En amerikansk kommentator udtalte efter primærvalget i Iowa, at hvis man klarer sig godt i Iowa, kan man blive studievært, men man bliver kun præsident, hvis man vinder i New Hampshire.

Vinderen i New Hampshire er den moderate, erhvervsmand og tidligere Massachusetts guvernør, Mitt Romney, der som den første nogensinde både vandt i Iowa og New Hampshire.

Kommentatoren gjorde formentlig grin med Mike Huckabee, der ligesom præsident Clinton tidligere har været guvernør i Arkansas, og som overraskende vandt i Iowa i 2008, men i dag er studievært i sit eget Talk Show.

Historisk opbakning til Romney
Denne gang har republikanerne næsten allerede kåret Mitt Romney. Opbakningen til Romney historisk. Financial Times skrev onsdag, at det ikke kan udelukkes, at Romney laver et ?hat trick? og også vinder primærvalget i South Carolina i næste uge.

Det er lidt af en overraskelse, hvis man kun har læst danske aviser.

Overskrifterne signalerede noget helt andet i sidste uge.

Morgenavisen Jyllands-Posten skrev: Nyt liv i det religiøse højre.

Berlingske skrev: Republikansk dilemma.

Dagbladet Børsen skrev: Et valg mellem politiske svæklinge.

Politiken skrev: Vælgerne udstiller den ideologiske kløft.

Et prøvevalg på præsidentvalget
Man skulle næste tro, det var ønsketænkning, men de danske medier er naturligvis ligeså unbiased, som de amerikanske, når de skriver om republikanernes valg af præsidentkandidat.

Det er heller ikke sådan, at primærvalget i Iowa er ligegyldigt, og man slet ikke kan læse noget ud fra resultatet. Redaktionerne bør dog nok tilskynde, at deres korrespondenter i USA er lidt mere forsigtige med at dømme republikanerne ud fra stemmeafgivningen i Iowa fremover.

Til gengæld er valget i New Hampshire ganske interessant.

Her skal kandidaterne nemlig appellere til partiets kernevælgere uden at støde de uafhængige vælgere fra sig.

At den midtsøgende Romney vandt i Iowa og fik en jordskredssejr i New Hampshire og den liberale Ron Paul var i top tre begge steder, er langt mere interessant, end at den socialkonservative Rick Santorum blev nummer to i Iowa.

De fire fløje
Som jeg skriver lidt om i mit kapitel om senator Barry Goldwater i bogen 11 konservative tænkere bestod det republikanske parti i mange år af tre fløje: De palæokonservative med deres drøm om et Amerika af små selvstændige erhvervsdrivende, de neokonservative med deres antikommunisme og accept af en stor offentlig sektor, og libertarianernes afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Op igennem 1980?erne voksede en fjerde ideologisk gruppe frem hos Republikanerne, der i dag kendes som de socialkonservative eller det kristne højre.

Ligesom mange neokonservative kom fra det demokratiske parti, var de socialkonservative tidligere demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i partiet.

Præsident Ronald Reagan prøvede at inddrage de socialkonservative for ikke at gøre dem til martyrer, og op gennem 1990erne blev de stadig stærkere, og sammen med de neokonservative fik de stor indflydelse under Præsident George W. Bush.

Krisen sætter dagsordenen
Denne gang er det de palæokonservative og de liberale, der styrer showet.

Årsagen er selvfølgelig, at den økonomiske krise står højt på dagsordenen, og præsident Barack Obama har ikke leveret en løsning på problemerne.

Det hørte man ikke mindst i Mitt Romneys takketale i New Hampshire.

President Obama wants to put free enterprise on trial. In the last few days, we have seen some desperate Republicans join forces with him. This is such a mistake for our Party and for our nation.  This country already has a leader who divides us with the bitter politics of envy. We must offer an alternative vision.  I stand ready to lead us down a different path, where we are lifted up by our desire to succeed, not dragged down by a resentment of success.

Der er lang tid til, at Romney kan kalde sig hele partiets præsidentkandidat, ligesom de andre kandidater vil bekæmpe ham med hud og hår.

Han kan selvfølgelig heller ikke se helt bort fra det kristne højre frem til eller under præsidentvalget, hvis han som ventet bliver republikanernes kandidat.

Men hvis de to primærvalg har fortalt noget om partiet, er det, at det er de palæokonservative og de liberale, der sætter dagsordenen hos republikanerne i 2012.