De danske sommeraviser har de seneste uger fyldt spalterne med 3-årige Herberts begejstring for kjolerog den deraf afledte kønsrolledebat. Hjemvendt fra mit fredelige sommerhus og manglende internetforbindelser føler jeg behov for at trække debatten i en anden retning. Min meddebattør her på sitet, Ditte Giese, har valgt at fokusere på ”Bøsseangsten i børnehaven”, hvilket bestemt er korrekt, idet en bekymrende høj procentdel af danske børneforældre tager afstand fra Herberts kjolefascination. I det hele taget er der brug for en grundig debat om kønsroller og normalforestillinger i det moderne Danmark.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at angribe debatten fra en anden vinkel og sætte spørgsmålstegn ved den voldsomme eksponering af barnet, Herbert. Det er fuldt ud forståeligt, at Herberts forældre deltager i debatten om ligestilling, kønsroller og frihed i en af de mest almindelige og velbesøgte samfundsinstitutioner herhjemme. Dog undrer det mig utrolig meget, at et almindeligt forældrepar lader deres søn fotografere til forsiden på Berlingske, fordi de ikke mener han er unormal.

Almindeligvis bruger forargede borgere og brugere massemedierne til at gøre opmærksom på uretmæssigheder og systemsvigt. Det kan være, at politiet ikke svarede, da indbrudstyvene smadrede ruden i glasdøren og gik på opdagelse efter tyvekoster i stuen, mens man forskrækket vågnede i soveværelset på første sal. Mediernes er også fremragende til at dokumentere, hvordan et af verdens mest moderne sundhedssystemer enten overser en dødelig sygdom eller fejlbehandlede en ukompliceret lidelse med fatale konsekvenser til følge.

Dog har jeg svært ved at se, hvorfor 3-årige Herbert skal pryde forsiden og være ufrivilligt trækdyr i kønsdebatten. Herberts forældre har alle ytringsfrihedens rettigheder til at gøre opmærksom på deres synspunkter og kan gennem læserindlæg og andet fortælle om deres syn på børneopdragelse. Deres holdning er lig min egen, at deres barn må klæde sig og lege med hvad han har lyst til.

”Det startede med, at vi fandt et Pippi-kostume til fastelavn, som han blev ret glad for at løbe rundt i. Det har han også haft på ovre i børnehaven. Så en dag kom han og sagde, at han gerne ville have en kjole”, siger Herberts mor Anne Christine Bech til Berlingske og fortsætter med at forklare, hvordan debatten om kønsforvirring herefter tog fart i det lille hjem.

Havde hospitalet svigtet Herbert og overset en dødelig sygdom eller havde pædagogen glemt ham i løveburet, havde der været grund til at præsentere hans glade barneansigt på avisen forside.

Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke der er noget unormalt i at små drenge leger med kjoler eller pige med pistoler. Blot mener jeg, at forældre skal være mere end varsomme med at udstille deres unger i landets massemedier og dermed spænde dem for særlige dagsordener (i dette tilfælde er emnet ligegyldigt).

Jeg er overbevist om, at Herbert ikke har nogen holdning til kønsdebatten eller om hans påklædning og legesager er maskulint acceptable. Jeg er dog overbevist om, at han ikke er klar til at tage stilling til sin egen medvirken i en større mediesag og populær kønsdebat – hvor han efter min overbevisning ikke hører hjemme. Sagen er vigtigt, men kan sagtens forklares og forsvares af voksne.