Kampen om historien slutter aldrig.

Det mærkværdige er, at den begyndte så sent. Først efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud kom den offentlige debat frem om løgnerne og løgnene.

Da vi lancerede bogen Opgøret om vor samtids historie (Peter la Cours forlag, 2012) i sidste uge, sagde Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, at bogen først og fremmest er en vigtig kilde om en brydningstid.

Jeg tror, han har ret.

Berlingske anmeldte vores Opgøret om vor samtids historie allerede på udgivelsesdagen. Det var en rigtig flot anmeldelse. Anmeldelserne i Politiken og Kristeligt Dagblad, der fulgte i ugen der gik, var præget af misforståelser.

Kristeligt Dagblads anmelder skrev, at vi har genoptrykt kronikker, kommentarer, taler med videre for at fejre, at de borgerlige-liberale meningsdannere vandt kampen om vor samtids historie.

Politikens anmelder skrev, at vi næsten udelukkende har givet plads os sig selv og politiske venner i bogen, og at modstanderne kun sniger sig ind enkelte steder. Vi har faktisk delt sol og vind nogenlunde ligeligt, og når man læser bogen, finder man ud af, at de ca. 80 skribenter fordeler sig meget jævnt i meningsfeltet.

Vi har hverken samlet materialet for at fejre os selv eller andre. Vi har udgivet kildesamlingen for at fejre pluralismen, og for at opfordre andre til at danne deres egen mening om vor samtids historie.

I løbet af de seneste 10 år er der flyttet en række hegnspæle i vore historiske erkendelser. Der er blevet sat fokus på den danske samarbejdspolitiks omfang under Anden Verdenskrig, der medførte omfattende eksport til Nazityskland. Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udtrykte i 2003, at hvis alle lande havde opført sig som Danmark, så var Europa blevet nazistisk.

Man fik omsider hul på den betændte byld og kunne berette, hvordan kommunistiske regimer havde myrdet millionvis, og at det 20. århundredes tragedier ikke kun skyldtes nazismen og fascismen, men også ultrasocialistiske regimer og bevægelser.

En debat, der tidligere havde været træg, fordi den venstreradikale historietradition gik andre veje og dominerede faget.

Det blev også slået fast, at voldsretorik og fantasier om den voldelige revolution havde haft gyldne dage blandt de mange unge revolutionære efter 1968 og langt op i 1980' erne. Og mange accepterede, at Danmark havde svævet i stor fare under den kolde krig, fordi Sovjetunionen og dets allierede havde aggressive planer mod Vesten - herunder Danmark.

Disse erkendelser kom frem i brede folkelige debatter om historien i ikke mindst Berlingske Tidende, Weekendavisen og Morgenavisen Jyllands-Posten.

Langsomt begyndte andre medier at vågne op og indse, at sandheden om historien måske ikke var så endegyldig, som vi havde læst i historiebøgerne.

Og mange debatter blev ført af meningsdannerne, der tyede til pennen og skrev til aviserne, blogs og andre medier, og ikke, som man ellers kunne forvente, af universitetsforskere fra højere læreanstalter.
Danmarks Radio tog fat dér, hvor det er sværest, og lavede en yderst modig selvransagelse.

Med programmet Jagten på de røde lejesvende, der blev sendt i tre afsnit på DR 2 i september og oktober 2010, viste journalist Jacob Rosenkrands eksempler fra DR's lidt for " røde" fortid.

Rosenkrands var i øvrigt nogle år tidligere i forbindelse med artikler om antiglobaliseringsbevægelsen selv blevet beskyldt for at være en rød lejesvend af direktøren for tænketanken Cepos, Martin Ågerup.

Udtrykket »røde lejesvende« blev først brugt af Jens Sønderup, der var arbejds-og socialminister i Knud Kristensens Venstre-regering og senere kirkeminister i Erik Eriksens VK-regering.

I februar 1968 skrev han i flere læserbreve, om det virkelig kunne være rigtigt, at Hilmar Baunsgaards RVK-regering skulle »dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende.«

Rosenkrands ønskede at undersøge kritikken indefra og gøre debatten konkret for dem, der ikke oprindelig var en del af kampen om de røde lejesvende, og sige: Er det her noget, der forarger os?

Det må vcære den serie, som Kristeligt Dagblads anmelder henviser til, når han i anmeldelsen skriver, at jagten på de røde lejesvende »fortsætter i en ny artikelsamling, selvom kampen mod den marxistiske historieskrivning allerede synes vundet for længst.«

Det er korrekt, at det ikke er artikulerede maoister, marxister og andre revolutionære, de borgerlige-liberale meningsdannere er oppe imod, men det er ikke på grund af debatten, men snarere på grund af politiske begivenheder.

I dette tilfælde det sovjetiske rædselsimperiums sammenbrud.
Til gengæld gør anmeldelserne i både Politiken og Kristeligt Dasgblad det da ganske tydeligt, at der fortsat er massive institutionelle tømmermænd, træghed og medløberi i forhold til den historieskrivning, vi alle blev opfostret med i folkeskolen, gymnasiet og universitetet.

Så meget vigtigere synes vores bog Opgøret om vor samtids historie at være, når man har læst anmeldelserne, og måske er det derfor, det er forlagets hurtigst sælgende bog nogensinde.

Anmeldelserne i Politiken og Kristeligt Dagblad af vores nye bog viser først og fremmest, at diskussionen langtfra er slut.

Bent Blüdnikow, Henrik Gade Jensen og jeg har samlet begyndelsen af debatten i Opgøret om vor samtids historie.

Debatten fortsætter her!