Uanset hvad man mener om resultatet af EU-topmødet den 8.-9. december vedrørende den nye finanspagt og traktatændring, lader det til, at de franske politikere med Præsident Nicolas Sarkozy i spidsen har haft mere travlt med at fornærme så mange som muligt end at tænke på, hvad der er bedst for EU og resten af Europa.

Imens lyser manden, der kunne have løftet Frankrig og måske resten af Europa ud af den nuværende krise op som et fyrtårn i det europæiske mørke.

Europas politiske ledere
Nej, det er ikke finansminister François Baroin, jeg skriver om.

Baroin er faktisk en ganske ubetydelig herre, hvis ikke lige det var fordi han mere end nogen anden ? måske lige med undtagelse af chefen selv - illustrerer, hvor slemt det står til med Europas politiske ledere.

Baroin udtalte forleden, at det er bedre at være fransk end britisk.

Mon dog.

At dømme efter de britiske aviser, er briterne godt tilfredse med at være briter for tiden, selvom regeringen er i gang med den største økonomiske oprydning i efterkrigstiden.

Jeg tror, Baroin lod sig sikkert rive med af begivenhederne natten til den 9. december, og han er undskyldt, fordi ingen alligevel lytter til ham. Baroin nyder tilsyneladende så lidt respekt, at udenrigsminister Alain Juppé har været nødt til at gentage de budskaber, han er gået ud med, for at markedet havde tillid til, at Baroin talte på regeringens vegne.

Denne gang har Juppé dog været stille.

Franskmændene ærgrer sig gule og grønne
Jeg tror mange franskmænd ærgrer sig gule og grønne.

Ikke over, at briterne nedlagde veto mod den nye finanspagt.

Heller ikke over, at Storbritannien et par dage efter alligevel blev inviteret til at deltage i forhandlingerne om den nye traktat, som observatør, selvom der bliver forhandlet uden for de normale EU-traktater.

Det er selvfølgelig dumt, at Frankrigs præsident fornærmer briterne, når han ved, at han er afhængig af dem, men det tænker den menige franskmænd nok ikke så meget over. Det er kun noget som politikere, embedsmænd, professorer og lederskribenter interesserer sig for, og de kan naturligvis ikke være overraskede over, at der allerede få dage efter det skelsættende topmøde gik et brev ud til de nationale ambassader, hvor alle EU-aktører herunder Det Europæiske Råd blev bedt om at deltage i processen, der skal sikre finanspagten.

Nej, hvis franskmændene ærgrer sig, er det snarere over, at de ikke kan vælge Dominique Strauss-Kahn ved præsidentvalget næste år.

Det gør jeg i hvert fald - trods hans fejl og mangler.

Hvad en ægte præsident er lavet af
Imens Sarkozy render rundt og fornærmer briterne, danskerne og alle andre, som han får brug for på et senere tidspunkt, viste den tidligere IMF-boss, Strauss-Kahn, hvad en ægte præsident er lavet af.

Ved en konference i Kina sagde han ifølge Financial Times, at det mange i dag kalder en gældskrise snarere er en vækstkrise, men bagom gældskrisen finder man en ledelseskrise.

Strauss-Kahn sagde, at de europæiske ledere konsekvent har undervurderet omfanget af krisen.

»Problemet er, at de stadig er i benægtelse,« fastslog han.

Strauss-Kahn havde heller ikke megen ros til overs for topmødet i Bruxelles, og sagde, at det blot var endnu et topmøde, der bidrager til, at den resterende tillid, som investorerne har til politikerne, forsvinder dag for dag som dug for solen.

Talen mindede mig om, at Europa mangler et fyrtårn, som Strauss-Kahn, der kan lede os ud af krisen uden vi mister det europæiske fællesskab, som den franske udenrigsminister Robert Schuman i 1950 lagde grundstenen til, og siden har været med til at sikre fred, frihandel og velstand helt i den britiske premierminister, Winston Churchills ånd.

Ingen stjerner på den europæiske himmel
Det er europæiske kæmper, jeg her nævner, og dem er der stort set ingen af i dag. De få stjerner, der findes på den europæiske himmel, forsvinder bag mørkegrå skyer.

Jeg er vild med Tjekkiets Præsident Vaclav Klaus, og enig i, at EU skal tilbage til den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked, og væk fra den interventionistiske harmoniseringsmodel, der har været fremherskende siden 1992, men Præsident Klaus er på vej på pension, og i øvrigt alt, alt for EU-skeptisk til, at resten af Unionens medlemmer lytter til ham. 

Den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, udviste i sidste måned noget af det overskud, vi har brug for, da han under en tale i Berlin sagde, at han frygtede et inaktivitet Tyskland mere end et aktivt. Store ord fra en polak, men få lyttede netop fordi han er polak.

På den anden side af Sundet finder man den svenske finansminister, Anders Borg, der uden tvivl er dygtig og visionær - men aldrig uden at miste jordforbindelsen - og helt i en klasse for sig, men han er fra Sverige, som ikke er medlem af eurosamarbejdet.

Senromersk dekadence
Jeg synes også, Storbritanniens David Cameron har vist sig at være en langt mere kompetent premierminister end forventet, og jeg håber derfor, han lyttede, da den undervurderede tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, i mandags den 19. december rakte hånden frem mod den britiske regering, og sagde: »Det er essentielt, at ingen opgiver Europa«.

Jeg håber, Cameron lytter til Westerwelle, selvom Westerwelle nok også må betragtes som en færdig mand i politik.

Westerwelle advarede nemlig allerede for flere år siden den tyske befolkning mod gældskrisen, da han i et talkshow, sagde, at de, der lover befolkningen arbejdsfri velstand, inviterer til senromersk dekadence. Det skulle han ikke have sagt.