Tillykke til Europa.

Tillykke til Winston, Robert, Helmut og Helmut samt Francois, Maggie og Tony, men også til vor egne, Poul og Poul, og, selvfølgelig, Uffe, og alle andre europæiske statsledere, der gennem tiden har kendt til Europas blodige historie, og derfor kæmpede for det europæiske fællesskab.

Den Europæiske Union blev fredag formiddag afsløret som dette års modtager af Nobels fredspris.

Den Norske Nobelkomites formand, Thorbjørn Jagland, begrunder komiteens valg med, at EU i mere end 60 år har arbejdet for at fremme fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder.

Det er velfortjent.

Ifølge Thorbjørn Jagland er prisen dels givet på baggrund af det historiske perspektiv men også på grund af de senere års indsats.

Historien om den Europæiske Union begynder den 19. september 1946 på universitetet i Zürich, hvor Storbritanniens tidligere premierminister, Winston Churchill, for første gang fremførte ideen om en form for »United States of Europe«.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden i Europa, og opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Blandt publikum sad franske Robert Schuman.

Schuman gjorde Churchills drøm til sin egen.

I de sidste dage inden han gik af som Frankrigs statsminister lancerede han ideen om et europæisk fællesmarked, og da han nogle år senere blev udenrigsminister, brugte han alle sine kræfter på at advokere for en demokratisk organisation for Europa, som Tyskland kunne tilslutte sig.

Målet var at skabe et overnationalt europæisk fællesskab, der kunne skabe varig fred mellem medlemsstaterne.

Midlet var at binde medlemsstaterne sammen økonomisk så de aldrig igen blev fristet til at gå i krig mod hinanden.

»Vores håb er, at Tyskland vil forpligte sig på en vej, der vil gøre det muligt for landet at genfinde sin plads i fællesskabet af frie nationer, begyndende med Det Europæiske Fællesskab, som Europarådet skal være en forløber for,« sagde Schuman i sin tale til FN i 1949.

Den 9. maj 1950 blev principperne for dette overnationale demokrati annonceret i det, vi i dag kalder Schuman-erklæringen, og året efter den 18. april underskrev de første seks medlemmer Paris-traktaten, der dannede grundlag for Den Europæiske Kul- og Stålunion, der senere blev til Det Europæiske Fællesskab og i dag kaldes Den Europæiske Union.

Historien viser, at der faktisk aldrig igen blev krig mellem medlemsstaterne.

I dag er der ikke mange, der kender historien om det europæiske fællesskab, eller ser EU som kittet, der binder de europæiske lande sammen, og sikrer freden i Europa.

Det er der ikke noget at sige til, når man i dag har et parlament, der har mere travlt med at øge deres budget end at bide Europa-kommissionen i haserne.

Eller kommissærer i kommissionen, der bruger stadig flere kræfter på at detailregulere og tale om grænser for vækst i stedet for at udvikle fællesmarkedet og integrere medlemslandene økonomisk for at bevare og styrke freden i Europa.

Eller statsledere, der vælger uduelige baronesser, visionsløse tågesnakkere og haiku-digtere, der nærmest opererer inkognito, til at stå i spidsen for unionen blot fordi de er bange for at blive udfordret på de ideer for Europas fremtid, som de tydeligvis ikke har.

Derfor er Nobelprisen så vigtig denne gang.

Den minder os om, hvorfor EU blev skabt, og hvorfor det er vigtigt, at vi fremadrettet vælger politikere, der kender Europas fortid, og derfor kan sikre EU's fremtid.

Det er der brug for mere end nogen sinde før.