Enhver nogenlunde nyhedsinteresseret dansker vil genkende Vejlegården som sommerens mest omtalte restaurant.

Ikke fordi det Vejlensiske spisested har overgået verdenskendte Noma i gastronomiske spidsfindigheder eller opfundet nye doktriner for fusionskogekunst i trekantsområdet.

Tværtimod er restaurantens gastronomiske ambitioner solidt plantet i den jyske muld, og omsættes dagligt til stegt flæsk med persillesovs ad libitum for kr. 95,-.

Ikke desto mindre er Vejlegården sommerens mest interessante politiske kampplads.

Fagforbundet 3F har gennem de seneste måneder arbejder hårdt på at gøre tilværelsen utålelig for restaurantens indehaver Amin Skov, efter han indgik overenskomst med Krifa.

3F's arbejdskamp er gennem ugerne vokset i intensitet i takt med restauratørens manglende vilje til at efterkomme fagforeningsbossernes krav. Flere LO-forbund støtter nu 3F's aktion, hvorfor restauranten hverken kan få leveret post eller Carlsberg.

Sagen nåede et nyt højdepunkt forleden, da 3F's lokalafdeling i Vejle truede Vejle Amts Folkeblad med blokade, hvis ikke avisen nægtede at bringe annoncer fra den blokaderamte restaurant.

Selv om den ansvarlige redaktør følte sig både presset og uretfærdigt behandlet, valgte avisen at rette ind, hvilket har fået de ellers så trofaste læsere og lokale annoncører til at vende lokalbladet ryggen.

Det er langt fra givet, at restaurant Vejlegården overlever 3F's belejring, smædekampagner og chikane. Det mest sandsynlige er i virkeligheden, at sagens nyhedsværdi aftager, og 3F's trafikveste også giver genskin på restaurantens parkeringsplads til efteråret.

Det er dog helt sikkert, at 3F's aggressive og usympatiske fremfærd over for den lille restauratør markerer et vendepunkt for den klassiske fagbevægelse i Danmark.

Befolkningen er vokset fra forhistorisk fagforeningsretorik og bryder sig ikke om den chikane, som 3F systematisk udøver mod en lille selvstændige erhvervsdrivende. Det er kun i LO's verdensbillede, at arbejdsmarkedet stadig er skarpt opdelt mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Almindelige mennesker er vant til at engagere sig i deres job, og opfatter sig i stigende grad som partnere og interessenter på deres arbejdsplads.

Den klassiske arbejdsretorik om ordnede forhold og ens lønvilkår bliver i stigende grad erstattet af en ny arbejdskontrakt baseret på identitet og engagement og en fælles interesse i at fastholde konkurrencekraft over for udlandet.

Derfor forstår almindelige mennesker ikke, hvorfor restaurant Vejlegården og dens besøgende skal chikaneres af 3F-ansatte i trafikvest. Hvis ejeren foretrækker resultatløn og personligt tillæg - og de ansatte vel og mærke er tilfredse - synes hovedparten af danskere ikke, at det er noget problem.

I det mediemæssige slagsmål gør det kun en mindre forskel, at hovedparten af 3F's aktiviteter holder sig inden for lovens rammer. Den massive blokade og voldsomme chikane er bevis for en forhistorisk samfundsopfattelse, som ingen steder hører hjemme i en moderne økonomi, og som mødes med hovedrysten og opgivende suk foran fladskærmene.

Politikens chefideolog Kristian Madsen kommer naturligvis fagforeningsbosserne til undsætning og har formuleret et længere forsvarsskrift for 3F's chikanerier mod Vejlegården.

Madsen skriver blandt andet, at hvis ikke det lykkes 3F at tvinge Vejlegården til overenskomst, »så flytter problemet til naborestauranten, der ikke længere kan konkurrere med Vejlegårdens slagtilbud på stegt flæsk og enten må lukke eller opsige sin overenskomst«.

Logisk set har Madsen ret. 3F er nødt til at holde fast. Hvis ikke Amin Skov tvinges til at acceptere 3F's produkt, fristes andre arbejdsgivere måske at Krifas mere fleksible forhold.