»Der rystes på hovedet. Der stampes i gulvet. Så kom dog med det projekt! En retning! Et eller andet. For det sejler«, skrev opinionsredaktør Per Michael Jespersen i en kommentar 16.5. om Helle Thorning-Schmidts trekløverregering, der også kaldes ’F A RV EL’-blokken.

F står for Socialistisk Folkeparti, A står for Thornings eget gamle arbejderparti, RV er en forkortelse af Det Radikale Venstre og EL en forkortelse for kommunisterne i Enhedslisten, det faste støtteparti.

Kritikken, står der, understøttes af en helt ny undersøgelse, som Altinget har lavet, der viser, at røde vælgere er dybt skeptiske over for deres egen regering. Den gør det bare ikke godt nok, mener de, og Politikens opinionsredaktør giver dem ikke uret.

LÆS DEBATINDLÆGRøde vælgere er bare hamrende kritiske

En væsentlig forklaring på al denne kritik er naturligvis, at Thornings regering ikke gør det godt nok, skriver han, men mener dog, at der også er en supplerende forklaring: At rød bloks supportere og vælgere altid, ja nærmest per instinkt, er markant mere krævende og kritiske i forhold til deres egne ledere, end blå bloks vælgere er over for deres.

Jeg er ofte enig med Per Michael Jespersen, og når han engang imellem skriver noget tosset, undskylder jeg ham altid med, at han sikkert er blevet påvirket af resten af redaktionen på Politiken. Denne gang lever han op til devisen, at det bedste er en god samvittighed, men det næstbedste er en god undskyldning.

Han skriver, at under VK-regeringen 2001-2009 var der blandt vælgere og supportere nærmest tale om høflig ydmyghed over for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Sandheden er, at under VK-regeringen 2001-2009 var der blandt journalister nærmest tale om høflig ydmyghed over for Anders Fogh Rasmussen. Blandt vælgere og borgerlig-liberale meningsdannere var der derimod tale om oprør.

Med og mod Fogh. Statens rolle i samfundet. For eller imod EU. Aktivistisk udenrigspolitik eller isolationisme.

Det skete ikke på Politikens debatsider. Enig. Derfor er Per Michael Jespersen også lovligt undskyldt for ikke at have fulgt med. Politikens debatsider var derimod fyldt med den sædvanlige klagesang over, at Fogh, Thor og Hjort skabte en social massegrav, imens den offentlige sektor faktisk voksede langt hurtigere end planlagt i 2010-planen, som daværende finansminister Pia Gjellerup (S) udarbejdede i 2000.

Prøv at lede på nettet efter alle kilderne. Der findes masser af eksempler på de borgerlig-liberales kritik af regeringens politik.

Læs de gamle numre af magasinet Libertas.

Læs en af de første populære blogs herhjemme, punditokraterne.dk, der vistnok eksisterer endnu. Eller klik ind på liberator.dk. Måske kan du også finde vrede klummer og nyheder på 180grader.dk

Læs kronikkerne, der kom forud for stiftelsen af tænketanken CEPOS i 2004.

Jeg er enig i, at mange borgerlige meningsdannere havde været i defensiven, spage og uprovokerende i 1980’erne. Den yngre generation kan med rette kalde dem kujonerede. Årsagen, gætter jeg, var marxismens indtog i 1970’erne, der i tusind varianter væltede ud af universiteterne, Danmarks Radio og forlagene. Den fælles fjende forsvandt af sig selv i 1990’erne efter Berlinmurens fald.

I 2001, da VK-regeringen tiltrådte, blev borgerlig-liberale meningsdannere offensive på en ny måde, selv om Per Michael Jespersen måske har ret i, at kritikken af Anders Fogh Rasmussens nationalkonservative projekt først nåede massemedierne, efter at CEPOS blev lanceret i 2005.

Jeg er også enig i, at de fleste ikke var specielt uenige i de overordnede værdipolitiske opgør, statsministeren lancerede, såsom opgøret med besættelsestiden, som den radikale historikertradition hidtil havde haft patent på, men at opgøret ikke blev debatteret, er ikke korrekt.

Til gengæld var de borgerlig-liberale ofte internt splittede, når det gjaldt udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Grænserne mellem de traditionelle skillelinjer i dansk politik blev udvisket i årene under Anders Fogh Rasmussen, og debatten var måske forvirrende for socialister, der troede, at blå blok var enig om alting. Men at debatten ikke var der, er simpelthen forkert.

Det samme gjaldt kulturpolitikken, hvor der i perioder var åben krig mellem de nationalkonservative på den ene side og de åndsliberale på den anden. De nationalkonservative debattører mente, at kulturrelativismen skulle stoppes for enhver pris. De liberale kaldte det for statstyranni, og sagde, at kunst, kultur og folkelighed bør styre staten og ikke omvendt. Socialisterne anede ikke, hvad de skulle mene.

Hvor er det synd, at Politikens Hus gik glip af værdi- og kulturkampen. Der var bal i det borgerlige. Stillestående var det i hvert fald ikke, og jeg græd tørre tårer over, at socialisterne blot stod på sidelinjen og råbte »mere velfærd«.

Den indbyggede, materielle kynisme i budskabet skræmmer mig lidt mere i dag. Jeg spekulerer på, om det virkelig er det eneste, de mener og kæmper for?