Kontraktpolitikken har fået hårde ord med på vejen fra kommentatorer og meningsdannere, men befolkningen har taget den til sig og forventer, at politikerne holder, hvad de lover i valgkampen.

Der er afregning ved kasse 1, hvis man ikke holder, hvad man lover. Det ved regeringen alt om. Det kræver derfor en vis disciplin at være politiker i dag.

Ikke mindst hvis man er borgerlig politiker og har som sin vigtigste opgave at afhænde den magt, som folket har givet én.

Udviklingen er ikke overraskende og minder til forveksling om det, som franskmanden Alexis de Tocqueville forudså efter sin rejse til USA i 1830' erne.

Tocqueville konkluderede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokrati end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv. Han kendte ikke til kontraktpolitikken, men han frygtede, at man i demokratiets navn underminerede vores hævdvundne frihed. Den amerikanske Barry Goldwater skrev i sin lille lommebog, The Conscience of a Conservative, om Tocquevilles rejse og om, hvordan USA har udviklet sig fra at være en sand tjener af folket - med stærkt begrænsede beføjelser - til en herremand - med næsten ubegrænsede beføjelser.

Ikke mange kender i dag Goldwater andet end sommanden, som tabte præsidentvalget i 1964 - med et brag. Goldwater selv blev valgt til Senatet i 1956, netop som oprøret mod præsident Eisenhower begyndte. De unge borgerlige, der trofast havde støttet præsidenten, havde fået nok, og Goldwater blev spydspids i oprøret mod Eisenhowers midtsøgende linje.

Goldwater er interessant i dag, fordi dansk politik har brug for en som ham, der kan bringe dansk politik tilbage på rette spor.

Jeg kendte ikke selv til Goldwater, før jeg for ti år siden en eftermiddag sad med mine nye kolleger i tænketanken CEPOS og diskuterede, hvilke billeder og plakater vi skulle indkøbe til vores nye lokaler.

Jeg husker, at professor Peter Kurrild-Klitgaard kom forbi og hilste, netop som vi sad og talte om, hvad der skulle pryde væggene. »Hvis I hænger Thatcher og Reagan op, bliver I da også nødt til at hænge Goldwater op«, sagde han, og jeg begyndte straks at undersøge, om det virkelig kunne være rigtigt, at Goldwater var i samme liga som dem. Det var han.

Senere læste jeg selv Goldwaters lille lommebog, og noget af det vigtigste, Goldwater skriver, er, at han ofte - ligesom alle andre borgerlige - bliver mødt med spørgsmålet, om han da slet ikke bekymrer sig for de svage i samfundet. »Selvfølgelig«, fastslår han og giver læseren en opsang med på vejen.

»Jeg er sikker på, at hvis ikke de borgerlige kan demonstrere og kommunikere forskellen mellem at være bekymret for [velfærdssamfundets] problemer og deres tro på, at staten ikke er løsningen på problemerne, har de borgerlige ikke en fremtid«.

Goldwater skriver i denne sammenhæng, at en nation først kan være sikkert på frihed og rettigheder, når der vælges en politiker, der tør stå frem og sige:

»Jeg har ingen interesse i at strømline eller effektivisere staten, fordi jeg vil mindske dens størrelse. Jeg vil ikke forpligte mig til at fremme velfærd, fordi jeg foreslår at fremelske frihed. Mit mål er ikke at vedtage love, men at ophæve dem. Det er ikke at gennemføre nye programmer, men at annullere de gamle, der ikke respekterer Forfatningen, eller som har svigtet dens formål, eller pålægger folk en uberettiget økonomisk byrde. Jeg vil ikke undersøge, om lovgivning er nødvendig, før jeg har undersøgt, om lovgivningen er forfatningsstridig. Og hvis jeg senere skulle blive angrebet for at forsømme mine vælgeres 'interesser', vil jeg svare, at jeg fik at vide, at deres hovedinteresse var frihed, og at jeg gør det bedste, jeg kan, for at beskytte den«.

Jeg ved ikke, om billedet af Goldwater stadig hænger i CEPOS' lokaler, men jeg vil opfordre tænketanken til at bruge ham som eksempel for nutidens borgerlig-liberale politikere.

Når et folketingsflertal bliver nødt til at sætte skatter op for at sætte andre ned i et land med verdens højeste skattetryk og vedtager forslag, der krænker grundlovens ånd, og giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom uden retskendelse, har det aldrig været vigtigere, at de borgerlige stopper med at være bange for deres egen skygge og gemme sig bag taktik, form og facon.

Hvis ikke de borgerlige under denne regering kan demonstrere og kommunikere forskellen på rød og blå blok, har de, med Goldwaters ord, ingen fremtid.