Annonce

Rune Engelbreth Larsen

Om frihed, moralsk panik og minoriteter i klemme

Debat 9. feb. 2012 KL. 10.45

Råddenskaben driver igen-igen fra Forsvarets top

Adskillige skandaler fra de senere år viser en rådden magtkultur i toppen af det danske forsvar, der i flere tilfælde er så betændt som en, der kunne trives i vaskeægte diktaturstater ...

OM INDLÆGGET
Kommentarer:
Afviste kommentarer:
0
Emner:

Forsvaret
Kriminalitet og straf
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
banner
banner
print
Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsen er forfatter og foredragsholder. Han er cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab.

I juli 2010 kom det frem, at forsvarsministeren og Forsvaskommandoen havde vildledt Folketingets forsvarsudvalg, idet man havde nedjusteret antallet af sårede danske soldater i Afghanistan fra 190 til det lidt mindre dramatiske 119 - f.eks. blev soldater, som 'blot' var blevet skudt i benet, frasorteret de officielle tal.

Endvidere havde man bagatelliseret antallet af psykisk traumatiserede soldater med diagnosen post traumatisk stress syndrom - ifølge Arbejdsskadestyrelsen havde 87 danske soldater fået denne diagnose, men daværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech oplyste imidlertid til forsvarsudvalget: »Så vidt vides, anvendes diagnosen ikke hyppigt.« (Jf. Ekstra Bladet, 7.7.2010).

Offentligheden får ikke det fulde billede af de danske kriges konsekvenser - slet ikke, hvad angår civile dræbte, men åbenbart heller ikke hvad angår omkostningerne for de danske soldater.

I 2010 kom det frem via aktindsigt til B.T., at Forsvarskommandoen forsøgte at true filmholdet bag dokumentarfilmen 'Armadillo' til at fjerne og udlevere 'belastende' filmoptagelser – hvilket presseofficer Torben Kjeldsen forklarede som »en service«, for tænk nu, hvis filmen indeholdt »brud på rigets sikkerhed« ...

Og så er der naturligvis skandalen omkring den såkaldte jægerbog, hvor Forsvarskommandoen i efteråret 2009 lagde pres på chefredaktører og krævede censur, forbud, ransagelse af et forlag og udlevering af journalisters adresser!

For slet ikke at nævne den forfalskede oversættelse til arabisk, der blev lækket til B.T. af Forsvarskommandoens egen kommunikationschef, der muligvis ville bilde offentligheden ind, at Jægerbogen var meget, meget farlig og meget, meget værdifuld for arabisktalende terrorister (hvilket antageligt skulle begrunde bestræbelserne på forbud og censur) ...

Og så er der naturligvis også lækagen om jægersoldaternes mission i Irak i 2007, som behændigt (og med stor hjælp fra TV2 Nyhedernes chef Michael Dyrby) blev tørret af på den daværende opposition, men hvor Ekstra Bladets offentliggørelse af en lydfil peger på, at det i virkeligheden var daværende forsvarsminister Søren Gades egen spindoktor, Jacob Winther, der lækkede oplysningerne om missionen (oplysninger, som risikerede soldaternes liv ifølge Forsvarets oprindelig alarm over lækagen) ...

Og som jeg tidligere har bemærket var det såmænd den selvsamme Winther, der også 'kom til' at trykke på vedhæft fil i sit email-system, så en journalist i DR fik den forfalskede arabiske oversættelse af Jægerbogen i oktober 2009. Og den selvsamme Winther, der styrede den spin-offensiv, som skulle kvæle Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm fra 2007, »Den hemmelige krig«, som afslørede, at Jægerkorpset havde udleveret afghanske fanger til amerikanske soldater i Afghanistan, velvidende at de derved kunne risikere tortur og mishandling.

Også i dansk krig og politik gælder åbenbart alle kneb - går den, så går den.

Centralt placeret i flere af forløbene står uundgåeligt tidligere forsvarsminister Søren Gade - og det gør han såmænd også i den nye afsløring af endnu mere råddenskab i Forsvarets top, som Politiken har afdækket, og som nogle vurderer til at være af endnu værre karakter end hele Jægerbogsskandalen.

Ifølge et hidtil ukendt notat tyder det således på, at daværende chef for Hærens Operative Kommando, Poul Kiærskou, beordrede misinformation af Folketinget, så antallet af irakiske fanger, som danske soldater havde taget til fange indtil 2007, blev nedskrevet til 198 i et svar til Folketinget - skønt det reelle tallet var over 500 (nyere oplysninger i dagens Politiken peger på, at det sågar muligvis var over det dobbelte).

Spørgsmålet har været centralt i diskussionen om udleveringen af fanger til irakiske myndigheder med overhængende fare for tortur - og hele 13 gange har Venstres forsvarsministre, Søren Gade og Gitte Lillelund Bech, efterfølgende refereret til Kiærskous bevidst forfalskede tal i Folketinget.

Tilsyneladende ønskede hærchefen ikke at oplyse det sande antal, fordi Forsvaret derved ville miste troværdighed - en troværdighed, som åbenbart var identisk med Kiærskous egen (manglende) troværdighed, eftersom det var ham, der var ansvarlig for, at de tidligere opgivne tal var for lave.

Troværdigheden skulle med andre ord reddes med en løgn.

