Mange danskere læser de husstandsomdelte tilbudsaviser, der i weekenden dumper gennem brevsprækken, og planlægger ugens dagligvareindkøb på baggrund af tilbuddene.

De fleste danskere køber basisvarerne der, hvor kartonen indholdende Arlas Minimælk koster lidt mindre end i den konkurrerende forretning. Og hvorfor skulle de ikke også det? Når kvaliteten er den samme, er prisen altafgørende.

Samme logik præger sammenhængen mellem skattepolitik og konkurrenceevne. Når flere hundredtusinde danskere hvert år rammes af en urimelig høj topskat, falder lysten til at arbejde, mens sofa og søndagsfodbold synes endnu mere tiltrækkende.

Udenlandske virksomheder, der overvejer at investere i Danmark, sammenligner os med resten af Skandinavien og Nordeuropa, som ligeledes er præget af højt uddannelsesniveau og en servicepræget offentlig sektor.

At påstå, at omkostninger og særdeleshed skat ikke spiller nogen rolle i den forbindelse, svarer til at påstå, at jorden er flad.

Faktum er nemlig, at skattelettelser på arbejde og investeringer virker og er en effektiv måde at sætte omdrejninger i den økonomiske karrusel.

Peter Hummelgaard bygger bla. sin argumentation på en amerikansk undersøgelse, der viser, at skattelettelser til de rigeste, ikke skaber vækst.

LÆS PETER HUMMELGAARDS INDLÆGSkattelettelser til de rigeste skaber ikke vækst. Punktum

Sammenligningen er kort sagt ubrugelig.

Skatten på arbejde i USA er i forvejen blandt de laveste i verden, hvorfor effekten af lavere marginalskat er begrænset. Et klogere sammenligningsvalg til være den svenske skattereform, hvor den borgerlige regering kombinerede arbejdsmarkedsreformer med lavere skat på arbejde.

Resultatet er flere jobs og et større beskæftigelsesincitament, fordi der for alvor bliver forskel på at være i arbejde og modtage offentlige ydelser.

Hummelgaards indlæg brillerer ved manglen på alternativer til kritikpunkterne og rammer samtidig regeringens økonomiske politik som en undervandstorpedo og ramponerer det i forvejen utroværdige centrum-venstre-projekt.

Peter Hummelgaard afslutter sit indlæg med denne svada til de ”blå mørkemænd”:

»Tag dig i agt for dem, der forsøger at binde dig liberalismens lyksaligheder på ærmet. Resultaterne er helt igennem skræmmende«.

Den forargede stemme klinger hult i mine ører.

Hummelgaards eget parti har netop gennemført en skattereform, der efter klassisk Venstre-opskrift belønner almindelige mennesker, der går på arbejde, med skattelettelser.

Konklusionen er derfor klar: Hummelgaard må tage sig i agt for sit eget parti og vennerne i SF.