Vi ved endnu ikke om Storbritannien bliver verdens politiske pygmæ eller fremtidens europæiske kæmpe. At påstå andet er det samme som at sige, at gældskrisen er overstået.

Vi ved blot, at Storbritannien står udenfor aftalen, som EU's stats- og regeringschefer (u)enedes om natten til torsdag.

Der går rygter om, at Storbritanniens premierminister, David Camerons beslutning om at forlade forhandlingerne handlede om at tilfredsstille det EU-skeptiske bagland hos de britiske konservative og tabloidpressen, der altid har afskyet EU og har stor indflydelse på meningsdannelsen i Storbritannien.

The Economist kunne dog mane dette spin til jorden allerede dagen efter topmødet, hvor magasinet publicerede den protokol, som Storbritannien ønskede indført i traktatændringen.

Beskedne og rimelige forbehold
Ifølge the Economist er den britiske regering overbevist om, at Europa-Kommissionen i længere tid har forberedt regler, der en gang for alle skal få bugt med landets store finansielle sektor med base i London. 

Indtil nu har Storbritannien ellers bakket op om de nye reguleringer for finanssektoren, der er kommet fra Kommissionen, og som det fremgår af Protokollen, er det da også - med den liberale vicepremierministers ord - beskedne og rimelige forbehold, som Storbritannien ønskede at sikre sig fremadrettet.

»Beskedne«, fordi de i bund og grund blot skulle sikre Storbritanniens finansielle sektors overlevelse og sagtens kunne have været en del af traktatændringerne - og »rimelige«, fordi selvom ingen beskylder hverken den franske kommissær, Michel Barnier, eller Præsident Nicolas Sarkozy, for at have en plan i skuffen, der er designet til at lukke landets finansielle sektor, kunne Storbritannien naturligvis ikke leve med frygten for, at finanssektoren en dag får skylden for euro-landenes gældskrise.

Resultatet er, hvad jeg skrev forleden, et mere opdelt Europa, og det er trods alt bedre end et Europa i opløsning, men det er ærgerligt, at Protokollen gav Præsident Sarkozy en undskyldning for at skubbe briterne i vandet.

Jeg havde selvfølgelig foretrukket et helt Europa.

Økonomisk disciplin skader ikke
Nu er spørgsmålet om vi skal bygge en tømmerflåde sammen med briterne eller tro på det bedste i franskmændene.

»Hvis man ser på det politiske indhold i aftalen, ligger den i direkte forlængelse af den reformlinje, jeg lagde for dansk politik. Så den bør Danmark tilslutte sig«, sagde tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han blev spurgt om partiets holdning til traktatændringerne.

Det har han ret i.

Ifølge aftalen må det gennemsnitlige underskud højst være en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt.

Danmark styrer med den nuværende regerings finanslov mod et langt større underskud, men hvis et land, der tilslutter sig aftalen, fremadrettet får større underskud end en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt, skal landet sende EU en plan for, hvordan det vil forbedre økonomien. Bliver landets underskud større end 3 procent af bruttonationalproduktet, vil Kommissionen automatisk sætte sanktioner i værk.

Krisen er ikke overstået
Det lyder godt, og vi har forhåbentlig alle lært, at lidt økonomisk disciplin ikke skader.

Derudover skal man bemærke, at der overordnet set er tale om et princip, som er inkluderet i Maastricht-traktaten, men som bare ikke er blevet fulgt.

Man skal bare ikke tro, at krisen er overstået med traktatændringen, ligesom aftalen ikke redder den økonomiske-monetære union, eller sikrer, at eurosamarbejdet ikke en dag river hele EU med sig i faldet.

Derfor har Venstres formand ret i, at vi på en eller anden måde skal tilslutte os traktatændringerne eller ligge os så tæt op ad den nye aftale, som det juridisk er muligt, men vi skal samtidig styrke samarbejdet med briterne, der på længere sigt kan gå hen og blive en europæisk kæmpe, hvis det værste skulle ske.