Abdulqadir Bashir Hussein, en somaliskfødt dansker, skrev den 30. maj en kommentar til Søren Espersen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, der mindede mig om, hvorfor jeg blev medlem af partiet Venstre.

Alle, der er medlem af et parti, ved, at det ikke altid er let at være medlem af et parti – og slet ikke et parti, der sidder i regering.

Regeringen er, som udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sagde det på folkesocialisternes landsmøde i april, en beslutningsmaskine.

Ministrene påvirker i mere eller mindre grad vores hverdag, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der sidder i ministerkontorerne.

Jeg indrømmer dog gerne, at det er sjovest at være medlem af et parti, der sidder i opposition. Sådan var det i 1990erne, og sådan er det i dag.

Når partier er i opposition, kan de sige klart og tydeligt, hvad de mener, imens man ofte bliver nødt til at skele til eller helt indrette sig efter det parlamentariske flertal bag regeringen. Det ved folkesocialisterne alt om.

En af årsagerne til, at jeg netop meldte mig ind i Venstre var partiets daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen. »Numquam mansuetus, semper ardens« – aldrig spag, altid brændende – er Uffe Ellemann-Jensens valgsprog, som han har valgt til sit våbenskjold på Frederiksborg Slot. Jeg synes, det er rammende.

En af de taler jeg især husker fra 1990erne, er Uffe Ellemann-Jensens landsmødetale i 1997, hvor debatten om de somaliske flygtninge rasede.

Balladen om de afviste asylansøgere fra Somalia begyndte en sommeraften i juni 1997, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mødte Uffe Ellemann-Jensen i en direkte tv-debat på TV 2. Statsministeren tog luften ud af Uffe Ellemann-Jensens angreb på regeringens flygtningepolitik ved at garantere, at de afviste somaliske asylansøgere skulle hjem nu.

Dagen efter debatten, den 12. juni, måtte en tilsyneladende overrasket indenrigsminister Birte Weiss (S) forklare, at der ikke var masseudvisninger af somaliere på vej. Garantien holdt ikke.

Imens stormede det nydannede Dansk Folkeparti frem i meningsmålingerne, og før Folketingets åbning den 7. oktober 1997 erkendte Weiss, at hun ikke kunne imødekomme befolkningens krav om stramninger. Derfor tilbød hun statsministeren at gå af, hvis ikke der kom valg i 1997.

To uger efter blev Thorkild Simonsen - den 71-årige folkekære Århus-borgmester, der havde været en af de største kritikere af regeringens udlændingepolitik – ny indenrigsminister.

Det var ikke kønt. Men det var der ikke meget der var under SR-regeringerne i 1990erne. Anderledes stod det til hos Venstre.

På landsmødet i 1997 - samtidig med miseren hos socialdemokraterne - gjorde Uffe Ellemann-Jensen det klart, at han udmærket forstod den familiefar i Somalia, der desperat søgt at finde et andet sted i verden, hvor familien kunne få en fremtid.

Jeg har været der, sagde han, og fortalte, han havde stået i en lejr i Mogadishu med udsultede børn, hvor nogle af dem var døende, og han kendte lugten af fortvivlelse og håbløshed. »Hvis jeg var født dér, ville jeg gøre hvad som helst for at komme væk«, sagde han.

Han fortalte, at over 10.000 havde fået opholdstilladelse, selvom de strengt taget ikke var flygtninge, men Danmark havde bare en lovgivning, der var langt mere lempelig end de fleste andre steder, og derfor var der ikke noget at sige til, at de endte her i landet, sagde han.

Det helt centrale budskab, som han gentog mange steder i de følgende måneder, var, at i stedet for at rette vreden mod dem, der er kommet hertil, fordi de kunne, opfordrede han til at rette vreden mod dem, der havde gjort det muligt for dem at komme her.

Når jeg i dag husker talen, er det fordi, jeg læste Abdulqadir Bashir Husseins kommentar om, hvorfor han ikke vil sættes i bås med alle de somaliske flygtninge, der ikke klarede sig ligeså godt som ham her i Danmark.

LÆS INDLÆGHvad pokker laver Søren Espersen egentlig i mit land?

Jeg kender heldigvis andre historier, som den Abdulqadir Bashir Hussein fortæller. Vi hører ikke nok til dem, men de er også svære at finde. Det er en skam, og det er sjældent deres egen skyld. Systemet vi har opbygget giver kun de få muligheden for at bryde den sociale arv.

Abdulqadir Bashir Hussein kom igennem folkeskolen med gode karakter og fortsatte på gymnasiet. Han rejste til London for at tage forberedende kurser efter gymnasiet og søgte ind på DTU i Bygningsdesign.

Abdulqadir Bashir Hussein skriver et langt forsvar for velfærdsstaten, som han har oplevet den.

Jeg undrer mig over, han ikke filosoferer lidt mere over alle de flygtninge, der modsat ham, blev en slave af velfærdsstaten, og i dag er fastholdes i et erngreb af kontanthjælp og småkriminalitet.

Alle dem, som Søren Espersen harcelerer over, og som ikke greb de muligheder, som Abdulqadir Bashir Hussein udnyttede, selvom han havde all odds imod sig.

Alle dem, som havde været bedre stillet, hvis ikke de var blevet stopfodret med velfærdsordninger.

Lad os ikke rette vreden mod dem, men mod de blåøjede politikere, der i tidens løb førte tossegod integrationspolitik.

Det tror jeg, Uffe Ellemann-Jensen havde gjort, hvis han havde været politisk aktiv i dag.