Danmarks næste statsminister var engang reformfløjens kandidat, Nyrupfløjens foretrukne, og hun blev valgt som formand for Socialdemokraterne på en reformdagsorden, som hun indtil nu har svigtet.

I stedet sidder hun i en folkesocialistisk båd, der gynger og tager vand ind.

I løbet af valgkampen stod det klart, at det er en synkende skude, som Helle Thorning-Schmidt har sat sig op i.

Min opfordring til Danmarks kommende statsminister er at følge sin socialdemokratiske forgænger, Poul Nyrup Rasmussen.

Nyrup blev også formand, fordi han ville gennemføre reformer, og han holdt sit ord.

Han nedsatte marginalskatterne, afskaffede formueskatten og videreførte privatiseringen af offentlige virksomheder, som Schlüters borgerlige regeringer i 1980' erne så småt påbegyndte. Derudover blev dagpengeperioden halveret og efterlønnen begrænset.

Ikke så ringe endda.

Thorning gik til valg på det modsatte. Socialdemokraterne lovede at sætte marginalskatterne op, genindføre formueskatten, rulle dagpengereformer tilbage og omgå den efterlønsaftale, som VK-regeringen indgik med Dansk Folkeparti og de radikale.

Når Thorning inden længe overtager Statsministeriet, er det ikke mindst, fordi Nyrup i 11. time inden formandsvalget i 2005 anbefalede hende som formand. Det gjorde han uden at fremhæve hende, men ved at svine modkandidaten, Frank Jensen, til. Det var ikke kønt, og slet ikke når det siden har vist sig, at Frank Jensen blev en overraskende god og erhvervsvenlig overborgmester for København.

Valgt blev hun. Siden hen viste det sig, at hun ikke kunne slå Fogh, som hendes valgslogan ellers forsikrede. Og i virkeligheden synes han at være hendes forbillede. I en valgdebat på TV 2 udtalte Thorning, at hun mente, at Venstres tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var bedre end Lars Løkke Rasmussen.

lighedtrækkene mellem Thorning og Fogh er faktisk slående. Han kom til magten med hårde odds imod sig ligesom Thorning, men han regerede med en bemærkelsesværdig politisk stabilitet, som ikke mindst skyldtes, at han aldrig testede forholdet til regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti.

Til gengæld forspildte Fogh chancen for at gennemføre substantielle velfærdsreformer i de gode tider, han regerede under.

Det samme kan man ikke sige om Løkke. Midt under den værste økonomiske krise i mands minde gik Løkke lige til grænsen i kampen for at gennemføre de nødvendige reformer.

Fuldstændig som Nyrup, der ofte udfordrede folkesocialisterne og kommunisterne hos Enhedslisten, testede Løkke Dansk Folkeparti, der selvfølgelig strittede imod, men trods alt til sidst rettede ind - også selvom de vidste, at de ville miste vælgere til netop Socialdemokraterne.

Nu står Thorning til at blive Danmarks første kvindelige statsminister, og hvis hun vil blive mere end blot et opslag i rødstrømpernes leksika på nettet, bør hun følge Nyrups eksempel og se stort på alle de reaktionære på den yderste venstrefløj.

Danmark har brug for gennemgribende reformer for at komme ud af den strukturelle krise, vi er havnet i, og i stedet for at skylle Nyrups arv ud med badevandet bør Thorning hoppe ud af den folkesocialistiske båd, inden den rammer afgrunden. For Danmarks skyld.