Daværende forsvarsminister Søren Gade er vanen tro gået i flyverskjul, mens endnu en ekstremt belastende skandale oprulles for offentligheden.

Hvor megen råddenskab mon slet ikke kommer for dagens lys fra det betændte magtfuldkomne rum, som visse af Forsvarets top-aktørere lever i? Hvem ved. Men dét, der er blevet afdækket i de senere år, viser en magtkultur i Forsvarets top, der i flere tilfælde er så betændt som en, der kunne trives i vaskeægte diktaturstater.

Heldigvis er der så meget åbent samfund tilbage og gode magtkritiske journalister, at vi af og til får skovlen under disse betændte forhold. Spørgsmålet er således ikke længere, hvorvidt pressen har skovlen nede i råddenskaben, men kun, hvor dybt råddenskaben stikker - og hvor højt og bredt i systemet, den rækker.

APROPOS

> Den omvendte presse

ANBEFALEDE KOMMENTARER

09. FEB

Råddenskaben højt oppe.

@ Rune

"Spørgsmålet er således ikke længere, hvorvidt pressen har skovlen nede i råddenskaben, men kun, hvor dybt råddenskaben stikker - og hvor højt og bredt i systemet, den rækker."

Ikke mindst spørgsmålet om, hvor højt i systemet den rækker, er af overordentlig stor interesse. Vi skal nemlig huske på, at den tidligere regering, dækket ind af DF's modvilje mod ethver tilløb til kritisk efterforskning, også i andre ministerier udviste samme magtarrogance. Der er sagen om privathospitalerne, lækken omkring Helle Thornings skattesag, Hjort Frederiksens passivitet, da bistandsmodtagere i strid med grundloven af privat aktør blev frataget deres ydelser og så er der hele det betændte ben omkring udlændingestyrelsens fremfærd på kanten af loven og internationale konventioner.
Magtarrogancen i VOK regimet var enorm og magtfuldkommenheden dens følgesvend.
Det er åbenlyst, at en hidtil uset rådden kultur var udbredt højt oppe, og det er afgørende, at dette kommer til vælgernes kendskab.

KLAG OVER INDLÆG | Anbefal (6)
13. FEB

Svar: Råddenskaben højt oppe.

Det er dog utroligt, hvor meget had til sine egne, der kan rummes i Runes lille hovede. FT sendte vore soldater ud med et mangelfuldt og ubeskrevet mandat. Man beskrev ikke forskellen mellem tilfangetagne, tilbageholdte eller blot stoppede ved en clearingslinje. Derfor kom der da på dette punkt uorden i regnskaberne alt efter, hvilken metode man valgte.
Det er nu ikke folketinget, der er ude i felten med bekymring og angst for eget og kammeraters liv og førlighed. Så det vel ikke mærkeligt, at kontrollen er skarp og konsekvent.
Ansvaret er alene Folketingets! Havde det lyttet til forsvarets egne anbefalinger, havde det udsendt en samlet bataljon, som bl. a. er udrustet med tilbageholdelsesmuligheder for krigsfanger og enheder til håndtering af de faldne.
Men det gjorde man ikke; man legede krig for sjov; byrden står vore tapre soldater med, mens Rune griner hult, og folketinget desperat forsøger at få placeret aben et andet sted.

KLAG OVER INDLÆG | Anbefal
09. FEB

Forsvaret holder kæft og adlyder

Det er politik, der er råddent, ikke Forsvaret. Det gør, hvad det får besked på af den enhver tid siddende regering inden for lovens rammer. Og når loven/konventionerne er uklare, er det regeringen, der fortolker. Forsvaret siger javel, holder kæft og bliver tørret af politikerne igen og igen og igen.

KLAG OVER INDLÆG | Anbefal (5)
10. MAJ

Svar: Forsvaret holder kæft og adlyder

Har du selv arbejdet i stabe på højt niveau i forsvaret, så du har et godt kendskab til kulturen indefra?

KLAG OVER INDLÆG | Anbefal
09. FEB

Luk butikken - vi kan jo ikke opføre os ordentligt.

Nå, ja - ikke helt. Men, lad os få en ny forsvarsorden, der alene beskæftiger sig med forsvar af dansk territorium eller vore allieredes. Dvs. først aktionerer ved overhængende fare for angreb eller naturligvis, ved direkte ditto.

Lad os få det indført i Grundloven - ingen danske tropper på fremmed jord undtaget ved angreb på os eller vore allierede.



0 SVAR
KLAG OVER INDLÆG | Anbefal (3)

Log ind for at kommentere

Det kræver login til Politiken for at deltage i debatten. Har du ikke allerede login, kan du oprette det gratis.

OPRET NY BRUGER

Udfyld debatprofil for at kommentere

Du skal have en debatprofil for at skrive kommentarer på politiken.dk.

UDFYLD DEBATPROFIL

Du har desværre karantæne fra at skrive på politiken.dk

Du kan ikke skrive på politiken.dk før din karantæne er påhævet.

Log ud
BESVAR KOMMENTAR
OVERSKRIFT
KOMMENTAR
Annonce
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

24. maj. KL. 00.01 Synes ikke godt om længere

Det sker
Sommerstemning. Der er karneval i Fælledparken i weekenden. Og scenen med 'Elektronisk Karneval' plejer at trække tusinder.
24. maj. KL. 11.57

Klublisten: Her er 7 gode fester i weekenden

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning

Mest læst i går