Tysklands landsmoder, Kansler Angela Merkel, har ufrivilligt fået historisk stor magt over, hvad der sker i Europa i dag og med Europa fremover.

Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad hun siger, og hvem hun lytter til.

Hendes støtte til Frankrig præsident var mærkværdig. Hun burde have holdt sig for god til at blande sig i det franske valg, og udtalelsen efter den første runde af præsidentvalget var ligeledes unødvendig.

Forbundskansleren var ikke tilfreds med, at socialisten Francois Hollande vandt knebent over Præsident Nicolas Sarkozy, og slet ikke, at den reaktionære, nationalist, Marine Le Pen, blev nummer tre med tyve procent af stemmerne.

»De mange stemmer er alarmerende«, sagde hendes talsmand, Georg Streiter, oven på det franske præsidentvalg.

De mange stemmer på Le Pen er bestemt alarmerende, men endnu værre var naturligvis, at kommunisten Jean-Luc Mélenchon fik over elleve procent af stemmerne.

Det havde Tysklands undervurderede udenrigsminister blik for.

I en velformuleret, diplomatisk udtalelse sagde han klogt:

»Det er godt, at anden runde vil blive mellem to erklærede demokratiske kandidater, der argumenterer for Europa og det fransk-tyske venskab«.

Udenrigsminister Westerwelle var også den eneste, der uden tøven tog skarpt afstand fra det usædvanlige forslag fra den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich, fra de konservatives søsterparti, CSU, og hans franske kollega, Claude Guéant, vedrørende nye regler om grænsekontrol.

Fem dage før det franske præsidentvalg satte de to indenrigsministre spørgsmålstegn ved Schengen-aftalen.

I et fælles brev til det danske EU-formandskab krævede de, at der »i et begrænset tidsrum« skulle genindføres kontrol ved de nationale grænser i kampen mod illegale indvandrere.

LÆS MEREFransk-tysk forslag skaber ny tumult om national grænsekontrol i Europa

I brevet, der blandt andet var citeret i Morgenavisen Jyllands-Posten i søndags, skrev de, at det var de nationale stater selv, og ikke Europa-Kommissionen, der skulle kunne beslutte at indføre den midlertidige grænsekontrol i 30 dage.

Denne undtagelsesbestemmelse har ifølge Jyllands-Posten kun været taget i brug 26 gange i de sidste fem år, og Udenrigsminister Guido Westerwelle afviste naturligvis forslaget.

Til ugemagasinet Focus sagde han:

»Et Europa uden grænser var en drøm for alle dem, der indledte den europæiske samlingsproces. Den drøm bør ikke sættes på spil og da slet ikke for at opnå et par små valgtaktiske landvindinger,« sagde Guido Westerwelle.

Hermed indikerede han, at de to indenrigsministre forslag udelukket var beregnet til at hjælpe Præsident Sarkozy valgkamp, da et af Præsident Sarkozys centrale temaer i første runde i valgkampen var at love at bekæmpe den illegale indvandring i Frankrig.

Det var deres forslag selvfølgelig også, og forslaget var faktisk ligeså alarmerende, som udfaldet af første runde af det franske præsidentvalg.

Det viste en total mangel for forståelse for det europæiske fællesskab. EU er skabt for at bryde mure ned mellem landene i Europa. Ikke bygge nye op.

Den tyske indenrigsminister havde i et misforstået forsøg på at være loyal overfor Kansler Merkel prøvet at hjælpe sin franske kollega med at kapre stemmer fra Marine Le Pen. I stedet hjalp de to indenrigsministre formentlig Le Pen. For hvorfor stemme på Sarkozy, når man kan få den ægte vare?

Westerwelle beviste til gengæld, at han måske er den sidste tyske politiker, der kender sin historie.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor den ellers så dygtige Merkel ikke lytter lidt mere til udenrigsminister Westerwelle, når han hele tiden er et skridt foran alle andre, og har langt bedre forståelse for det europæiske fællesskab end så mange andre?

Måske lige præcis derfor, gætter jeg.

For to år siden skrev han i en kronik i Die Welt, hvad vi siden hen har lært på den hårde måde.

»Den, der lover folket velstand uden indsats, inviterer til senromersk dekadence«.

Bemærkningen gjorde ham uvenner med hele parnasset. Tænk at tillade sig at kritisere den velfærdsstat, alle lever af. Det skulle han ikke have gjort. Og han fik da også hele den europæiske elite imod sig. Pressen gjorde ham til grin, og mobningen nåede næsten Lene Espersenske højder.

I dag ved vi, at han havde ret, da han skrev, at overførselsindkomster og høje skatter fører til velfærdsstatens undergang.

Kig på Grækenland.

Kig på Spanien.

Kig på Italien.

Kig på Frankrig.

Ja, og kig på Danmark.

Men politikerne, meningsdannerne og medierne har stadig ikke tilgivet Westerwelle.

Tænk hvis de skulle indrømme, at denne »flamboyante« minister, som de så pænt kalder ham, havde ret og de selv tog fejl.

Hvis Kansler Merkel er klog, bliver hun den første, der tager ham til nåde.