Historien om udvekslingen af den 25-årige israelske soldat, Gilad Shalit, for 1.027 palæstinensiske fanger, kan vise sig at blive endnu mere betydningsfuld end man lige skulle tro.

Den handler ikke kun om en soldat, der i mere end fem år har været holdt fanget af det islamistiske paramilitær Hamas.

Fangeudvekslingen handler også om Israels historie, krig og storpolitik samt finanskrise og økonomi, og den kan blive begyndelsen til enden på den lange, blodige konflikt mellem araberne og Israel.

En nærmest hellig samfundskontrakt
Israel er et demokrati, og i Israel eksisterer en uskreven, men nærmest hellig samfundskontrakt mellem staten, hæren og befolkningen om, at krigsfanger skal hentes hjem for enhver pris.

Det var den kontrakt, den israelske befolkning de facto indgik med staten helt tilbage i Uafhængighedskrigen i 1948, og som ingen politikere siden har vovet at stille spørgsmålstegn.

Premierminister Benjamin Netanyahu er blot endnu én i rækken af israelske premierministre, der fuld og helt har honoreret kontrakten.

Frygt for gentagelser
Hvis man læser de israelske og amerikanske netaviser, står det klart, at mange frygter, at nogle af de frigivne militante fanger vil genoptage deres gerninger og fortsætte deres angreb mod Israel, ligesom andre pointerer, at hændelsen vil tilskynde flere sådanne kidnapninger af israelske soldater for at frigive flere palæstinensiske fanger.

Der er ingen tvivl om, at også denne frygt er reel.

Hamas, der kontrollerer Gazastriben, kan bestemt bruge denne og flere fangeudvekslinger i propagandakrigen mod Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident, der kommer fra Fatah bevægelsen, der styrer Vestbredden.

I september forsøgte præsident Abbas, at få medlemmerne af FN til at anerkende en suveræn palæstinensisk stat. Anerkendelsen udeblev, men befolkningen anerkendte forsøget, hvilket har øget præsidentens popularitet.

Det er imidlertid ikke kun Hamas, der har brug for en succeshistorie. Det har den israelske regering også.

Største demontrationer i Israels historie
Israel blev ikke ramt af finanskrisen, som resten af den frie verden i 2008.

Årsagen var i høj grad, at Ariel Sharons regering allerede i foråret 2005 gennemførte en gennemgribende bankreform, som fik IMF til at pointere, at stort set alle andre lande gik den modsatte vej.

Heldigvis havde finansministeren, der i dag er premierminister, Benjamin Netanyahu, af helt andre årsager fået frie hænder af Sharon, og han holdt fast i rattet på trods af modstanden fra den israelske finanssektor.

Det er de israelske banker nok ikke kede af i dag.

Uden på nogen måde at være ekspert i den bankreform, som Netanyahu stod i spidsen for, gik den i store træk ud på at øge konkurrencen i sektoren og sætte en stoppe for bankernes interessekonflikter ligesom bankernes udlån skulle reduceres. man kan vel næsten kalde den Israels glass-steagall reform.

Israel gennemførte også massive velfærdsreformer under Sharon 2001-2005, og den nuværende regering under Netanyahu fortsatte, hvor Sharon slap.

»Vi fik kontrol med statens udgifter, vi skar i skattesatserne [der var blevet sat op af den afgående regering], og vi tilrettelagde en meget målrettet vej ind i fremtiden, og fjernede hindringer for fri konkurrence«, sagde Netanyahu sidste år.

Selvom det især er landets IT og bioteknologiske sektorer, der har oplevet eksplosiv vækst, har reformerne generelt sat gang i økonomien, og reduceret arbejdsløsheden.

Der er dog stadig en stor del af befolkningen, som ikke har mærket de økonomiske fremskridt.

Demonstrationerne i Jerusalem og Tel Aviv i august viste mere end noget andet, at den bevægelse, der blev etableret denne sommer i protest mod stigende boligpriser er vokset betydeligt. August-demonstrationen var den største af sin slags i den israelske stats historie, og viser, at israelerne på trods af den høje vækst, kæmper med mange af de samme udfordringer, som resten af den frie verden.

Både Hamas og den israelske regering har derfor behov for successer.

Gilad Shalit-forhandlingerne
Ingen med bare minimalt kendskab til det israelske demokrati og landets historie er overrasket over, at landet henter sine soldater hjem for enhver pris, og derfor er fangeudvekslingen mellem Hamas og Israel først og fremmest et signal til omverdenen om, at de to parter kan forhandle og lave en aftale, som begge parter overholder.

Gilad Shalit-forhandlingerne er ikke kun en påmindelse om, at Israel som ethvert andet liberalt demokrati altid sætter beskyttelsen af individet over statens interesser, men også, at konflikten i området ikke kan løses i FN af Præsident Mahmoud Abbas og hans korrupte Fatah styre.

Det er desværre lang, lang tid siden, at Fatah bevægelsen overhovedet har indgået en aftale. Bare spørg Præsident Clinton, Bush og Obama.

Vejen til fred går formentlig igennem reelle forhandlinger mellem den i Vesten så udskældte israelske regering og det frygtede paramilitær i Gaza.