Personer på overførselsindkomster er en samfundsgruppe, »præget af krævementalitet i forhold til den offentlige sektor og har for meget fokus på hvad de selv kan få,« svarer halvdelen i en meningsmåling fra Megafon (Politiken.dk, 3.2.2012).

Socialrådgivernes formand, Bettina Post, mener, at den seneste tids debat har skabt udbredt mistillid til de ledige og forværret deres situation: »Udgangspunktet for, at vi kan gøre vores arbejde efter bogen, er, at vi ikke mistænkeliggør de borgere, der har brug for hjælp. I dag møder mange op og er skidebange for de krav, som de tror, at vi vil stille. Det offentlige burde være det sted, man går til, hvis man har brug for hjælp – uden at blive mistænkeliggjort på forhånd.«

Helt grundløst er ledige altså nu både skidebange og dybt skamfulde over, at de skal modtage hjælp fra det offentlige. »Stort set alle borgere begynder med at sige, at de ikke er kommet for at nasse eller snyde,« fortæller Vinnie Eliasen, der er socialrådgiver i Hvidovre. De er flove og bange for at spørge til rettigheder, forlyder det fra kommunale jobcentre.

RUC-professor John Andersen er rystet over niveauet i 'Carina-debatten', der for alvor igangsatte denne 'trend', og udtaler til Forsker Forum: »Man hævdede, at hendes situation dokumenterer, at det ikke kan betale sig at tage det berømte 'job i Netto'. Men det gælder for maksimalt ti procent af kontanthjælpsmodtagerne. Og så var der helt andre tolkninger, der slet ikke kom frem. For eksempel burde man grundlæggende kun kunne få kontanthjælp i kort tid – hun havde fået det i 20 år! Det burde slet ikke forekomme. Er man for syg til at arbejde, skal man have invalidepension eller revalidering.« (Forsker Forum, 30.1.2012).

Kenneth Hansen, der er forsker ved CASA, udtaler ligeledes til Forsker Forum: »Eksemplets magt er blevet stor. I det sidste halvandet år har der kørt en stor fattigdomsdebat, og der har langt hen ad vejen været en accept af, at der fandtes fattigdom, men at vi har brug for nogle målemetoder. Og så kommer eksemplet her og banker debatten tilbage til, at der er en, der har en hund og ryger smøger og derfor ikke er fattig.«

Debatten har været destruktiv og fladpandet, konstateres det samme steds.

De journalister, der ringede op til John Andersen var f.eks. uinteresserede i hans pointer, når de ikke passede ind i den historie, der skulle fortælles: »Det var som om, at når der var sat en diskurs, så var det svært at komme med en helt anden vinkel. Der er for få journalister, der ligesom gider. Og nogle gange forstår de det heller ikke. Du skal til at forklare sådan nogle helt simple ting, for eksempel hvordan boligsikringssystemet fungerer. Så er det svært at få de skarpe synspunkter frem. På sådan et felt mangler man nogle fagjournalister.«

Ugebrevet A4 har for nylig vist, at f.eks. kun hver femte i Danmark personligt kender en kontanthjælpmodtager - så hvorfra stammer denne foragtende forestilling om en krævementalitet?

Svaret er, at imens forskere med konkret viden om fattigdomsproblemstillingen først blevet hørt af medierne på et sent tidspunkt - eller slet ikke blevet hørt - har politikere, kommentatorer og organisationer haft frit lejde til at tilsvine og nedværdige ledige i en overflod af populistisk syndebukke-retorik:

Joachmim B. Olsen, der har hamret den stigmatiserende opfattelse på plads i det offentlige rum, at fattigdom nærmest kun er en by i Somalia; Dansk Arbejdsgiverforening, der har misbrugt tal fra Danmarks Statistik og forvredet debatten om, hvem der vil og ikke vil arbejde; Morten Messerschmidt, der tordner mod ledige som »gøgeunger«; og ikke mindst beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der har udbasuneret sin moralske forargelse som var det et faktum, at ledige hverken gider overholde loven eller tage et job.

Til trods for, at der ganske elementært og basalt ikke er og aldrig nogen sinde bliver jobs til alle, har alt for mange af medierne i alt for høj grad set den 'gode' historie i at ride med på en populistisk syndebukke-agenda.

Fordomme frem for viden. Foragt frem for forståelse. Man vil ikke vide, at omkring halvdelen af den danske befolkning (alle medregnet) altid vil være uden lønarbejde, og at det omtrent har været sådan i et århundrede (og billedet er det samme i de lande, vi sammenligner os med). Det er med andre ord ikke de lediges skyld, at de er ledige i så stort antal, uanset hvordan vi vender og drejer det.

Ikke blot den aktuelle krise, men samfundets og arbejdsmarkedets indretning kan ganske enkelt ikke tilbyde jobs til alle. Derfor er der reelt ingen at pege fingre ad, og er der et problem med en lille gruppe, der ikke vil arbejde, er det et minimalt og teoretisk problem, for der er og bliver mange, mange, mange flere, der gerne vil arbejde, end der er plads til på arbejdsmarkedet.

Denne altafgørende dimension glimrer fortsat alt for meget ved sit fravær i debatten. Blandt politikere såvel som journalister.

APROPOS

> Kuldegysende socialsystem