Mandag den 13. august gik forfatteren, ideologen og politikeren Johnny Munkhammar bort.

En af de mest inspirerende bøger jeg læste under valgkampen til Europaparlamentsvalget i 2009, hvor jeg stillede op fra Venstre, var en helt ny bog af Munkhammer.

I indledningen til bogen, Sköna Europa - Världens Bästa Världsdel (Kalla kulor förlag, 2009), skriver Munkhammar, at prinsesse Europa ifølge græsk mytologi blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta.

Som alle ved, var Zeus tordenguden, men han var også guddommeliggørelsen af begreber som verdensorden, retfærdighed og gæstfrihed.

Bogen er en kærlighedserklæring til Europa, men også en advarsel til europæerne, og mit budskab i kampagnen til Parlamentet var, at vi skulle være opmærksomme på, at Prinsesse Europa desværre ikke kun lod sig forføre af Zeus. Hun lod sig sidenhen også forføre af populisme og nationalisme, når hun blev utålmodig og mistroisk overfor den personlige og økonomiske friheds evne til at imødekomme kontinentets udfordringer. Derfor skal vi være opmærksomme på, at prinsessen igen kan lade sig forføre af populisme og nationalisme, hvis ikke vi holder hende på ret kurs.

Dagen efter Europaparlamentsvalget i juni 2009, hvor jeg nok må indrømme, at jeg var en ret skuffet over ikke at blive valgt, fik jeg en besked fra Munkhammar:

”5500 stemmer er slet ikke dårligt taget I betragtning, at du stillede op med et liberalt budskab”.

Jeg kendte Munkhammar fra min tid som kommunikationschef i tænketanken CEPOS, og hjalp ham, bl.a. da han lavede undersøgelser til hans bog, The Guide To Reform (Timbro/IEA, 2007), der handler om, at man sagtens kan gennemføre velfærdsreformer og blive genvalgt.

Et af eksemplerne i bogen er Poul Nyrup Rasmussens arbejdsmarkedsreformer i 1990erne.

Nogle år senere stillede Munkhammar selv op. Ikke til Europaparlamentet, men til den svenske rigsdag.

Jeg følte en form for skæbnefællesskab med ham. Ligesom jeg havde slået mine folder i CEPOS, var han på mange måder formet af sit arbejde i tænketanken Timbro i Stockholm, der i øvrigt var stor inspiration, da CEPOS blev stiftet. Ligesom jeg var han blevet angrebet af den politiske bacille, man aldrig kommer af med igen.

Men modsat mig blev han valgt. På det yderste mandat. Men valgt. Og det på trods af at han bestemt også stillede op med et liberalt budskab. Hans tre mærkesager var klare og kontante:

1. Frihed og iværksætterånd som grundlag for flere arbejdspladser.
2. Velfærdssamfund i stedet for velfærdsstat.
3. Det skal være lettere at leve den amerikanske drøm i Sverige - end i USA.

Derudover var han stærk fortaler for et progressivt forslag om at skabe såkaldte økonomiske frizoner eller ”nystartzoner” i Udkantssverige.

Efter han blev valgt mistede jeg desværre kontakten med Munkhammar, men jeg fulgte hans karriere på sidelinjen, og var dybt inspireret af at han på trods af sin sygdom blev ved med at argumentere sin sag.

Det sidste vi hørte fra ham var endnu en inspirerende kommentar vedrørende nystartzoner, som han havde skrevet sammen med Sveriges fremragende finansminister, Anders Borg, der i øvrigt også har en fortid hos tænketanken Timbro.

Kommentaren blev bragt bare tre dage før han sov ind, og tabte kampen mod kræften. Han blev kun 37 år.