans Hækkerup, men at dømme ud fra hans seneste udtalelser også Villy Søvndal, der er formand for Socialistisk Folkeparti, og meget vel kan gå hen og blive udenrigsminister, hvis der er rødt flertal efter Folketingsvalget.

Undergravede de værdier, som var målet
Hvis man læser Tony Blairs fremragende selvbiografi A Journey står det klart, at han ikke vil kaldes neo-konservativ, som mange har kaldt ham. Han tilhører, hvis han selv skal sige det, til blandt de liberale.

Derfor var hans omfavnelse af Oberst Gaddafi også så uforståelig.

Blairs efterfølger, David Cameron, sagde tilbage i februar, at man burde rose Blair for at have overbevist Gaddafi om ikke at udvikle nukleare, biologiske eller kemiske våben.

Men Blair gik ifølge Cameron alt for vidt.

Man skulle have sat nogle klare parametre for dialogen allerede fra begyndelsen, sagde Cameron, og antydede, at manglen på diplomatiske styringsmekanismer undergravede de værdier, som var målet med dialogen mellem Storbritannien og Libyen.

Han har ret, og Tony Blairs ørkenaftale er heldigvis ved at løbe ud i sandet.

Der er håb forude uanset hvad oprørerne, der lige nu kæmper en modig kamp i Tripolis gader, bruger deres frihed og rettigheder til.