Der var ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, at Sex Pistols var inkluderet i Danny Boyles smukke musiske fortælling om britisk musiks indflydelse på den vestlige kultur ved OL åbningsceremonien i London for nogle uger siden. Blandt musik af The Beatles, The Who, Pink Floyd og Queen lød pludselig Pretty Vacant et i de fleste kredse glemt hitsingle fra den gamle punkgruppe.

Det betyder dog ikke, at punkmusikken er død blot fordi den nu bliver spillet til ceremonier, der ellers normalt er reserveret til sange af Paul McCartney, Elton John, George Michael og Gary Barlow. Punken lever stadig, og dens udtryk tiltrækker fortsat en ny, ung generation, der ønsker et opgør med det system, som deres forældre bevidst eller ubevidst har skabt.

Det er Pussy Riot, en kvindelig punkgruppe fra Rusland, det bedste eksempel på.

Deres største hit hedder oversat til dansk Jomfru Maria, spark Putin ud, og ligesom Sex Pistols kan de stort set ikke spille et eneste instrument.

De fleste russere er ikke overraskende uenige i deres ekstremt venstreorienterede synspunkter, men den 10 dage lange retssag mod dem har gjort dem mere kendte end deltagerne i den russiske version af X-factor.

Den 17. august falder dommen mod de tre kvinder, der er anklaget for hooliganism på baggrund af religionshad, men dens udfald er af mindre betydning i Rusland, der i dag næppe kan kaldes en retsstat.

Financial Times pointerede i weekendens udgave, at det rigtig interessante er, at halvdelen af den russiske befolkning var enig i, at to et halvt års fængsel var rimeligt, da kvinderne blev tiltalt. I dag mener 58% af befolkningen, at punkgruppen skal frifindes.

Jeg er selvsagt heller ikke enig med kvindernes politiske synspunkter. Den ene er miljøaktivist, en anden ultrafeminist, og alle tre socialister. Men det er alt sammen ligegyldigt i den nuværende situation. De kæmper, som mange dissidenter før dem, en frihedskamp mod systemet og fortjener vores respekt, sympati og støtte.

Den frie verden har begået fatale brølere, fordi vi gik mere op i hvilken ideologi dissidenter havde end den frihedskamp, som fortjente deres støtte. Det værste eksempel er naturligvis Sydafrikas Nelson Mandela, der blev et af den Kolde Krigs ofre, og i alt for lang tid ikke fik den støtte, han fortjente, blot fordi han var kommunist.

Den slags ideologiske uenigheder kan vi diskutere med de tre modige kvinder, når de har nået deres mål om frihed, demokrati og rettigheder i Rusland, ligesom alle de østeuropæiske dissidenter stod skulder ved skulder mod kommunistiske terrorregimer, indtil de fik deres frihed, demokrati og rettigheder og blev rygende uenige. Se bare på Tjekkiets tidligere præsident, afdøde Vaclav Havel og landets nuværende Præsident Vaclav Klaus, der stod sammen indtil de havde fået frihed til at være uenige. Retten til at være uenig er jo det skønne ved demokratiet , og er netop det, alle de modige dissidenter kæmper for rundt omkring i verden.

En dag er det måske Pussy Riot, der åbner OL i Rusland, men indtil da har de brug for vores støtte, og derfor er min opfordring, at alle der læser dette publicerer en musikvideo eller et billede på vores facebook, twitter, MySpace eller andre platforme af de skønne russiske kvinder, der får deres dom afsagt den 17. august.

Den russiske befolkning har allerede afsagt dommen. Nu er det vores tur. Det bedste vi kan gøre lige nu er at spille deres musik. I protest mod Putins Rusland.