Enhedslistens gamle kommunister fører i disse dage valgkamp under sloganet »Der er råd til velfærd«, men ungkommunisterne i partiet har en anden dagsorden.

Hos dem er voldsfascinationen intakt, og hvis ikke den samlede venstrefløj tager afstand fra retorikken, ender den med at blive associeret med voldsfascinationen og eufemismen om demokratisk begrundet ulydighed ligesom under den Kolde Krig.

I en kommentar forleden skrev jeg, at det var kommunisterne med typer som Ole Sohn i spidsen, der lovpriste DDR og de øvrige rædselsregimer inden Muren Faldt.

Ikke socialdemokraterne. Ikke folkesocialisterne. Og ikke Venstre-socialisterne.

Tværtimod kæmpede socialdemokraterne en ihærdig kamp mod kommunisterne i mange år efter Anden Verdenskrig. Tænk bare på tidligere statsminister, H. C. Hansen, der mere end nogen anden statsminister i det 20. århundrede stod skulder ved skulder med Amerika under den Kolde Krig.

Man bør også huske, at Socialistisk Folkeparti nærmest blev dannet i protest mod det sovjetiske diktatur tilbage i 1959 af den tidligere kommunist, Aksel Larsen, som mente, at man kunne indføre socialisme af demokratisk vej og uden diktater fra Sovjetunionen.

Partiet har således god tradition for at inkludere tidligere kommunister som Ole Sohn, der er blevet klogere, selvom man naturligvis, som partinavnet antyder, stadig bygger sin ideologi på Marxismen.

Som jeg skrev, er der heller ingen, der mistænker det gamle parti, Venstre-socialisterne, for at have lovprist Sovjetunionen eller andre af de tidligere socialistiske diktaturer i Østeuropa.

Det ændrer dog ikke ved, at begejstringen for utopien om et lighedssamfund, som man fandt på hele venstrefløjen under den Kolde Krig, har efterladt den mistænkeliggørelse af venstrefløjen, som den tidligere venstre-socialist,  Preben Wilhjelm, beklagede i en kronik den 29. august. 

Hvad jeg ikke vidste, var, at voldsfascinationen og eufemismen om demokratisk begrundet ulydighed stadig er så udtalt hos Enhedslisten, som den er.

De unges dagsorden minder til forveksling om den, som de gamle kommunister en gang marcherede for.

Mandag aften skrev Morgenavisen Jyllands-Posten på deres netavis at med udsigt til en tredobling af Enhedslistens mandattal ved Folketingsvalget på torsdag, får Folketinget en række medlemmer, der de seneste år har gjort sig bemærket ved åbenlyst at støtte terrororganisationer.

Det drejer sig om både organisationen Farc i Colombia, der bl.a. er kendt for kidnapninger af civile, og PFLP i Palæstina, der har stået for bl.a. flykapringer og bombesprængninger.

To unge kandidater, der med stor sandsynlighed kommer i Folketinget, Rosa Lund og Stine Brix har støttet PFLP og Farc i forbindelse med sagen om Foreningen Oprør, der sendte 50.000 kr. til hver af organisationerne. En bedrift, der har kostet flere personer en dom for overtrædelse af terrorloven.

Stine Brix fortryder sit engagement, men ikke Rosa Lund. Hun mener Farc og PFLP er »eksempler på solidaritet med en legitim og åbenlys frihedskamp.«

Det er sjældent, jeg er enig med Socialdemokraternes næstformand, men Nick Hækkerup gjorde det eneste rigtige, da han forleden tog afstand fra Enhedslisten.

Han udtalte, at det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk.