I sommeren 2012 afslørede Morgenavisen Jyllands-Posten, at den tidligere rigsantikvar og professor Olaf Olsen lige efter Anden Verdenskrig arbejdede med at kategorisere danske kandidatertil de sovjetiske arbejdslejre for Sovjetunionens ambassade i København.

Sagen blev aldrig retsforfulgt, og Olaf Olsen avancerede til de højeste poster i den videnskabelige verden, og endte med at få kolossal indflydelse på, hvordan Danmarkshistorien skal fortolkes, og hvem der skal gøre det.

Hvorfor er historien om Olaf Olsen interessant i dag?

Det er den, fordi historien skrives og fortolkes af mennesker, som ofte selv har været deltagere eller aktører i de kampe, som er taget i deres samtid.

Historien vil behandle mig godt, sagde Winston Chrchill engang, fordi jeg har tænkt mig at skrive den.

Efter Anden Verdenskrig var der stor sympati både for Sovjetunionen og kommunismen.

Heldigvis er Stalin og Lenin i dag smidt på historiens losseplads.

Men dem, der har troet på løgnerne og løgnene, lever endnu, og de har ofte sat store aftryk på den Danmarkshistorie, vi har lært i folkeskolen, gymnasietiden og på universitetet.

Derfor er historien om Olaf Olsen interessant.

Olaf Olsen var ansvarlig for de seneste officielle udgaver af Danmarkshistorien fra Politikens og Gyldendals Forlag.

Han var endda den øverst ansvarlige for udarbejdelsen af Den Store Danske Encyklopædi. En garant for lødigheden, sagde man.

Debatten om Olaf Olsen og Den Store Danske Encyklopædi er en af de debatter, vi har samlet i den nye bog, Opgøret om vor samtids historie, der udkommer i dag.

Vi nåede akkurat at få afsløringen af Olaf Olsen med i vores efterskrift.

Denne debat, og de ni andre vi har samlet i bogen, viser, at der de sidste 10-15 år mere end nogensinde før har været debat, diskussion og i nogle tilfælde kampe om, hvordan vi fortolker historien.

Historieskrivning har ellers kun sjældent sat sindene i kog i Danmark.

Mange borgerlige meningsdannere var i defensiven, spage og uprovokerende i 1980’erne.

Som jeg tidligere har skrevet, kan den yngre generation med rette kalde dem kujonerede.

Årsagen, gætter jeg, var marxismens indtog i 1970’erne, ligesom mange troede, at den radikale historietradition var en modpol til marxisternes historiefortolkning.

Ikke før i 1990’erne efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud fandt de borgerlige-liberale meningsdannere ud af, at dette selvfølgelig var forkert.

Og op gennem 1990erne blev de borgerlig-liberale meningsdannere offensive på en ny måde.

Det resulterede først og fremmest i et opgør om den Kolde Krig, som Bent Blüdnikow gjorde plads til på debatsiderne i Berlingske Tidende.

Man kan læse debatten i bogen Opgøret om den kolde krig (Peter la Cours forlag, 2003, udgået, men et genoptryk er på vej).

Jeg fulgte ikke selv med i debatten om den Kolde Krig, da den rasede på debatsiderne. Men i sommeren 2003 købte jeg bogen, og lærte dermed holdningerne og brydninger i debatten blandt meningsdannere, historikere og politikere. Et opgør, der var mindst ligeså betændt som historien vedrørende Anden Verdenskrig. Et opgør, der dengang, endnu ikke var taget.

I årene efter bredte debatten sig ud. Hele historien var nu til debat. Det er denne debat, vi har samlet, således at andre, der ikke fulgte med, selv kan danne sig et indtryk af historien.

De sidste 10-15 års kamp om vor samtids historie gav alle anledning til at revurdere historieskrivningen.

Pluralismen sejrede. Og det skal vi være glade for.

Pluralismen er født af tolerance. Den giver ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter.

Pluralismen opfordrer derimod til, at man selv tager stilling.

Det er det vi fejrer i dag med udgivelsen af Opgøret om vor samtids historie.

Vi fejrer pluralismen.

Vi har samlet de bedste, mest skelsættende, de sjoveste og de groveste indlæg i debatten, således at eftertiden kan lære og læse, at ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles.

Bogen lanceres i dag hos tænketanken CEPOS med en debat mellem historikerne, Bo Lidegaard og Mikael Jalving.