Kun to gange i historien har en regering overlevet et folketingsvalg efter at have regeret i ti år.

Den første gang var i 1939. Anden gang var i 1964.

Hvis Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister efter folketingsvalget vil det dermed være noget af en præstation. En historisk tour de force, som kun er overgået to af de mest velkendte statsministre i Danmarkshistorien, Thorvald Stauning og Jens Otto Krag.

Men der er stor forskel på de to folketingsvalg i 1939 og 1964.

Stauning genvalgt efter ti års styre
Folketingsvalget den 3. april 1939 kom umiddelbart før landstingsvalget og afstemningen om den nye grundlov, der blev nedstemt ved folkeafstemningen den 23. maj.

Stauning havde engageret sig stærkt i spørgsmålet om den nye grundlov, men helt overset, at selv i de tre partier, der stod bag den nye grundlov, Socialdemokratiet, De radikale og De konservative, var der modstand mod at ændre Grundloven allerede 24 år efter den seneste grundlovsændring i 1915.

Stauning havde ellers tænkt sig, at folketingsvalget og grundlovsændringen skulle være kronen på hans livsværk, men sådan fungerer politik sjældent.

På socialdemokraternes partikongres få måneder forinden havde Stauning lovet, at Socialdemokratiet nu skulle erobre det fulde flertal i Folketinget.

Men vælgerne ville det anderledes.

Ingen taknemmelighed i politik
Danskerne stemmer kun på en regering, hvis de er tilfreds med den.

Folketingsvalget endte med tilbagegang til Socialdemokratiet og fremgang til Venstre, men også fremgang til både kommunisterne og nationalsocialisterne.

Det var ikke lige Staunings plan, selvom Stauning overlevede valget, og regeringen fortsatte helt frem til Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939, da Tyskland invaderede Polen. Først den 15. september dannede Stauning en ny regering endnu engang bestående af Socialdemokraterne og De radikale.

Stauning skal efter folketingsvalget have sagt: »I politik kan der aldrig regnes med taknemmelighed,« men sandheden er nok, som Tage Kaarsted skriver i De Danske Ministerier 1929-1953, at Stauning efter 10 års ubrudt regeringstid var blevet vænnet af med at lide nederlag.

Sådan var det ikke i 1962.

H.C. Hansen var død i 1960, og Viggo Kampmann havde efterfølgende taget over, men overgav regeringsledelsen til Jens Otto Krag allerede i 1962.

Krags folketingsvalg i 1964 minder derfor ikke så lidt om Lars Løkkes folketingsvalg.

Et skatte- og boligvalg
Der havde længe været tilløb til folketingsvalg i 1964, og Krag havde i forståelse med sine radikale ministerkolleger besluttet at valget skulle komme inden Folketingets åbning i oktober den 22. september.

Valget kom til at handle om - ja, man tror det næsten ikke, men næsten de samme emner, som optager os ved dette folketingsvalg: skattepolitik og boligpolitik.

For det første et forslag om en kildeskat. Kildeskat er den type indkomstskat, vi har i dag, som bliver opkrævet ved, at skatten indeholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med udbetaling af løn. Arbejdsgiveren sender således skatten til skattevæsenet. Kildeskatten blev indført i 1970.

Derudover angreb Venstre og De konservative regeringens boligpolitik. De to partier fandt det fatalt, at der stadig var bolig knaphed, og ønskede at liberalisere boligbyggeriet for at skaffe boliger til alle.

Sidst, men ikke mindst ville socialdemokraterne afskaffe skattefradragsretten. Venstre og De konservative var selvfølgelig imod forslaget, men det var De radikale også, selvom De radikale sad i regering med Socialdemokraterne.

10 år er lang tid
De radikale var i det hele taget præget af at have siddet i regering i 10 år. 10 år er bestemt mange år, og i løbet af valgkampen meldte partiet ud, at de ikke ville fortsætte i regeringen, hvis de gik tilbage.

De radikale panikkede og sprækkerne i samarbejdet mellem de to regeringspartier begyndte for alvor at vise sig - lige midt i valgkampen.

Venstres formand, Erik Eriksen, turnerede godt nok landet rundt med budskabet om, at regeringen var brændt ud - det kunne den bare ikke selv indrømme ? men generelt var oppositionen slet ikke dygtig nok til at udnytte, at regeringen reelt var ved at falde fra hinanden.

Folketingsvalget blev en gyser. Socialdemokratiet bevarede sine 76 mandater, men De radikale gik tilbage, og det gjorde Socialistisk Folkeparti også. Venstre bevarede sine 38 mandater, men De konservative gik fire mandater frem, og oppositionen stod derfor styrket efter valget.

Men det var ikke nok.

En ren S-regering
Alle regeringsalternativer hen over midten blev afprøvet - lige fra SRVK over SVR til SV ? inden Krag dannede en ren S-regering.

Efter godt syv år med flertalsregeringer ? først Erik Eriksens VK-regering og derefter de forskellige SR-regeringer ? havde Danmark igen en mindretalsregering, der måtte kæmpe sig frem fra sag til sag.
Danskerne var ikke villige til at skifte statsminister efter kun to år med Krag.

Dertil kommer, at Venstre og De konservative ikke var dygtige nok til at stille med et troværdigt alternativ. Det skete først fire år efter i 1968, hvor De radikales Hilmar Baunsgaard dannede en flertalsregering bestående af RVK.

Noget tyder på, at historien kan gentage sig ved dette valg.

Vil historien gentage sig?
Mange har en interesse i at lade som om valget er afgjort. De glemmer dog, at oppositionens tilslutning i nogle meningsmålinger stadig ligger under de magiske 90 mandater.

Ikke siden statsministerens berømte nytårstale har blå blok ligget så højt. Det var da han ærligt meldte ud, at Danmark var i krise og kun reformer kunne få os ud af den.

Denne gang handler det nok ikke så meget om politik.

Jeg tror snarere årsagen til de bemærkelsesværdige meningsmålinger er, at oppositionen har haft ligeså svært ved at stille et troværdigt alternativ til regeringen, som Venstre og De konservative havde i 1964.

Derfor kan Løkke stadig nå at gøre Krag kunsten efter. Intet er afgjort.